Heinrich Himmlers tale til SS-ledere om homoseksualitet, 18. februar 1937
[…] I Tyskland er vi, ifølge den seneste optælling, ca. 67-68 millioner mennesker, hvilket betyder at ca. 34 millioner er mænd, hvis vi bruger runde tal. Der er omkring 20 millioner seksuelt duelige mænd (det er mænd over 16 år). […]
Hvis vi antager at 1 til 2 millioner er homoseksuelle, betyder det, at omkring 7-8-9 % af mændene i Tyskland er homoseksuelle. Det betyder, hvis det fortsætter, at vores folk vil falde fra hinanden på grund af denne pest. Et folk vil ikke overleve i det lange løb, hvis dets seksuelle budget og balance bliver forstyrret på denne måde. […]
Jeg vil gerne udfolde et par ideer sammen med jer om homoseksualitetsspørgsmålet. Der er folk blandt homoseksuelle som har det synspunkt: hvad jeg gør, angår ikke andre, det er min private sag. Alle ting som angår den seksuelle sfære er dog ikke individets private sag, men snarere en sag der betyder liv eller død for folket, det betyder verdensmagt og schweitzificering. Et folk som får mange børn har muligheden for at opnå verdensmagt og verdensdominans. Et folk af en god race, som får få børn, modtager en sikker billet til graven, til ubetydelighed efter 50 til 100 år, til begravelse efter 200 til 500 år. […]
Vi må indse, at hvis vi fortsætter med denne fordærvelse i Tyskland, uden at kunne bekæmpe det, så er det enden på Tyskland, på den germanske verden. Desværre, har vi det ikke længere så nemt som vores forfædre. For dem, disse få individuelle sager af abnormalitet. Den homoseksuelle, som man navngav Urning [Tysk for homoseksuel person], blev sænket ned i en sump. Professorerne som finder disse lig i mosen er helt sikkert ikke opmærksomme på at de 90 gange ud af hundrede har en homoseksuel foran dem, som er blevet sænket ned i sumpen med tøj og det hele. Det var ikke en straf, men ganske simpelt udryddelsen af dette anormale liv. Det måtte fjernes, som vi fjerner brændenælder, smid dem i en bunke og brænd dem. Der var ingen følelser af hævn, men personen måtte fjernes.
Sådan var det for vores forfædre. For os er det beklageligvis, må jeg sige, ikke længere muligt. Indenfor rammerne af SS, vil jeg gerne forklare det følgende meget klart. I jeg understreger eksplicit, at jeg ved nøjagtig, hvad jeg taler om. Det er naturligvis ikke beregnet til ledermøder, men i kan diskutere det i samtaler med hinanden:
Vi har stadig i dag i SS en sag pr. måned om homoseksualitet. I hele SS dukker omkring otte til ti sager op om året. Jeg har nu besluttet det følgende: de personer vil selvfølgelig i alle sager blive offentligt forsaget og ekskluderet og overgivet til domstolene. Efter at have fuldført den idømte straf, vil de, på mine ordrer, blive ført til en koncentrationslejr, og vil blive skudt under et flugtforsøg. […] Hermed håber jeg, at jeg, helt ned til den sidste, kan få denne type person ud af SS, så vi kan bibeholde det gode blod, som vi er ved at kultivere for Tyskland. […]
Spørgsmålet for hele Tyskland er dog hermed ikke løst. Ingen skal lade sig narre af det følgende. Hvis jeg bringer den homoseksuelle for retten og får ham fængslet, så er sagen ikke løst, fordi den homoseksuelle kommer ud igen nøjagtig lige så homoseksuel, som da han røg ind. Derfor er hele spørgsmålet ikke løst. […]
Kilde: Steve Hochstadt (ed.): Sources on the Holocaust. Palgrave, Macmillan, 2004.
