Referat fra mødet mellem tyske borgmestre og Victor Brack
Mødet foregik i Berlin mellem medlemmer af Gemeindetag, en fælles mødedag for borgmestrene i de større tyske byer, og Viktor Brack. Brack havde af Phillip Bouhler, den ene af de to hovedarkitekter bag eutanasiprogrammet, fået en række ledelsesmæssige opgaver. Dette referat blev taget af borgmesteren af Plauen, Wörner, som videregav referatet til Hopfe, som var begravelsespladsinspektør i byen.
Hemmelig Rigssag.
Til de hemmelige arkiver i administrationen.
Kun Chefinspektør Hopfe skal informeres.
Den 3. april 1940, fandt et hemmeligt møde i Gemeindetag sted i Berlin. Det blev styret af Herr Reichsleiter Fiehler; en gammel partikammerat, Brack, talte om patienter i byernes sindssyge institutioner. Han forklarede: ”I mange sindssyge institutioner i riget er der et talløst antal uhelbredeligt syge patienter af alle slags, som er fuldstændigt nytteløse for menneskeheden; faktum er, at de udelukkende er en byrde, deres omsorg skaber endeløse udgifter, og der er ingen chance for at disse mennesker nogensinde vil blive raske eller nyttige medlemmer af det menneskelige samfund. De vegeterer som dyr, og er antisociale individer uværdige til liv, men udover det, er deres indre organer fuldstændig raske og de kunne leve videre i årtier. De tager kun næring fra hinanden, sunde mennesker, og ofte behøver de to til tre gange så megen omsorg. Andre mennesker må beskyttes for disse mennesker.
Hvis vi, imidlertid, må gøre forberedelser til at opretholde plejen af sunde mennesker, så er det mere end nødvendigt først at eliminere disse skabninger, selv kun hvis plejen af helbredelige patienter skal opretholdes på sindssygehospitalerne.
Den plads, der så ville blive frigjort, er der behov for til alle mulig ting, der er vigtige for krigsindsatsen: militærhospitaler, almindelige hospitaler og hjælpehospitaler.
Derfor, de meget syge, det er, uhelbredelige patienter som er involveret skal:
Samles i meget primitive specielle sindssyge anstalter
Og i disse specielt lavede sindssygeanstalter, skal der intet gøres for at hjælpe disse meget syge patienter; tværtimod, alt skal gøres for at de dør hurtigst muligt.
For at gennemføre denne operation er en
Kommission af læger blevet udpeget
Til at undersøge nøje alle involverede anstalter og bestemme, hvilke patienter der skal sendes til sådanne anstalter.
En højkommission, højere end denne kommission, vil tage den endelige beslutning i specielle sager.
Hele problemet er meget svært, og det er nødvendigt at agere meget varsomt, for offentligheden må ikke få viden om det. Det er besværligt overvejende på grund af kirken, som helt og aldeles er imod at kremere de døde; en strid med paven nu er helt uønsket. Det er også farligt på grund af amerikanerne, som kunne gå ind i krigen imod os af denne grund.
Man kan holde hele problemet hemmeligt for befolkningen; det er ikke så stort et problem.
Langt mere besværligt er spørgsmålet om selve anstalterne. Det ville være det bedste, hvis de involverede [patienter] kunne placeres i meget dårlige barakker, hvor de kunne få lungebetændelse, med andre ord, accelerere deres død snarere end kunstigt holde dem i live.
De som døde på denne måde vil skulle kremeres for at undgå epidemier, ikke i byens krematorier, men i anstalternes egne ovne. Når man gør dette, er det nødvendigt at overveje striden med kirken, navnlig med den katolske kirke, og undgå alle anspændtheder. Ej heller må det glemmes, at de fleste pårørende stadig vil være imod kremering.
I praksis må hele operationen foregå mere eller mindre som følger: de involverede patienter er undersøgt af kommissionen og så evakueret til andre institutioner, således at kremeringen af ligene kan ske på disse institutioner.
Den bedste måde at håndtere de involverede patienternes pårørende på er for anstalten at informere de dødes pårørende, med notatet om at [kremeringen] af patienten allerede har fundet sted for at undgå epidemier, og at urnen med de jordiske rester er til rådighed for de pårørende og vil blive sent gratis; hvis der imidlertid ikke er plads til at gemme urnen i deres hjemstavn eller dets omegn, vil urnen gratis blive sent til det nærmeste kirkegårdskontor til foreløbig opbevaring, hvor urnen vil være tilgængelig for de pårørende på ethvert tidspunkt så snart de måtte ønske det.
Når sådanne urner sendes til kirkegårdskontorerne, må kirkegårdkontorerne ikke opbevare nogen journaler om dem. Og ingen prislister for udgifter der måtte opstå, så ingen spor fra operationen er at finde. Opbevaringen af sådanne urner skal foregå simpelt og uden nogen form for ekstravagance, primitivt og funktionelt. Alle sådanne urner skal opbevares et sted, så deres formål kan genkendes på ethvert tidspunkt, for navnet på patienten, fødselsdato og død, og hjemstavn er på urnen, så hvis de pårørende vil have urnen kan den findes med det samme. Pårørende skal ikke tages med hen til stedet, hvor urnerne opbevares; i stedet skal urnen tages frem af kirkegårdsadministratoren.
Den praktiske procedure på alle kirkegårde skal foregå som følger:
En eller anden dag vil der ankomme en pakke til kirkegården med, mere eller mindre, dette brev:
Vedlagt er en urne for den involverede afdøde person, navn, fødsels- og døds dato, navn på hjemstavn. Vi anmoder om opbevaring af den vedlagte urne.
Kirkegårdsadministrationen vil bringe urnen til et predetermineret sted, hvor alle urner der bliver sendt senere vil blive opbevaret, og der vil urnerne forblive. Det klarer hele ceremonien.
Få udgifter kan opstå for [lokal] samfundene, da udgifterne for kremeringen vil blive betalt af riget. I øvrigt letter operationen samfundene for en betydelig udgift, da fremtidige omsorgsudgifter bliver elimineret med hver enkelt sag.
Spørgsmål skal rettes til Hr. delegerede Dr. Schlüter ved Gemeindetag i Berlin.
Det bør bemærkes at Brack ikke nævner, at der eksisterede specifikke drabsmetoder eller at sunde personer også blev dræbt.
Kilde: Steve Hochstadt (ed.): Sources on the Holocaust. Palgrave, Macmillan, 2004.
