Seksdageskrigens betydning
Forfatteren Michael B. Oren beskriver i bogen Six Days of War detaljeret om Seksdageskrigen i 1967. Hans overordnede pointe er, at Seksdageskrigen fundamentalt ændrede ikke alene situationen i Mellemøsten, men også i resten af verden, idet han ser det senere globale opgør mellem vestlig civilisation og islamisme som værende en værdikamp, der udsprang af krigen.
Orens analyse afslører derudover, hvordan krigens erobringer var et resultat af tilfældigheder. Israel havde oprindelig udelukkende haft til hensigt at iværksætte et forebyggende slag mod de egyptiske troppeansamlinger i Sinai og Gaza.
Seksdageskrigens betydning
Udmattelseskrigen, Yom Kippur-krigen, München-massakren og Sorte September, Libanon-krigen, kontroverserne over de jødiske bosættelser og spørgsmålet om Jerusalems fremtid, Camp David-aftalerne, Oslo-aftalerne, intifadaen – alle disse begivenheder var et produkt af seks intense dage i juni 1967. Sjældent i moderne tid har en så kort og så lokaliseret konflikt trukket så langt et spor på det globale plan. Sjældent er verdens opmærksomhed blevet grebet og opmærksomheden opretholdt af en sådan enkeltstående begivenhed og dens udløbere. Der er en dyb sandhed i, at for statsmænd og diplomater og soldater er krigen aldrig kommet til en ende. Og for historikere er den bare lige begyndt.
[…]
Seksdageskrigens tilfældigheder og løgne
Udover målet med at eliminere den egyptiske trussel og ødelægge Nassers hær, var der ingen anden del af krigen, der var planlagt endsige overvejet, ikke erobringen af Sinai-halvøen, ikke erobringen af Vestbredden, ej heller bestigningen af Golanhøjderne. Selv ’befrielsen’ af Jerusalem, som israelerne kalder det, idet de ser denne begivenhed som krigens vigtigste resultat og tillægger den næsten messianske dimensioner, var et udtryk for tilfældighedernes spil. Krigens luner langt mere end rationelle beslutninger skabte krigens resultat.
[…]
Side 178-192 beskæftiger Oren sig med, hvordan det endte med, at kong Hussein af Jordan, der i den arabiske solidaritets navn havde besluttet sig for en proforma deltagelse i en evt. kommende krig, alligevel blev fuldt inddraget, fordi Egypten på trods af, at de havde mistet deres luftvåben og overalt blev slået, alligevel over radioen udsendte meddelelser om sejr og spillede sejrsmusik.
Alt blev skildret i overensstemmelse med versionen fra Cairo Radio, at »vore fly og vore missiler i dette øjeblik bomber israelske byer og landsbyer«. Og Cairo Radio op-
fordrede til, »at enhver araber nu skal hævne det tab af værdighed, som skete i 1948-krigen, og overskride våbenhvilelinjerne, så de kan nå frem til uhyrets hule i Tel Aviv«.
[…]
Da det gik op for Nasser og Hussein, at den egyptiske generalstab havde løjet om situationen på slagmarken, opdigtede de den version, som USA’s præsident Johnson benævnte ’den store løgn’. De skabte i fællesskab myten om, at Israels sejr var et resultat af, at amerikanske og britiske fly forklædt som israelske fly havde deltaget i aktionen. Under henvisning hertil kunne de dels fralægge sig ansvaret for det militære nederlag, og de håbede, at USSR under indtryk af, at konflikten nu var blevet et internationalt anliggende, ville få Sikkerhedsrådets billigelse til at bringe konflikten til ophør. Når man har så detaljeret en viden om forhandlingerne mellem Hussein og Nasser skyldes det, at de talte sammen på en åben telefonlinje.
»Skal vi sige, at USA og England angriber eller kun USA?« spurgte Nasser, idet han samtidig spurgte, om England overhovedet havde bombefly i regionen. Hussein svarede: »De Forenede Stater og England« og lovede straks at fremkomme med en udtalelse herom. Nasser blev tydeligt opmuntret. »Ved Gud«, udbrød han, »Jeg vil komme med en udtalelse herom, og det vil du også. Og vi vil se at få syrerne til også at komme med en udtalelse om, at amerikanske og britiske bombefly deltager i aktionerne imod os«.
Nasser havde fostret ideen om at skyde skylden på amerikanerne og englænderne, da situationens alvor under et besøg i den egyptiske hærs Hovedkvarter gik op for ham:
Nasser talte med Sidqi Mahmud [luftvåbnets øverste general], der forklarede, at det var USA’s og ikke israelernes fly, der havde nedkæmpet Egyptens luftvåben, og at en af hans piloter – Hosni Mubarak – selv havde set de amerikanske jets.
