Walter Grabs erindringer om jødeforfølgelser i Wien, marts 1938
Walter Grab var østrigsk jøde, men det lykkedes ham at flygte til Jerusalem i juli 1938. Grab blev senere historieprofessor ved universitet i Tel Aviv, hvor han grundlagde instituttet for tysk historie. Hans vidneudsagn blev nedskrevet senere. Grab døde i 2001.
Om eftermiddagen den 25. april 1938, efter seks ugers nazistisk magt i Østrig, var jeg på vej hjem. Nær vores lejlighed var der en jødisk gymnastiksal i kælderen på Liechtensteinstrasse 20. Da jeg var 7 eller 8 havde jeg tit dyrket gymnastik der. Som jeg kom tættere på denne bygning, blev jeg stoppet af nazister, som dannede en kæde og bar armbind med hagekors. En råbte til mig ”Er du en jøde?” Da jeg sagde ja, skubbede han mig mod bygningen, hvor gymnastiksalen var, og beordrede mig til at gå ned ad trapperne. I denne store kælder, måske 30 meter lang, hvor jødiske børn lavede deres øvelser og hvor meget af gymnastikudstyret var anbragt, var der også rum, hvor drenge og piger klædte om. I dette forrum, af gymnastiksalen så jeg omkring 20-25 jøder, som nazisterne havde pågrebet før mig og var puffet sammen i et hjørne. Den store gymnastiksal og også dette forrum var, med Deres [den som erindringen fortælles til] tilladelse, fuldstændig dækket med lort. Gulvet og væggene var fuldstændig dækket med ekskrementer. Det stank rædselsfuldt. Jeg vurderer, at et helt regiment af SA eller SS eller andre nazister må have forrettet deres nødtørft der, og faktisk lige før man begyndte at pågribe jøder; ekskrementerne var stadig meget friske og fugtige. Udover jøderne stod 15-20 nazister i omklædningsrummet. Bag mig blev der stadig gennet jøder ned ad trappen, så vi var 35-40 til sidst – kun mænd. For nazisterne var det meget sjovt, de morede sig gevaldigt, fordi de kunne nu lade det gå ud over disse hjælpeløse og forvirrede jøder, som de havde jaget ned i gymnastiksalen fyldt med ekskrementer. De grinede og skreg ad os 10 eller 15 minutter og gjorde nar ad os, fordi vi var bange. Til sidst gik en frem og sagde ”I jøder har efterladt os jeres gymnastiksal tilsvinet. Jødiske gymnastiksale er så beskidte. Man ser igen, hvor svinagtige jøder er. Og nu skal I slikke det op. Hvad siger man, når man er i disse barbarers nåde, som ser ud til at have et menneskeligt ansigt? Ingenting. Vi stod der målløse. Vi var underlagt deres nåde og troede alt var muligt. Men de havde kun fortalt en vits. De fandt på at ydmyge og degradere jøderne. Dette var ikke en beordret aktion, som den jødiske pogrom den 9. november, da jødiske forretninger blev plyndret og lejlighederne ødelagt. Nej, dette var en rigtig bande spøg. Jeg er ikke sikker på, om sådanne spøgefuldheder skete i andre byer, men de skete i Wien. Vi var helt i disse nazisters nåde. Og de morede sig kolossalt over hvordan vi frygtsomt var presset sammen. Hvordan kunne man slikke disse nazisters ekskrementer op?
Og så råbte en ”Kom i gang nu! Til arbejdet!” Nogle jøder prøvede faktisk at skrabe ekskrementer sammen med hånden og smide det i toiletkummen. Men det var umuligt. Det bedste man kunne gøre var at udtvære ekskrementerne. Det var ikke muligt at rengøre forrummet og gymnastiksalen på denne måde. Nazisterne grinede og spottede os, men gav os til sidst en fejebakke, en kost, en skovl og et par klude, og vi tændte for vandhanen. Men man havde brug for en brandslange for at gøre rent. Jeg tog en klud i min hånd, havde en afsindig frygt for at blive dræbt at nazisterne i denne kælder, og prøvede at kravle bag de andre jøder og smide ekskrementer ned i toilettet. Det hele varede 15-20 minutter, igennem hvilke vi prøvede at følge nazisternes ordrer. Der var ikke megen succes. Og mens jeg gik på knæ og bukkede mig ned, for i min frygt at gøre mig så uanseelig som mulig, løfter jeg mine øjne og møder nøjagtig blikket fra en af disse grinende nazister, som står omkring os med deres brune skjorter og hagekors armbind. Og jeg genkender ham med det samme. Han var en skolekammerat fra folkeskolen. Jeg forlod folkeskolen allerede i 1929, og i mellemtiden var der gået ni år; men jeg vidste med det samme, at denne nazist var en dreng, som jeg gik i samme klasse med i de første fire år af underskolen. Faktisk sad han ved siden af mig engang, vi legede sammen i skolegården. Hans navn var Lichtenegger. Det vil jeg aldrig glemme.
Og denne tidligere skolekammerat ser mig, og genkender mig ligesom jeg genkendte ham. Denne genkendelse var ubehagelig og smertefuld for ham. Det bemærkede jeg på et split sekund; jeg følte, at han ikke ville ydmyge mig, jøden som han kendte, men snarere den anonyme jøde, den jødiske bussemand fra det nazistiske race sindssyge. ”Jøden” er skadedyret som man skal træde på, udrydde, men skolekammerat Grab, havde han kendt som et medmenneske, det var ikke ham, han mente. Disse var hans tanker, som jeg forstod, det øjeblik vores blik mødtes. Og jeg rejste mig op, smed kluden væk og gik hen til Lictenegger, mens de andre jøder forsøgte at fjerne skidtet. På mit bredeste wienske sagde jeg ”hej, hør, Lichtenegger, du kender mig, lad mig komme ud herfra”. Han kastede sit blik ned, rev en side ud fra en avis, som lå og flød til at samle ekskrementer op på, og skrev på det ”Denne jøde kan gå”. Han havde åbenbart noget autoritet, var en eller anden slags lavere rangerende officer for disse nazister. Efter han ordløst gav mig notitsen, gik jeg hen til trapperne, sagde til nazisten som bevogtede den ”Lichtenegger, sagde jeg kunne gå”, og holdt papirlappen frem. Så løb jeg op, viste notitsen til nazisten ved døren og skyndte mig hjem så hurtigt min ben kunne bære mig. Der var ikke gået mere end en time fra det øjeblik, da jeg var blevet stoppet på gaden til min flugt ud af gymnastiksalen.
Jeg tror, denne lille episode kaster et karakteristisk lys på modsætningen mellem den antisemitiske race sindssyge og konfrontationen mellem nazisterne og rigtige jøder.
Kilder: Steve Hochstadt (ed.): Sources of the Holocaust. Palgrave Macmillan, 2004.
