En tvingende nødvendig anmodning til Bresjnev
Teksten er den fulde ordlyd af det brev, en gruppe pro-sovjetiske tjekkoslovakiske topkommunister i 1968 (- før den 20. august) sendte til den daværende leder af det sovjetiske kommunistparti Leonid Bresjnev.
Højtærede Leonid Iljitj,
Med bevidstheden om at have det fulde ansvar for vor beslutning, vil vi appellere til Dem med den følgende meddelelse.
Den grundlæggende rigtige demokratiske proces siden januar, korrektionen af fortidens fejl og skavanker og den overordnede politiske styring af samfundet har gradvist unddraget sig Partiets Centralkomités kontrol.
Pressen, radioen og fjernsynet, som reelt er i hænderne på højreorienterede kræfter, har påvirket den offentlige mening i en sådan grad, at elementer, der er fjendtlige mod Partiet, er begyndt at tage del i landets politiske liv uden nogen modstand fra offentligheden.
Disse elementer oppisker en bølge af nationalisme og chauvinisme og fremprovokerer en anti-kommunistisk og anti-sovjetisk psykose.
Vort kollektiv - partiets ledelse - har begået en række fejltagelser. Vi har ikke i tilstrækkelig grad forsvaret eller udmøntet de marxistiske-leninistiske normer for partiarbejde og først og fremmest principperne for demokratisk centralisme. Partiets ledelse er ikke længere i stand til at forsvare sig selv mod angreb på socialismen, og den er ude af stand til at organisere både ideologisk og politisk modstand mod de højreorienterede kræfter. Selve eksistensen af socialismen i vort land er i fare.
I øjeblikket er alle politiske instrumenter og statsmagtens instrumenter lammede i udtalt grad. De højreorienterede kræfter har skabt grobund for et kontrarevolutionært kup.
Under disse prøvelser henvender vi os til Dem, sovjetiske kommunister, ledende repræsentanter for Sovjetunionens Kommunistparti, med en anmodning om, at De giver støtte og hjælp med alle de midler, De råder over. Kun med Deres hjælp kan Den Socialistiske Tjekkoslovakiske Republik slippe for den overhængende fare for en kontrarevolution.
Vi er på det rene med, at dette endelige skridt for at bevare socialismen i Den Socialistiske Tjekkoslovakiske Republik ikke vil være let hverken for Det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen eller for den sovjetiske regering. Derfor vil vi kæmpe af al vor kraft og med alle midler. Men hvis vor styrke og vore evner bliver opbrugt eller ikke er tilstrækkelige til at skaffe positive resultater, så skal vor meddelelse forstås som en tvingende nødvendig anmodning og bøn om Deres intervention og overordnede assistance.
I forbindelse med den komplekse og farlige situation i vort land anmoder vi Dem om at behandle vor meddelelse med den yderste fortrolighed, og af den grund skriver vi til Dem personligt og på russisk.
Underskrevet Alois Indra, Drahomir Kolder, Antonin Kapek, Oldrich Svestka og Vasil Bilak.
Tekst 5 | Oversigten over kildetekster | Tekst 7