Himmlers tale til SS-Gruppenführer i Posen, 4. oktober 1943
[…]
Slavernes psykologi
Nu tilbage til slaverne. Jeg anser det for nødvendigt, at vi nu engang udtaler os om dette. Om det var Peter den Store eller den sidste Zar, om det var Hr. Lenin eller Hr. Stalin, de kender deres folk, de ved nøjagtig, at begreberne ”ære”, ”ikke at forråde nogen”, ”ikke konspirere” ikke hører til det russiske ordforråd. Hvad De ellers har ladet dem fortælle om en russer er alt sammen sandt. Det er sandt, at en del af disse russere er helt fromme og fromt tror på Guds moder fra Khasan eller fra et andet sted, absolut sandt. Det er sandt, at Volga-skippere synger herligt, det er sandt, at russeren i denne moderne tid er en god improvisator og en god tekniker. Det er sandt, at en stor del af dem sågar er venlig mod børn. Det er sandt, at han kan arbejde flittigt. Det er ligeså sandt, at han er stinkende doven. Det er ligeledes sandt, at han er et hæmningsløst bæst, som kan plage og pine andre folk, [på en måde] som selv ikke en djævel kan udtænke. Det er lige så sandt, at russeren, høj eller lav, har de mest perverse tilbøjeligheder, kan fortære hans kammerater og opbevarer leveren på sin nabo i sin rygsæk. Det er følelses – og værdiskalaen disse slaviske mennesker indeholder […]
Russerne kender sig selv ja ret præcist og har opfundet et særligt praktisk system, om det var Zarerne med Ukrana eller Hr. Lenin og Hr. Stalin med GPU eller NKVD […]
En grundregel må gælde absolut for SS-manden: ærlighed, anstændighed, loyal og kammeratlig må vi være overfor dem der tilhører vores eget blod og for ingen andre. Hvordan det går for russerne, hvordan det går for tjekkerne, er for mig totalt ligegyldigt. Det, gode blod af vores type som eksisterer i disse folk, vil vi bringe til os, ved at vi, når det er nødvendigt, stjæler børnene fra dem og opdrager dem hos os. Om andre folkeslag lever i velstand, eller om de går til af sult, det interesserer mig kun så vidt, som vi har brug for dem som slaver til vores kultur, ellers interesserer det mig ikke. Om der ved bygningen af en pansergrøft falder 10.000 russiske kvinder om af afkræftelse, interesseret mig kun så vidt, om pansergrøften blev færdig for Tyskland. Vi vil aldrig være rå og hjerteløse, hvor det ikke er nødvendigt; det er klart. Vi tyskere, som er de eneste i verden som har en anstændig indstilling overfor dyr, vil også overfor disse menneskedyr antage en anstændig indstilling, men det er en forbrydelse mod vores eget blod, at bekymre os om dem og at give dem idealer, så vores sønner og børnebørn vil få det endnu sværere mod dem. Når der kommer en og siger til mig: ”Jeg kan ikke bygge en pansergrøft med børnene eller kvinderne. Det er umenneskeligt, for de dør derved”, - så må jeg sige ”Du er en morder overfor dit eget blod, fordi, hvis pansergrøften ikke bliver bygget, så dør tyske soldater, og det er sønner af tyske mødre. Det er vores blod. Det er det, jeg vil indsprøjte en vaccine for i dette SS og, som jeg tror, jeg har indsprøjtet, som en af de helligste love for fremtiden; vores bekymring, vores pligt, er vores folk og vores blod; det skal vi sørge for og tænke på, arbejde for og kæmpe for, ikke for noget andet. Alt andet er ligegyldigt. Jeg ønsker, at SS med denne indstilling møder problemerne med alle fremmede, ikke germanske folk, specielt russerne. Alt andet er sæbebobler, et bedrag mod vores eget folk og en hindring i at vinde krigen tidligere […]
Jødeevakueringen
Jeg vil også her nævne et ganske svært kapitel for Dem i al offentlighed. Der skal tales ud om det blandt os, og alligevel vil vi aldrig tale om det i offentligheden. Lige så lidt, som vi den 30. juni ikke tøvede med, at gøre vores befalede pligt og stillede kammerater, der havde forfejlet sig, op ad væggen og skød. Ligesom vi aldrig har eller vil tale om det. Det var sådan en, Gud være lovet, iboende takt, en taktens selvfølgelighed, at vi i blandt os aldrig har underholdt hinanden hermed, aldrig talt om det, det rystede enhver og enhver var klar over, at de næste gang ville gøre det igen, når det blev befalet når det var nødvendigt.
Jeg mener ”jødeevakueringen”, udryddelsen af de jødiske folk. Det hører til en af de ting man nemt udtaler. ”Det jødiske folk bliver udryddet”, siger hver partikammerat, ”det er klart, det står i vores program, jøderne skal elimineres, vi udrydder dem, ha, en bagatel. Og så kommer de alle, alle de brave 80 millioner tyskere, og hver enkelt har sin anstændige jøder. De siger: alle de andre er svin, og her er en prima jøde. Og ingen af dem har været vidne til eller stået igennem det. Blandt jer ved de fleste, hvad det vil sige når 100 lig ligger samlet, når 500 ligger der, eller når 1000 ligger der. Og at have udholdt det og stadig, med undtagelse af menneskelig svaghed, at være forblevet anstændig, har gjort os hårde og er et aldrig nævnt eller nævneligt berømmelses blad. Fordi vi ved, hvor svært det ville være, hvis der stadig i dag i hver by ved bombeangrebene, ved krigsbyrderne og ved afsavnene, hvis vi stadig havde jøderne der som hemmelige sabotører, agitatorer og oppiskere. Vi ville sikkert være kommet til stadiet ved året [19]16/[19]17, hvis jøderne stadig var i det tyske folkelegeme.
De rigdomme de havde, har vi taget fra dem, og jeg har givet den strenge ordre, som Obergruppenführer Pohl har gennemført, vi har ført disse rigdomme til riget, til staten. Vi har ikke taget noget af det. Enkelte, som har fejlet, vil blive straffet ud fra en ordre givet af mig i begyndelsen: Den som blot tager 1 mark derfra, er død. Et antal ss-mænd har i den forbindelse fejlet. Det er ikke særlig mange og de vil dø – NÅDESLØST. Vi har den moralske rettighed, vi har en pligt overfor vores folk til at gøre det samme, som dette folk, vil slå os ihjel, at slå dem ihjel. Men vi har ikke ret til at berige os med blot en pels, en mark, en cigaret, et ur, eller noget andet. Det har vi ikke. Fordi vi vil ikke ved afslutningen, fordi vi har udryddet bacillen, blive syge af bacillen og dø. Jeg vil aldrig se på, at blot et lille stykke råddenskab overhovedet indtræder og sætter sig fast hos os. I stedet, der hvor en sådan skulle sætte sig fast, vil vi sammen brænde det væk. Sammenfattende kan vi sige: Vi har gennemført denne svære opgave af kærlighed til vores folk. Og vi har ikke fået nogen skader på vores indre, i vores sjæl, i vores karakter ved at gøre det […]
Vi ser fremtiden, fordi vi kender den. Derfor gør vi vores opgave mere fanatisk end nogensinde, mere trofast end nogensinde, mere modigt, mere lydigt, og mere anstændigt end nogensinde..Vi vil være værdige til at være føreren Adolf Hilters første SS-mænd i det tyske folks lange historie som er foran os.
Nu ærer vi føreren, vores fører Adolf Hitler, som skabte det tyske rige og som vil lede os ind i den germanske fremtid.
For voresfører Adolf Hitler
Sieg Heil!
Sieg Heil!
Sieg Heil!
Kilde: Hochstadt,Steve (ed.): Sources of the Holocaust.Palgrave Macmillan, 2004.
På nedenstående hjemmeside, findes der lydklip fra talen: http://www.nizkor.org/hweb/people/h/himmler-heinrich/posen/oct-04-43/
På hjemmesiden herunder findes hele talen transskriberet:
http://www.nationalsozialismus.de/dokumente/texte/heinrich-himmler-posener-rede-vom-04-10-1943-volltext.html
