Tekst 19 (1. udg.)/Tekst 61 (2. udg.): Borgerrettigheder
Fra delingen til slutningen af 1960’erne tillod Storbritannien den nordirske regering i Stormont at regere stort set, som den ville. Katolikker i Nordirland syntes, at de led under stor diskrimination. Denne tekst er fra Civil Rightsa (1969) og findes i undervisningsbogen Roots of Conflict, Routes to Peace udgivet af The National Peace Council, 1999. Teksten er uddrag oversat af forlaget.
Valgdeltagelse
Alle voksne i Nordirland havde ret til at stemme til det nordirske parlamentsvalg og til kommunalvalg.
Til kommunalvalg havde folk med ejendom (d.v.s. en forretning) ret til flere stemmer end folk uden. Protestanter havde en tendens til at være bedre stillet, så de kunne i sidste ende have flere stemmer end katolikker, selv i områder, hvor der var flertal af katolikker.
Kommunegrænserne var lagt således, at det størst mulige antal protestanter blev valgt (se gerrymandering).
Jobs
Kommunerne var store arbejdsgivere – og de ansatte så vidt muligt protestanter.
Det store flertal af forretninger var ejet af protestanter, og de ansatte protestantiske arbejdere.
I 1969 betød denne diskrimination og andre faktorer, at der var dobbelt så stor sandsynlighed for, at katolikker var arbejdsløse i forhold til protestanter.
Boliger
Kommunerne prioriterede ofte protestantiske familier, der havde brug for boliger, og nybebyggelse skete ofte i protestantiske områder.
Retfærdighed
I Nordirland var det væsentlige begrænsninger på borgerrettighederne. Eksempelvis tillod The Special Powers Act (nødretslove) fra 1922 (gjort permanent i 1933) tidsubegrænset internering, anholdelse på mistanke, ransagning uden dommerkendelse og erstatning af rettergang ved nævningeting med særdomstole.
På overfladen gjaldt disse love i lige grad for begge samfundsgrupper, men katolikkerne led mere under dem på grund af den måde, de blev bragt til udførelse på: Politiet (RUC) var i overvældende grad protestantisk, og det store flertal af dommere og øvrighedspersoner i Nordirland var og er stadig protestanter. De var tilbøjelige til at bruge reglerne lidt mere lempeligt, når der vedrørte deres egen samfundsgruppe.
Desuden kunne RUC, hvis de havde brug for hjælp, tilkalde en styrke ved navn ”B specials”, der var vidt og bredt kendt for deres vold mod katolikker.
Til oversigten over kildetekster, 2. udgave
1. udgave: Tekst 18 | Oversigten over kildetekster | Tekst 20
