Domsafsigelse over tandlæge, 15. september 1943
I det tyske folks navn
I straffesagen mod
Tandlægen Wilhelm W e b e r fra Hannover, født den 22. april 1883 i Hannover, i tiden under denne sag retsligt varetægtsfængslet, for undergravende virksomhed af forsvarskraften og fjende begunstigelse har Folkeretten, 1 senat, på baggrund af domsforhandlingen af den 15. september 1943 […]
Retten har dømt:
Wilhelm W e b e r har i sin tandlægepraksis [ulæseligt ord] gjort ytringer, og har til en patientinde sagt, om fire uger lever føreren ikke mere, det skal De nok høre!
Dermed har han undergravet vores tapre vilje til værn og hjulpet vores fjender i krigen.
Han er for altid æreløs og bliver straffet med
d ø d e n.
Grunde:
Tandteknikeren Wilhelm Weber, medlem af partiet fra 1931, har, som han indrømmer, nogle gange over for patientinder udtalt sig defaitistisk.
I hvert fald den 6. august 1943 havde han med folkekammeratinden Fru. von Salz følgende samtale:
Han spurgte hende, om hun stadig troede på sejren; på sejren troede jo næsten ingen på i dag. Vidnet kunne på grund af tandbehandlingen ikke svare med det samme. Han talte videre og sagde, i vores koncentrationslejre hersker der middelalderlige torturmetoder, specielt 175’erne[1] blev der skredet for hårdt ind overfor. Fru von Salz svarede nu, at hun troede fuldt og fast på sejren, og 175’erne er ikke sygelige mennesker, men overmættede[2]* og statsfjendtlige. Nu mente Weber, vi havde ”myrdet” en million jøder, og dermed havde anlagt en tung skyld på os selv, som vi nu måtte påtage os ansvaret for. Forgæves sammenlignede han, overfor Fru von Selz, fx englændernes grusomheder i Boerkrigen. Så begyndte han at kritisere vores udenrigspolitik: Franco skulle vi ikke have hjulpet, og Rusland havde ikke engang opmarcheret imod os, det vidste han fra soldater, man skulle overhovedet ikke have ladet det komme til krig med så store stater som Rusland og Amerika.
Han beundrede Rudolf Hess.
[…] Hess var den rigtige mand, føreren var det ikke. ”Føreren lever overhovedet ikke om fire uger. Det skal de nok få at høre.” Det har Fru von Salz med en sådan rolig bestemthed udtalt, at det er sandt, selvom Weber mente, at noget sådan kun kan være ordene fra en vanvittig. Men det var nu engang ordene fra en forbryder.
Dommen faldt da man lyttede videre til Folkekammeratinden, som måtte opleve dette, hun var efter alt, hvad hun havde hørt, helt opløst og så pludselig en kæmpestor fare for føreren. Hun ville helst højt have udskreget denne frygt. Det er en fængslende realistisk skildring af den undergravende virksomhed af forsvarskraften, der heri består, at vores faste tillid, vores tro på sejren, bliver opløst (§ 5 KKSVO). Den der gør noget sådant, må forsvinde fra vores midte. Han har gjort sig selv til et redskab for vores fjende, hvis hele agitation har til formål at opløse forsvarsviljen (§ 91b StGB). En tysker som håndlanger for vores fjende er for altid æreløs; i særlig grad Wilhelm W e b e r, en partikammerat siden 1931! ! !
Han må derfor dømmes til d ø d e n
Fordi vi lader ikke troen på vores sejr, sejren selv, vriste ud af vores hænder […]
Kilde: Dörner, Bernward: Die Deutschen und der Holocaust, Was niemand wissen wollte, aber jeder wissen konnte. Propyläen, Berlin 2007.
[1] Nummeret på loven mod homoseksualitet.
[2] Det tyske ord er ’übersättigt’, som betyder overmættet. Det har ikke været muligt helt at fastslå, hvordan dette skal forstås.
