Dr. Karl Binding & dr. Alfred Hoche: Tilladelsen til udryddelsen af liv uværdige til liv, 1920
Karl Binding var juraprofessor, mens Alfred Hoche var læge. I fællesskab udgav de ovennævnte bog, som talte for mord på handicappede personer ud fra en økonomisk og samfundsmæssig vinkel. Uddraget viser, at tankerne og argumenterne for mord på handicappede eksisterede før nazisterne kom til magten. De blev dog ikke omsat i praksis før nazisternes magtovertagelse.
Fra Professor dr. Karl Binding, Det legale argument:
Er der menneskeliv, som helt har mistet egenskaben til at være et legalt beskyttet væsen, således deres fortsatte liv, for de levende personer, såvel som samfundet, har mistet al værdi? Man behøver kun at stille dette spørgsmål og bekymrende følelser vil rejse sig i hver enkelt person, som er blevet vant til at beregne værdien af det liv for den levende person og for fællesskabet. Man opfatter med smerte, hvor uøkonomisk vi behandler de mest værdifulde liv, fuldt med den stærkeste vilje og den største vitalitet, og hvor meget komplet ubrugeligt arbejde, tålmodighed og rigdom vi bruger, for at bevare livet på uværdige til liv, indtil naturen, ofte så usympatisk sent, berøver det den sidste mulighed for fortsættelse.
Man forestiller sig på samme tid en slagmark med tusinder af døde unge, eller en mine, hvor en eksplosiv gas har begravet hundereder af flittige arbejdere, og så sammenligner man med vores institutioner for idioter som med deres pleje for deres levende patienter – og man bliver rystet i sit inderste over den åbenlyse dissonans mellem ofringen af de mest værdifulde for menneskehedens gode i stort tal på den ene side, og den største omsorg for ikke kun absolutte værdiløse, men også negative værdisatte eksistenser på den anden side.
At der er levende mennesker, hvis død ville være en redning for dem selv og på den samme tid en befrielse for en af samfundets og statens byrder, og hvis bæring [af byrden], udover den ene værdi at være et forbillede for uselviskhed, ikke har den ringeste nytte, kan på ingen måde betvivles. […]
Igen, jeg finder, enten fra et legalt, socialt, etisk eller religiøst standpunkt, absolut ingen grund til ikke at lovliggøre drab på disse mennesker, som legemliggør den frygtelige modtype af et rigtigt menneske og vækker rædsel i næsten alle.
Dr. Alfred Hoche, Medicinske bemærkninger:
Jeg igangsatte en undersøgelse af alle relevante tyske institutioner, som skulle give mig brugbart materiale. Det viser sig, at den gennemsnitlige udgift for plejen af idioter per person og pr. år, har nået 1300 Mark. Hvis antallet af idioter, som lige nu er i institutionel pleje i Tyskland, rundes op, så er der cirka mellem 20-30.000. Hvis vi antager at hvert individ har en gennemsnitlig levetid på 50 år, er det nemt at måle hvilken enorm kapital i form af mad, tøj og varme som fjernes fra den nationale rigdom med et uproduktivt formål. […]
Spørgsmålet, om nødvendigheden af denne udgift, for denne kategori af dødvægts eksistenser, kan retfærdiggøres i alle henseender, var ikke presserende i tidligere tiders velstand; nu er tingene anderledes, og vi må beskæftige os med dette [spørgsmål]. Vores situation er som en deltager på en besværlig ekspedition, hvor den størst mulige ydeevne til gennemførelsen af det hele, er den ufravigelige forhåndsbetingelse for succes af foretagendet, og hvor der ikke er plads til halv-, kvart- eller ottendedeles styrke.
Kilde: Steve Hochstadt (ed.): Sources on the Holocaust. Palgrave, Macmillan, 2004.
