Tekst 18 (1. udg.)/Tekst 60 (2. udg.): Ulsters hvide negre: Fra borgerrettigheder til opstand
Teksten er uddrag af Fionnbarra Ó Dochartaighs bog Ulster's White Negroes fra 1994, hvori hun ser tilbage på starten af borgerrettighedsbevægelserne i Nordirland. Teksten er oversat af forlaget.
På en kold februardag i 1968 sad der i den kommunale boliganvisnings reception fire kvinder og to mænd, der alle boede i lejligheder i Limavady Road. Inden for de seneste dage havde deres husvært afbrudt for elektriciteten, og de var tvunget til at bo i værelser, der var oplyst af levende lys, og at lave mad ved åben ild. Deres praktiserende læger var bekymrede for de potentielle farer, der lå i sådanne truende foranstaltninger, og alle implicerede håbede derfor på en positiv reaktion fra det lokale byråd. Det var starten på DHAC, The Derry Housing Action Committee (Derrys boligaktionskomité), der voksede opsigtsvækkende fra denne lille gruppe mennesker, der omfattede mrs. McNamee og hendes venner, mrs. Dillon, mrs. Olpherty og mrs. Quigley, der alle havde små børn. De to unge mænd var Danny ”Den Røde” McGinley og en engelsk født lærer på Magee University, ph.d. Stewart Crehan, medlem af Socialist Labour League (socialistisk arbejderliga),der senere blev til Worker’s Revolutionary Party (arbejdernes revolutionære parti) i Storbritannien.
Møder til organisering af de hjemløse blev holdt i lejligheder i Limavady Road, og i Stewart Crehans lille lejlighed på Beechwood Avenue 90. DHAC’s stiftende møde blev holdt på City Hotel i den weekend, hvor St. Patrick’s Day lå. Der blev vedtaget en resolution om, at alle tilstedeværende mødte op til Derrys kommunalbestyrelses månedsmøde i marts, hvor de håbede på at kunne oplæse en forberedt tale. Hvis de ikke fik tilladelse til det, ville de afbryde mødet for at gøre det brede publikum opmærksom på hundredvis af hjemløse familiers sørgelige vilkår. Denne slags aktiviteter blev ofte taget til anvendelse af DHAC, endog i forbindelse med det sidste møde i den gamle kommunalbestyrelse, der blev nedlagt og erstattet af en kommission i marts 1969. Ikke mange vil bestride, at DHAC og dens forbundsfæller spillede en stor rolle i det udemokratiske og sekteriske kommunalforsamlings endelige fald.
De første tre måneder kunne DHAC’s aktiviteter beskrives som helt lovlige. Jeg var et af de medlemmer, der i høj grad mente, at dens slags handlinger var for forsigtige i betragtning af de sørgelige vilkår, hundredvis af familier på tværs af religiøse skel var i, og som længtes efter hurtigt at forbedre deres livsbetingelser. Det var først, da der gennem hårde daglige anstrengelser var nået en høj grad af mobilisering, at en sådan strategi blev mulig. Det omfattede uddeling af foldere og dør-til-dør-agitation og lejlighedsvise gadehjørnemøder. Med tiden følte DHAC-ledelsen sig sikker nok til at kaste sig ud i et mere radikalt handlingsprogram.
Den første virkelig militante aktion fandt sted den 22. juni kl. 11, da en campingvogn, der fungerede som hjem for en familie ved navn Wilson, blev trukket hen over den gennemgående busrute fra Lone Moor Road til rådhuset ved Hamilton Street- og Arm Street-krydset i byens nationalistiske Brandywell-kvarter. Avisen The Irish Militant, der blev udgivet af Irish Workers’ Group (irsk arbejdergruppe) rapporterede senere:
”Mr. Wilson, en arbejdsløs arbejder, der har ikke har haft arbejde, siden han vendte tilbage fra England for fire år siden, sagde, at der ikke var toilet og rindende vand i campingvognen, og når sengen var slået ned, var der til fire mennesker knap 1 m2 at opholde sig på. Hans kone, Billie, sagde, at hun kort forinden havde født et barn, der døde efter otte timer, og ifølge hendes læge skyldtes det de vilkår, som familien levede under.”
Der var stor lokal medfølelse for denne specielle familie, og der var ingen indvendinger fra de lokale beboere, selv om der vores protest var årsag til nogen besvær for dem. Det mobile hjem spærrede vejen i nogle timer den 22. Og blokerede igen gaden den 29. og den 30. samme måned.
Hos de lokale myndigheder var der ingen tvivl om formål og medlemskab af DHAC. Planen om at erstatte borgmesteren, der var en orangistisk konservativ af den hårde linje, med en anden uden at forandre status quo, førte til voldsomme og højrøstede protester i rådhusets byrådssal. Da Albert Anderson gik af som borgmester, stod det klart, at der var opstået en ny krigerisk stemning i byens slumkvarterer og ghettoer. I Frank Currans bog ”Derry, countdown to disaster” (Derry, nedtælling til katastrofe), Gill & Macmillan, 1986, bemærkes der: ”Det nationalistiske byrådsmedlem, Eugene O’Hare, have beskrevet den afgående borgmester som ”en kompromisløs, urokkelig unionist”.”
Borgmesteren symboliserede alt det, de hjemløse afskyede ved kommunalpolitik, fordi han havde stor magt i forhold til boligbygning og –fordeling. Denne magt ville ikke blive forandret. Currans bog fortsætter:
”Udnævnelsen af Andersons efterfølger som førsteborger førte til vilde scener i rådhuset. Da unionisterne foreslog byrådsmedlem William Beatty, udslyngede folk i det overfyldte galleri ukvemsord mod både Anderson og Beatty. Anderson reagerede ved at foreslå, at byrådet gik i udvalg, hvor kun pressen fik lov til at blive. Publikums fjendtlighed tog til, og unionisterne tilkaldte politiet. Ved politiets ankomst gjorde de det klart, at de om nødvendigt ville bruge magt til at rydde rådhussalen. Publikum indvilligede i at gå, men adskillige mænd gjorde med ord og bevægelser klart, at de ”ikke var færdige med de unionistiske byrådsmedlemmer”. Da publikum var ude og dørene lukkede, valgte unionisterne Beatty, der således skabte historie ved at blive den første, der blev valgt til borgmester for lukkede døre”.
Curran, en garvet journalist, og andre var ikke i tvivl om det skarpe spydspids, der var blevet maset ind nogle uger forinden. Han kommenterer det i sin bog, der er skrevet mange år efter begivenheden:
”Medlemmer af Derry Housing Action Committee, en ny venstreorienteret pressionsgruppe, der ikke må forveksles med Father Mulvey’s Housing Association (Fader Mulveys bogligforbund), der havde været fremme i rampelyset, udsendte en udtalelse om, at de havde trukket sig tilbage fra byrådssalen. ”Da nationalistpartiets støtter afbrød mødet, ønskede vi ikke at blive involveret i endnu et pseudosekterisk galehus. Desuden er det denne komites politik at gå igennem alle eksisterende kanaler for at få opfyldt vore krav, før vi griber til yderligheder. Vi rettede vor sidste anmodning til kommunen i går. Resultatet var totalt utilfredsstillende.”(…)
Jeg rejste vidt og bredt, sommetider så langt som til Dublin, for at hjælpe lokale aktionskomiteer og tale ved demonstrationer. Befolkningen i Tyrone udkæmpede deres egen kamp mod akut hjemløshed og iøjnefaldende diskrimination. Tyrone-aktivisterne var fulde af lovord om vore aktiviteter i Derry og søgte råd og solidaritet hos os, eftersom vor erfaring og antal var større end deres. I Caledon i Tyrone County støttede den lokale Republikan Club (repulikanske klub) hjemløse katolske familier, der var begyndt at besætte nybyggede sociale bebyggelser. I juni 1968 blev en katolsk familie sat ud af et hus i et socialt boligbyggeri, som de havde besat. 19-årige, ugifte og protestantiske Emily Beattie, sekretær for en lokal unionistpolitiker, var blevet tildelt huset.
Som i Derry troede de hjemløse i Tyrone fast på, at det lokale nationalistparti ikke var forberedt på at gå i brechen for dem. Som gruppe var vi af den holdning, at dette parti var lige så effektivt som et kamingitter af chokolade. Jeg var blevet fortalt, at nogle af de yngre medlemmer havde mod, men alligevel var det kun én af disse, Austin Currie, et nationalistisk parlamentsmedlem i Stormont, der havde bragt sagen på bane, besatte huset i protest og blev sat ud og fik en bøde. Hans uventede protest tiltrak sig bred offentlig opmærksomhed og gjorde meget for at kaste lys på de hjemløses sag, ganske enkelt fordi han var parlamentsmedlem. CSJ, The Campaign for Social Justice (Kampagnen for social retfærdighed) i Dungannon ansporede kort tid efter ledelsen i NICRA - Northern Ireland Civil Rights Association (Nordirlands borgerretsforbund) - til at afholde sine første borgerretsdemonstrationer. Det vil sige at ændre kurs og kæmpe i gaderne. Årsagen til protesten var at kaste lys på den sekteriske boligpolitik i Tyrone og andre steder.
Da CSJ henvendte sig til DHAC for at få støtte, svarede vi omgående, at vi ville deltage i den foreslåede march med vore nymalede bannere. NICRA fulgte modstræbende trop. Paisleys unionister indkaldte straks til en moddemonstration og lovede vold, hvis marchen fra Coalisland gik ind på Market Square i Dungannon. RUC annnoncerede, at marchen ville blive ført uden om byens centrum.
Så den 24. august lejede vi en bus til Coalisland som lovet. Den egentlige march var en målbevidst og dog en venlig sag. Den blev modtaget af en dumpatriotisk opposition i Dungannon Square, der resulterede i lidt håndgemæng. Paisley havde mønstret en moddemonstration på omkring 1500 unionister, hvoraf mange var medlemmer af B-specials. På pladsen ventede de på at kunne angribe borgerretsdemonstranterne, der mønstrede mellem 3000 til 4000 mennesker. Ved politiafspærringerne stoppede marchen, og der blev afholdt en demonstration. Efter talerne rådede borgerretslederne folk til at gå hjem. I stedet blev størstedelen siddende på vejen og begyndte at synge eller recitere digte. Mange blev der til temmelig sent ud på aftenen, indtil alle moddemonstranterne var forsvundet, hvoraf nogle som Paisley måtte rejse så langt østpå som til Ballymena. I hovedsagen blev det betragtet som en stor succes, eftersom det var forløbet fredeligt. Dette skyldes en ikke ringe indsats af demonstrationsvagterne, bestående af omkring 70 medlemmer af de forbudte Republican Clubs, hjulpet af lokale.
Tre dage efter den første borgerretsmarch var der vrede scener, når DHAC og dens forbundsfæller i Londonderry Labour Party fortsatte klassekampen fra tilskuergalleriet i Derry kommunalbestyrelse. Afbrydelserne var voldsomme og mange, før politiet stormede til rådhuset for at føre demonstranter hen imod hallen og dørene. Uden for politiets synsvidde blev borgmester Beatty hånet og puffet, og da han havde sat sig ind i sin bil, blev der gjort forsøg på at vælte den. Nogle mente, at han så ud til at være ved at få et hjerteslag og henstillede til mådehold, og at han fik lov til at undslippe. Det var så afgjort en rystet og bleg chauffør, der fik lov til at bevæge sig gennem rækkerne af vrede borgere, der fortsatte deres fornærmelser af ham med nazihilsner. Kort tid efter annoncerede hans kommunalbestyrelses boligudvalg planer om at bygge 505 huse. Det var en indholdsløs gestus og opmuntrede blot til en intensivering af kampen.
Situationen bevægede sig hurtigt hen imod en mere alvorlig fase. Ved vor tilbagekomst fra Dungannon stillede DHAC krav til NICRA’s ledelse om være vært for en lignende lokal demonstration. Det ville i realiteten blive Derrys første officielle borgerretsdemonstration nogensinde. DHAC’s position i den brede protestbevægelse i de seks grevskaber var stærk. Dette skyldtes for en stor del tilstedeværelsen af adskillige ulønnede, fuldtids aktivister, deriblandt mig selv. Den blev ud over nogle politiske grupperinger i Maiden City betragtet som den reformvenlige fortrop. Nogle af dens ledere var del af et større netværk af kontakter og grupper, og der var en stadig dialog omkring økonomiske anliggender af fælles interesse på lokalt, regionalt og nationalt plan. Inden for venstrefløjen var det naturligvis de sædvanlige modsætningsforhold mellem dem, der betragtede sig som trotskister og andre, der kaldte sig stalinister og så videre. Disse klikefejder forblev på et kammeratligt plan og begrænsede ikke den brede bevægelse som en helhed. De finere finesser ved marxistiske dogmer og strategi var begrænset til et mindretal. De menige rækker havde mere presserende ting at bekymre sig om, som at få deres egen nøgle og tag over hovedet.
Inden for et tidsrum af få uger blev der lagt planer for en borgerretsmarch. Til sidst fastlagde NICRA’s ledelse en dato efter at have rådført sig med Derry-aktivister: Man blev enige om at lægge demonstrationen lørdag den 5. oktober. Organisationsmøderne blev holdt oven over Grandstand Bar eller Lions Bar i William Street, og når man ventede et større antal deltagere langvejs fra, blev mødestedet flyttet til City Hotel (dette hotel lå ved siden af rådhuset og nær de lokale busstationer). Ved et møde for demonstrationsvagter, mødte der kun 57 op og midlerne til afholdelse af organisationsudgifterne kom i første omgang af de lokale organisatorers egne lommer. De fleste af os var arbejdsløse. Nogle af os var ældre studerende som mig selv (jeg var igen begyndt at studere på fuld tid ved Londonderry Technical College i et forsøg på at få adgangseksamen til universitetet). Nogle organisationer, der havde lovet at yde økonomisk støtte, gjorde det ikke, og som følge af det måtte vi vende os til vore klasserødder. Størstedelen af de nødvendige midler blev hentet ved en dør-til-dør-indsamling i arbejderbebyggelsen, Creggan. Indsamlingsbøgerne viste senere, at dem, der havde gjort de største bidrag, kom fra de fattigste dele af bebyggelsen, kaldet The Heights.
Til oversigten over kildetekster, 2. udgave
1. udgave: Tekst 17 | Oversigten over kildetekster | Tekst 19
