Mogens Lykketoft: Tale i anledning af Socialdemokratiets nederlag ved folketingsvalget i 2005
Kære venner, kære kammerater.
Nu har vi en klar tendens på valgets resultat. Det et alt for dårligt resultat for Socialdemokratiet. [...]
Men vi må erkende, at vi har manglet den tilstrækkelige slagkraft over for en maskine, der er langt stærkere end vores og har langt stærkere gennemslag i medierne. Vi må erkende, at modpartens trick med at påstå, at der ikke er stor forskel på politikken, er lykkedes alt for godt. Det her er et lavpunkt men det er også et vendepunkt. Det ved alle vi der har mødt de unge vælgere under 30 og ved hvordan de har stemt.
Kennedy sagde at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst. Sådan er det ikke her. Jeg har haft lederskabet. Jeg har gjort det så godt jeg kunne. Men resultatet er ikke godt nok. Og det påtager jeg mig ansvaret for.
Jeg vil på torsdag sammen med Socialdemokratiets hovedbestyrelse og folketingsgruppe overveje, hvad der nu skal ske. Jeg vil fortsætte mit livslange dybe, engagement for denne bevægelse. Jeg vil gøre alt for, at dette parti snart igen kan komme i førersædet for det danske samfund. Og jeg vil yde mit bidrag til sammenhold og kampkraft.
[...]
Hvis I spørger om jeg er ked af det, vil jeg svare: Ja [...] Jeg er ked af på utroligt mange danskeres vegne, at vi ikke formåede at afsløre det borgerlige illusionsnummer og tilbagevise deres usandfærdige skrækkampagne der blev rettet mod vores holdninger og mod min person.
For nu ligger vejen åben for et samfund, hvor der bliver mere og mere privat og mindre og mindre fælles.
Jeg lykønsker Anders Fogh med sejren. En sejr er en sejr. Men jeg er ikke opløftet eller imponeret over de metoder, der er brugt til at nå sejren.
Jeg tør love, at socialdemokraterne vil fortsætte en energisk, saglig oppositionspolitik til den lykkelige ende, hvor masken er revet af og forskellen mellem dem og os står lysende klar i hver eneste dagligstue i kongeriget. [...]
Lad os synge 'Når jeg ser et rødt flag smælde'.