Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Holocaust
//
Tekst 54

Uddrag fra SS-lægen dr. Kremers dagbog, 1942

8. august 1942

Fra den 15.8.42 indtil slutningen af ferien udstationeret på SS-hospitalet i Prag.

 

Fredag, 14. august 1942

Afgang mod Prag: fra Münster 20.40, fra Osnabrück 0.57, ankomst Dresden 10.12, afgang Dresden 11.22, ankomst Prag 15.14.

 

15. august 1942

Fra Dresden og videre var vejret solrigt og fint. Rejste med sporvogn fra hovedstationen til SS-hospitalet Podol og blev vist hen for at møde lederen af hospitalet, Sturmbannführer Dr. Fietsch. Indkvarteret i et patientrum på 3. Sal (No. 344.)

Doktorer, etc.

Adjudant: Hstf. Koebel, farmaceut

Leder af administrationen: Stubf. Dorn.

Kirurg: Stubf. Winne fra Danzig, Liek-Schüler

Indre organer: Stubf. Lebbel fra Køln

Hud: Ostuf. Inden fra Düsseldorf

Øjne: Oberscharf. Frederiking fra Langendreer

Røntgen: Ostuf. Jung fra Aachen

Nerver: Ostuf. Jansen

 

Søndag, 16. august 1942

Halv-dagstur i byen for at se seværdighederne med Oschf. Frederking og hustru fra Langendreer. Derefter en kop mokka på en cafe (1.50 RM)

 

20. august 1942

Aften i officersmessen med årgangsvin. Tilstede var en doktor fra hovedkvarteret.

 

21. august 1942

Bestilling af en SS-Führer kasket fra Schutzstaffel [SS] central uniforms kontoret i Berlin gennem en budbringer, men det blev ikke opnået.

 

24. august 1942

Købte papir, briller og bælte …

 

27. august 1942

Brigadeführer Gentzken besøgte hospitalet på vej til Karlsbad. Talte om en desavouering af intellektualismen navnlig af Goebbels, og en trinvis erosion af universitetet og om et ministerium for befolkningspolitik.

 

28. august 1942

Sendt til Berlin for at købe kasketter. Ved afrejse informeret af receptionen, at den kommanderende ønskede at tale med mig. Han informerede mig om, at på Hstf. Koebels ordrer skulle jeg ikke rejse til Berlin.

 

29. august 1942

Kommando F.L.HSSZ 2150 28.8.42 1833 No. 1565 om at melde mig til KZ Auschwitz, da der angiveligt mangler en doktor som følge af sygdom.

 

30. august 1942

Afgang Prag 8.15 via Bohmiske Trübau, Olmütz, Prerau, Oderberg. Ankomst KL Auschwitz 17.36. I lejr karantæne på grund af utallige infektionssygdomme (plettyfus, malaria, diarre) karantæne […]

Modtog strengt hemmelig instruktionsbefaling fra garnisonslægen Hauptsturmführer Uhlenbock og blev indkvarteret i Waffen-SS huset på et hotelværelse (26).

 

31. august 1942

Tropisk klima, 38˚ i skyggen, støv og utallige fluer! Maden i officersmessen fortræffelig. Denne aften fik vi marineret andelever for 0.40 RM, plus fyldte tomater, tomat salat, etc. Vandet er forurenet, så vi drikker mineralvand, som bliver stillet gratis til rådighed (Mattoni). Første vaccination mod plettyfus. Fotografier til lejr identifikationskort.

 

1. september 1942

Skrev til Berlin for at få officers kasket, bælte, seler. Om eftermiddagen deltog i gasning i en blok med Zyklon B mod lusene.

 

2. september 1942

Deltog for første gang tidligt klokken 3.00 i min første Sonderaktion. Dantes Inferno synes næsten at være en komedie i forhold til dette. De kalder ikke Auschwitz for udryddelseslejren uden grund.

 

3. september 1942

Fik for første gang diarre med opkast og mavekrampeagtige anfald af smerte, som har ramt alle her i lejren. Det kan ikke være vandet for jeg har ikke drukket en dråbe, det kan heller ikke være brødet, da de der kun har spist hvidt brød (speciel diet) også har fået det. Mest sandsynligt er grunden det usunde kontinentale og meget tørre klima med dets støv og masser af skadedyr (fluer).

 

4. september 1942

For at bekæmpe diarren: 1 dag vælling og pebermynte te, efterfulgt af en uges speciel diæt. Trækul og Tannalbin [medikament mod diarre] i intervaller. Allerede betydeligt bedre.

 

5. september 1942

Om morgenen deltog i Sonderaktion fra kvindernes koncentrationslejr (Muselmänner); den mest frygtelige grufuldhed. Hschf. Thilo – læge i hæren – havde ret da han sagde til mig, at dette er anus mundi. Om aftenen omkring kl. 20.00 deltog igen i en Sonderaktion fra Holland. På grund af specielforplejning som består af en femtedel liter snaps, 5 cigaretter, 100 g. pølse og brød, trænger mændene sig på for at deltage i sådanne aktioner. I dag og i morgen (søndag) arbejde.

 

6. september 1942

I dag søndag, fortræffelig frokost: tomatsuppe, en halv kylling med kartofler og rødkål (20 g. fedt), dessert, og herlig vanilleis. Efter måltidet blev den nye medicinske officer, Obersturmführer Wirths, som oprindelig kommer fra Waldbröl, budt velkommen. Sturmbannführer Fietsch i Prag var hans tidligere regiments doktor.

Jeg har nu været i lejren i en uge, men er stadig ikke helt kommet af med lopperne på mit hotelværelse til trods for alle modtræk med Flit (Cuprex) [insektmidler] etc.

Jeg fik et opmuntrende indtryk da jeg for første gang besøgte kommandantens adjudant. Over døren til hans kontor er skiltet ’cyklister stig af’ malet på papir. Der hænger også i vores lokale SS hovedkvarter et nævneværdigt ordsprog:

 

Har du I livet tusind pletskud

Man ser det, nikker og går videre;

Men aldrig glemmer den mindste kværulant

Hvis du en eneste gang skyder forbi

 

Om aftenen klokken 20:00 var til endnu en Sonderaktion udenfor.

 

7. september 1942

Anden vaccination mod plettyfus. I dag mere regnfuldt og køligere vejr.

 

9. september 1942

Denne morgen modtog jeg fra min advokat i Münster, Prof. Dr. Hallermann, den meget lykkelige meddelelse, at jeg fra den første i denne måned, er jeg skilt fra min kone. Jeg ser igen i farver; et sort forhæng er trukket væk fra mit liv!  Var senere tilstede som læge ved den korporlige afstraffelse af otte fanger og en henrettelse med en mindre riffelkaliber […]

Fik sæbespåner og to stk. håndsæbe. Ved middagstid kom en civilist springende op til min cykel udenfor sygeafsnittet som en attentatmand, løb ved siden af mig og bad mig fortælle ham om jeg ikke var Regierungsrat Hemm fra Breslau. Han havde kæmpet med den herre i WWI. Hvor mange dobbeltgængere har jeg i denne verden? Om aftenen var til stede ved Sonderaktion (den 4.)

 

10. september 1942

Om morgenen var til stede ved Sonderaktion (den 5.)

 

11. september 1942

I dag Obersturmbannführer Lolling i lejren. Kun efter at være introduceret til ham, fandt jeg ud af, at jeg erstatter Hauptscharführer Kitt, som nu er i bedring i Obersalzberg.

 

14. september 1942

Havde for anden gang Auschwitz sygdommen. Temperaturen er 37-8. I dag fik den tredje og dermed sidste injektion mod plettyfus.

 

17. september 1942

I dag bestilte Al vejrs frakke fra Kleiderkasse i Berlin, bestilt efter skræddermål: nakke til hofte 48, total længde 133, halv ryg/ryg top 22, skuldre til albuer 51, hele armslængde 81, bryst 107, liv 100, buksebag 124. Medsendte en tøjkupon, til en regn og vindtæt jakke. I dag - besøgte kvindelejr Birkenau, med Dr. Meyer.

 

20. september 1942

I dag, søndag, om eftermiddagen hørte en koncert mellem klokken 15-18 i fangernes kirke i vidunderligt solskin. Dirigenten var lederen af Warszawas Stats Opera. 80 musikere. Til frokost var der stegt svinekød, om aftenen bagt Suder [en fiskeart].

 

21. september 1942

Skrev til politi HK (Kriminal afdelingen) i Køln angående Otto. Om aftenen ælling. Dr. Meyer fortalte mig om en medfødt nasal defekt hos hans svigerfars familie.

 

23. september 1942

I nat med ved den sjette og syvende Sonderaktion. Om morgenen Obergruppenführer Pohl og følge ankom til Waffen-SS kvarteret. En vagt stod udenfor døren og var den første der stod ret for mig. Om aftenen, kl. 20.00, middag med Obergruppenführer Pohl i officersmessen, et sandt festmåltid. Der var bagt gedde, så meget du ønskede, rigtig malet kaffe, fantastisk øl og snitter.

 

25. september 1942

Gruppenführer Grawitz i infirmeriet og lejren. Under besøget spurgte han mig, hvad det første en doktor ville anbefale mod infektions tilfælde. Selvfølgelig kunne jeg ikke rigtig give ham et svar siden der ikke findes en sådan ting som et generelt universalmiddel. Og hvad mente han? Man hører det og forbavses: et afføringsmiddel – Som om lægen ved hver snue, hvert halsonde, difteri ville gribe ind med et afføringsmiddel – og slet ikke ved mavetyfus! Det gjorde den unge, uerfarne infirmeri læge for et par dage siden da han i blinde gav von Rizinus noget til hans friske perforerede mavesår, hvilket slog ham ihjel.

 

27. september 1942

I dag, søndag middag, kl. 16-20, kammeratskabsaften i fælleshuset med aftensmad, fri bar og røgvarer. Tale af kommandanten Höß såvel som teatralske præsentationer.

 

28. september 1942

I nat med ved den 8. Sonderaktion. Hstuf. Aumeier fortalte mig, efter spørgsmål, at koncentrationslejren Auschwitz havde en længde på 12 km og en bredde på 8 km og var 22.000 tønder land. 12.000 af disse var under plov, og 2.000 var fiskesøer.

[1 tønde = 1 Morgen, hvilket er ca. 0,5 til 1 tønde land]

 

3. oktober 1942

 I dag helt frisk menneskemateriale, lever og milt såvel som bugspytkirtel fikseret, derudover fikserede lus fra plettyfus patienter i ren alkohol. I Auschwitz har hele gader ligget syge med tyfus. Derfor lod jeg mig tidligt i dag vaccinere mod mavetyfus med den først serum indsprøjtning. Obersturmführer Schwarz syg med plettyfus.

 

6. oktober 1942

Ostuf. Entress kørt galt på sin motorcykel. Lagt forbinding, kommandant Höß styrtet ned fra hesten. Wirths er stadig ikke kommet tilbage.

 

7. oktober 1942

Deltog i 9. Sonderaktion (udlændinge og udsultede kvinder). Wirths tilbage i tjenesten. Erstatter Entress i mandelejren (undersøgelser osv.)

 

9. oktober 1942

Afsendt 1 pakke til Münster med 9 pund med blød sæbe til en værdi af RM 200,-. Regnvejr.

 

10. oktober 1942

Udtog frisk materiale af lever, milt og bugspytkirtel og fikserede det. Lod fanger fremstille et underskrifts stempel til mig. Opvarmede for første gang mit værelse. Stadig tilfælde af plettyfus og mavetyfus. Lejrkarantæne fortsætter.

 

11. oktober 1942

I dag, søndag var der haresteg – en ganske tyk kølle – med melboller og rødkål for RM 1,25

 

12. oktober 1942

2. indsprøjtning mod tyfus; om aftenen stærk almindelig reaktion (feber). Alligevel i løbet af natten ved Sonderaktion fra Holland (1600 personer). Rædselsfulde scener før den sidste bunker! (Hößler)! Det var den 10. Sonderaktion.

 

13. oktober 1942

Untersturmführer Vetter ankom. Sturmbannführer Cäsar også syg med tyfus efter at hans hustru døde af det for et par dage siden. Deltog i strafudmålingen og den efterfølgende henrettelse af 7 polske civilister.

 

15. oktober 1942

I nat faldt den første rimfrost; om eftermiddagen igen solrigt og varmt. Udtog frisk lever, milt og bugspytkirtel fra gulsot smittet.

 

16. oktober 1942

Sæbe, sæbe spåner, symidler. Afsendte ved middagstid den 2. pakke af en værdi til RM 300,- til Fru Wizemann. I lejren fotograferede jøde med syndaktyli [sammenvoksning af fingre el. tæer] (far og onkel led af det samme)

 

17. oktober 1942

Deltog i strafudmåling og henrettelse af 11. Udtog frisk materiale fra lever, milt og bugspytkirtel efter injektion med pilocarpin [sved- og spytdrivende lægemiddel]. Tog med Wirths til Nikolai, før da fortalte han mig, at jeg skulle blive længere.

 

18. oktober 942

Deltog i 11 Sonderaktion denne søndag morgen i vådt og koldt vejr. Skrækkelige scener med 3 kvinder der nøgne bønfaldt os, om deres liv.

 

19. oktober 1942

Kørte med Ostuf. Wirths og Fru Höß til Kattowitz for at købe skuldermærker til frakken. Tilbage over Nikolai.

 

24. oktober 1942

Seks kvinder fra Budyer oprøret dræbt ved injektion (Klehr.)

 

25. oktober 1942

I dag, søndag, i det vidunderlige efterårsvejr cykeltur over Roisko til Budy. Wilhelmy tilbage igen fra sin tur til Kroatien. (Blommesnaps).

 

31. oktober 1942

I snart 14 dage vidunderligt efterårsvejr, det har givet anledning til, dag ud og dag ind, solbadning i Waffen-SS husets have. Selv de klare nætter er forholdsmæssigt milde. Mens Thilo og Meyer er på hjemme orlov, er jeg betroet tropslæge funktionen. Skal besøge mit tjenestested, så har søgt om 5-dages orlov til SS-hospitalet i Prag.

 

1. november 1942.

I dag søndag, efter infimieritjeneste, hovedsagligt blodprøvetagning i venyler [ampul m. kanyle], kl. 13:01 kørt fra Auschwitz med hurtigtog mod Prag. Undervejs var det regnvejr; toget er overfyldt. Ankom til Prag omkring kl. 22:30, hvor jeg i komplet mørke tog flere sporvogne ankom endelig til SS-hospitalet, og blev sendt ovenpå af en sygeplejerske, jeg kendte i forvejen, blev pakket sammen på mit natteleje, en ottoman som tilhørte Dr. Schreiber.

 

2. november 1942.

Dr. Schreiber vækkede mig tidligt fra drømmene og stod op fra det primitive hestetæppe. Efter morgenmad i officerskøkkenet, indleverede de 3 pakker med støvler og æblekompot mod Münster værdi RM 300,-. Derpå fremstilling hos Chef Stubaf. Fietsch, og derpå den faste ret i ”det tyske hus”… Senere afhentning af mine fjederstøvler (RM 32,-.) i Gerstengasse og tilbage til første klasses sammenkogt ret med rigeligt kød kl. 17:30 officerskøkkenet….

 

3. november 1942

Efter morgenmaden tog de 17 til markedet, hvor jeg hamstrede trykknapper og et meget fint kartoffelrivejern. Tilbage til centrum, hvor jeg bestilt en forelæsningsbrille til RM 14,50,-, også tilbage spiste igen til middag i ”det tyske hus”. Kl. 3 besøgte jeg Viktoria biografen overfor, for at se ”Andreas Schlüter” [en film] an. Jeg var formelig overrasket over den højst fornemme og smagfulde ekvipering i dette rum og må tilstå, at jeg vel aldrig har oplevet en anden biograf der var så elegant ekviperet. Filmen var lavet med et uhyrligt budget, og blev fremragende spillet af Heinrich George. Han viste igen, hvordan et skabende indstillet menneske, i dette liv ikke finder sin retsmæssige værdsættelse fra sine medmennesker og ender med at gå under i intriger og fjendtligheder. Ud fra mine egen livserfaringer, ramte slutreplikken mig derfor dybt: ”Livet forgår, evig er værket.”

 

4. november 1942

Forsøgte tidligt i dag at tage billeder af slottet i Prag fra Oberlandrats bygningen og Mauerbroen. Sollyset var lunefuldt. Derefter på indkøb i den gamle bydel, hvor jeg i nærheden af den gamle bymur købte en fyldepen til RM 7,50 og en dametaske til RM 14,35. Derefter tilbage til sammenkogt ret på hospitalet klokken 12:30. Her blev det meddelt mig, at jeg måtte forlade mit værelse, da en Ostufbaf. ville bo der. Det drejede sig om en patient fra IIb, henne fra skadestuen, i hvis værelse jeg placerede mine kufferter. Efter maden kastede han dog, for agtpågivenhedens skyld, et flygtigt blik på mit værelse tog hurtigt afstand fra dette bytte. Så kunne jeg igen flytte ovenpå med mine kufferter. Det drejede sig om Ostubaf. Deutsch, der fortalte mig, at Stubaf. Fietsch havde været hans regimentslæge. På mit spørgsmål [svarede han], at han også kendte Ostuf. Wirths godt og gav mig mange hilsner til ham.  Han var, som han udtrykte det, noget blødagtig i det og gjorde sig alle slags bekymringer om sin hustru og børn.

Efter middagsmaden gik jeg senere i byen igen, fotograferede Wenzels plads fra Landmuseum såvel som Thein kirken. Så hentede jeg mine briller og dernæst hen til Willy Forst filmen ”Operette”, som var blevet betegnet som en kæmpe succes og gik på anden uge i ”Astra” på Wenzels plads. Den kvindelige hovedrolle blev fortræffelig gengivet af Maria Holst. Jeg var ganske begejstret, da jeg forlod også denne fortræffelige og fornemt indrettede biograf: man kan kun en ting ad gangen enten elske eller arbejde, begge ting på samme tid duer ikke. Hvis succesen er der, så går det en som bjergbestiger, som har nået toppen: stræbsomheden er slut, man er ensom og alene. I hvert fald var jeg fuldstædig begejstret over filmen med dens Makart[1]-scener, sine straußiske operetter og sine raffinerede prægtige revyer.        

 

5. november 1942

Sendte i morges den 4 pakke, værdi RM 300,- til Fru Wizemann. Indhold: Dametaske med fyldepen, briller osv. fjederstøvler, skrivepapir, brun skjorter, kartoffel rivejern, osv. Derefter enkelte indkøb i byen og middagsmad i ”det tyske hus”. Mørkt, regnfuldt vejr. Til aften pakning til morgendagens rejse kl. 8. og aften i officersmessen, jeg drak mig en hel liter af en vidunderligt smagende bulgarsk rødvin, der rigtig bragte mig i stemning. Først efter klokken 12 fandt jeg min seng.

 

6. november 1942

Tidligt klokken 6 blev jeg vækket af sygeplejersken og hurtigt derefter var jeg på banegården (sporvogn 21 og 7), hvor jeg klokken 8.10 stod på hurtig toget mod Mährisch-Ostrau. I Prerau stod jeg på hurtig toget Wien – Krakow, og havde næsten ikke betrådt 2. klasse før en generalmajor sluttede sig til mig, med hvem jeg var alene næsten hele turen, og som fortalte mig sine oplevelser ved fronten og trykkede mig i hånden ved afskeden. Turen Prag – Auschwitz tog over 9 timer. Da jeg ankom begav jeg mig straks til officersmessen, hvor jeg igen sådan rigtig spiste helt igennem.

 

8. november 1942

I aften nat med ved 2. Sonderaktioner, i regnfuldt og mørkt efterårsvejr (12 og 13). Om formiddagen kom Hschf. Kitt, en af mine fra Essen stammende elever, og hilste på mig i infirmeriet. Om eftermiddagen endnu en Sonderaktion, altså den 14., jeg har deltaget i indtil nu. Om aftenen hyggeligt samvær i Officersmessen, indbudt af Hstuf. Wirth. Der var bulgarsk rødvin og kroatisk blommesnaps.

 

10. november 1942

I dag den første lette sne og om natten frost.

 

13. november 1942.

Frisk materiale (lever, milt og bugspytkirtel) udtaget fra en tidligere fotograferet stærkt atrofisk [svundet ind] jødisk fange på 18 år: fikseret som altid, lever og milt i Carnoy [fikserings opløsning] såvel som bugspytkirtel  i Zenker [fikserings opløsning] (Fange no. 68030)

 

14. november 1942

I dag, lørdag, variete forestilling i fælleshuset (ganske stort). Speciel fryd vakte de dansende hunde og de på kommando galende dværghaner, det sammenpakkede menneske og cykelgruppen.

 

15. november 1942

Deltog i formiddags ved en retssag.

 

16. november 1942

Sendte en pakke blødsæbe (cirka 12 pund) værdi RM 300,- til Mia og Gretschen.

 

17. november 1942

Afsendt en mindre kuffert til Fru Wizemann (pakke nr. 5) til en værdi af RM 300,-. Indhold: (14! kg) 2 flasker brændevin, vitamin- og styrkelsespræparater, barberblade, vaske- og barbersæbe, termometer, negle klipper, jodflasker, præparater i 90% alkohol, røntgenbilleder, levertran, skriveredskaber, konvolutter, parfumer, stop uld, nåle, tandpulver, osv. osv. Til aften snefygning, som har forvandlet gaderne til sump og søle. Forberedelse til morgendagens afgang til Prag.

I infimeriet: Jambor, Brauner, Biedermann, Wilks, og i fangehospitalet Klehr og Scherpe, alle gamle ’pigtrådssoldater’[2] og erfarne K.Z. rotter. Stabscharführer Ontl overtalte mig til at give ham en kupon til et par ridebukser. Apotekeren, Hauptsturmführer Kroemer, beviste sig meget kammeratlig i leveringen af de nødvendige reagenser[3].  Sauther, tandlægen, er nu forflyttet til Minsk.

 

18. november 1942

I dag middag afgang 13:20 over Oderberg, Mährish-Ostrau (omstigning), Prerau, Olmütz mod Prag, hvor jeg kl. 22.11 ankom, hvor jeg havde en god tilslutning [forbindelse] til hospitalet. Her sørgede nattesygeplejersken Anna for, at jeg kunne indkvarteres i mit tidligere værelse igen.

 

19. november 1942

Efter melding hos cheflægen og morgenmad, afhentning af kufferten fra banegården og så middagsmad i ’det tyske hus’. Om eftermiddagen aflevering af lånte uniformsdele og kuffertpakning.

 

20. november 1942

Morgenmad, afsked med stedfortræder, garnisonslæge Himstedt fra Hameln, Stubaf. Matz fra Stettin, Stubaf. Küttner, Hschf. Dreddling, Ustuf. Fasching, Hstuf. Koerber og blandt andet Ustuf. Jung, røntgenlægen, stillede mig dejlige røntgenbilleder i udsigt til min forelæsning. Efter udstedelse af min billet blev det indskrevne rejsegods bragt til Hibermor banegård. Afgang 16:13 over Dresden, Leipzig, Hannover, Osnabrück, ankomst i Münster 6:38.

 

24. november 1942

For første gang i den nye anatomibarak i Westering.

 

Fra afhøring af dr.med. Kremer, 30. juni 1947 i Krakow

I mine dagbøger nævner jeg nogle gange udtagelsen af frisk menneskeligt materiale til undersøgelsesformål. Dette skete på følgende måde: I lang tid har jeg interesseret mig for forandringerne i den menneskelige organisme som følge af sult. I Auschwitz fremlagde jeg sagen for Wirths, som forklarede mig, at jeg til disse undersøgelser kunne udtage frisk materiale fra de fanger, som blev dræbt med fenolindsprøjtninger. Til udvælgelse af passende objekter gik jeg til den sidste blok i den højre side (blok 28), hvor undersøgelserne af de sygemeldte fanger foregik. I løbet af disse undersøgelser fremstillede fangelægerne de syge for SS-lægen og beskrev sygdommen på den pågældende. SS-lægen tog beslutning om der var udsigt til helbredelse af sygdommen, eller om fangen var arbejdsudygtig, om fangen skulle behandles på fangehospitalet henholdsvist ambulant, eller om fangen skulle likvideres. De personer SS-lægen bestemte hørte til denne anden gruppe tog de tjenestegørende SS folk med og førte dem væk. Til denne gruppe talte SS-lægen især de, som lægen stillede den generelle diagnose ’almen legemlig svaghed’. Fangerne i denne gruppe overvågede jeg nøje, og hvis en af dem interesserede mig på grund af vidtgående udhungringstilstand, befalede jeg sygepasseren om at reserve patienten til mig, og give mig terminen for, hvornår denne patient skulle dræbes ved indsprøjtning.

Ved den af SS-sygepasseren angivne termin, blev de af mig udpegede patienter ført tilbage til stueetagen i denne sidste blok, og bragt til den anden side af gangen, hvor der lå en sal, som var overfor, hvor undersøgelserne var blevet foretaget, hvor en sådan patient var blevet udpeget. Der lagde man patienten, stadig levende, på [dis]sektionsbordet. Jeg trådte frem til bordet og spurgte patienten om forskellige enkeltheder, som var væsentlige for mine undersøgelser. Det var fx kropsvægten før fangenskab, hvor meget vægttabet havde været efter indespærring, om vedkommende i den sidste tid havde taget noget medicin osv. Efter at have fået disse informationer, trådte en sygepasser, underofficer, frem til patienten og dræbte ham med en indsprøjtning i hjerteregionen. Jeg er kun bekendt med, at der udelukkende blev brugt fenolindsprøjtninger til drab. Efter en sådan indsprøjtning indtraf døden øjeblikkeligt. Jeg har aldrig selv givet dødbringende indsprøjtninger.          

 

 

Kilde: Klee, Ernst et. al. (1988): ’Schöne Zeiten’, Judenmord aus der Sicht der Täter und Gaffer. S. Fischer. (Engelsk udgave: ’Those Were the Days’ The Holocaust Through the Eyes of the Perpetrators and Bystanders. Hamish Hamilton, London.

 

[1] Hans Makart, østrigsk maler. Dr. Kremer mener nok, at scenerne lignede Makarts malerier. 

[2] Betyder de har været vogter/ansatte i koncentrationslejrsystemet længe.    

[3] Stof der anvendes til at påvise tilstedeværelsen af et andet stof ved at få det til at reagere på en bestemt måde.

 

Tekst 53 | Oversigten over kildetekster | Tekst 55

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk