Tekst 10 (1. udg.)/Tekst 22 (2. udg.): Præsident McAleeses indsættelsestale, 1997

Teksten er Irlands tidligere præsident Mary McAleeses indsættelsestale fra den 11. november 1997. Hun er den anden kvindelige præsident i Irland og efterfulgte Mary Robinson. Mary McAleese er født 1951 i Belfast. Hun er dermed også den første irske præsident, der havde baggrund i Ulster. Hun er uddannet jurist fra Queens University i Belfast og havde førhen arbejdet med kriminalitet og social ulighed samt som journalist. Emner som hun også tog op i sin præsidentperiode.

Talen er oversat af forlaget fra http://www.president.ie/en/media-library/speeches/inauguration-address-by-president-mary-mcaleese. 

Dette er en historisk dag i mit liv, i min families liv og i landets liv. Det er et stort privilegium for mig af blive valgt til Uachtarán na hÉireann, til at være Irlands stemme her og i udlandet.

Jeg er føler mig beæret og ydmyg over at være efterfølger for syv mønsterværdige præsidenter. Deres forskellige religiøse, politiske, geografiske og sociale tilhørsforhold udtrykker i høj grad et præsidentembede, der altid har været frit tilgængeligt og altomfattende. Blandt dem var præsidenter fra Connaught, Leinster og Munster, for slet ikke at tale om Amerika og London. Det er mit særlige privilegium at være den første præsident fra Ulster.

I tidsrummet på næsten 60 år siden den første præsidents indsættelsestale har vi oplevet en nation i forandring. Det Irland, der så selvsikkert går det 21. århundrede og det tredje årtusind i møde, er et Irland, som vore forfædre drømte om og længtes efter; et fremgangsrigt Irland, dygtigt, veluddannet, dynamisk, nyskabende, medfølende, stolt af sit folk, sit sprog og af sin umådelige arv; et Irland, i den Europæiske Unions midte, respekteret af nationer og kulturer over hele verden.

Omfanget af det, vi allerede har opnået på så kort tid, giver os grund til at se fremtiden i møde med velfunderet selvtillid og håb.

Det er det irske folk, der i stort og småt, i stilfærdigt hårdt arbejde, heltemod og storsind har opbygget strukturen i hjemmet, samfundet og landet, på hvilken denne bemærkelsesværdige succeshistorie, som Irland er i dag, er bygget på.

I mange generationer har der været hele specielle inspirationskilder, der har næret vort talent og bibragt dette land sin beslutsomhed. Mange fremragende politikere, tjenestemænd, frivillige, gejstlige fra alle trosretninger og religiøse, lærere og i særdeleshed forældre har gennem hårde og vanskelige tider arbejdet og ofret sig, for at vore børn kunne nå deres yderste potentiales blomstring.

De kan med rette og med tilfredshed betragte det, de har opnået. Må vi aldrig blive så kyniske, at vi aldrig glemmer at være taknemmelige. Jeg står unægtelig i stor personlig gæld til dem, og som præsident håber jeg at finde mange muligheder for både at kunne tilbagebetale denne gæld og til at medvirke i arbejdet for at opmuntre vore børn til at tro på sig selv og deres land.

Blandt dem, som vi står i enorm taknemmelighedsgæld til, er de talløse emigranter, hvis breve hjem med dollars- og pundsedler, optjent i knugende ensomhed tusindvis af kilometer hjemmefra, byggede bro mellem det Irland, de forlod, og de Irland, der hilser dem i dag, når de vender tilbage som turister eller vender tilbage for at blive. De er en afgørende del af vor globale irske familie. I hvert et kontinent har de lagt deres snildhed og hårde arbejde i det nye hjemlands tjeneste. De har bevaret deres kærlighed til Irland, dets traditioner og dets kulturer, dybt i deres hjerter, så der alle steder, hvor vi rejser i verden, er et stykke Irland, som vi kan være stolte af og som omvendt kan være stolte af os. Jeg håber, at der i de næste syv år vil blive mange muligheder for mig til at møde dem.

Dybt i vor sjæl er vi et solidarisk folk. Selviskhed har  aldrig været vor trosbekendelse. Engagement i næstens velfærd har optændt generationer af frivillige organisationer og et netværk af naboskab, der fletter vort lands omsorgsfulde struktur sammen. Vort land har sendt missionærer, udviklingsarbejdere og fredsbevarere til hjælp til kriseramte folk i andre dele af verden. Det har gjort vort land til et fristed for tilskadekomne og hjemløse fra andre kriseramte steder. Det er det brændstof, der driver os til at takle de mange sociale problemer, vi møder - problemer, som kynisme og manglende tro aldrig kan afhjælpe, men som indgående engagement kan. Vi ved, at vi har pligt til at dele ud af vor velstands goder til dem, hvis liv er plaget af fattigdom, arbejdsløshed, bekymring og fortvivlelse. Der er ingen hvile, før der er bygget bro over det overvældende skælv mellem de velbjærgede og de fattige.

(…)

Jeg tænker på afdøde Gordon Wilson, der så en frygtelig sorg i øjnene for ti år siden ved Enniskillens rædsel. Hans ord om kærlighed og tilgivelse chokerede os, som om det var første gang, vi hørte dem, som det ikke var blevet sagt for første gang for 2000 år siden. Hans arbejde og så mange fredsstifteres arbejde, som har hævet sig over den frygtelige smerte ved at miste, bygger bro til den anden side. Og det er et arbejde, som jeg på alle mulige måder ønsker at medvirke til. Ingen part har monopol på smerte. Hver side har lidt voldsomt.

Jeg ved, at mistilliden ligger dybt, og at udfordringen er formidabel. Over hele denne ø, i nord, syd, øst og vest er der folk, der ejer hjertets storhed, og med hvis hjælp jeg ved, at det kan lykkes. Jeg indbyder dem til at arbejde sammen med mig, til at hellige os den opgave at skabe en vidunderlig årtusindgave til barnet fra Bethlehem, hvis 2000 års fødselsdag vi snart skal fejre … en gave fra en ø, hvor forskellighed hyldes med glædelig nyfigenhed og storsindet respekt, og hvor man med John Hewitts ord ”each may grasp his neighbour’s hand as friend”. (Alle griber sin nabos hånd i venskab).

Der vil være dem, der er varsomme over for den slags invitationer af frygt for, at de inviteres ud til afgrundens rand. Til dem dedicerer jeg dette digt, skrevet af en engelsk digter, Christopher Logue, der selv var soldat under 2. Verdenskrig.

”Come to the edge.

We might fall.

Come to the edge.

It’s to high!

Come to the edge.

And they came,

And he pushed

And they flew.”

(”Kom ud til afgrunden.

Måske falder vi.

Kom ud til afgrunden.

Det er for højt!

Kom ud til afgrunden.

Og de kom,

og han skubbede

og de fløj.)

Ingen vil skubbe, kun venligt indbyde, men jeg håber, at hvis og når I beslutter jer for at gå ud over kanten, vil der ikke være nogen grund til at flyve. I vil opdage, at der er en solid og stabil bro, ad hvilken vi alle kan gå i begge retninger.

Irland sidder forventningsfuld parat til at imødese en guldalder af velstand, selvsikkerhed, tolerance og fred. Det skal være mig et stort privilegium af være præsident for dette smukke, spændende land.

Må jeg bede troende, uanset af hvilken tro, om at bede for mig og vort land, for at vi vil benytte disse syv år godt, til at skabe en fremtid, hvor med William Butler Yeats’ ord

”Everything we look upon is blest!” (Alt, hvad vi ser, er velsignet!)

Oversigten over kildetekster, 2. udgave

1. udgave: Tekst 9 | Oversigten over kildetekster | Tekst 11