Tekst 22 (1. udg.)/Tekst 66 (2. udg.): Interview med Mary Nelis, 1982
Teksten er et interview med en midaldrende katolsk kvinde, Mary Nelis, der fortæller om sine oplevelser af TheTroubles, specielt om de indsatte katolikker i britiske fængsler. Interviewet er fra 1982, efter Bobby Sands og 10 andre IRA-fangers sultestrejke i Mazefængslet i 1981. Sultestrejkerne i 1981 er berømte i konflikten.
Det skabte megen debat, at bl.a. Bobby Sands nægtede at gå i fangedragt, men kun iførte sig lærredssække. Han døde i maj 1981. De strejkende blev martyrer og deres figurer og andet fra sultestrejkerne findes på murmalerier i Nordirland. Mary Nelis blev i 1998 valgt ind i det nordirske parlament for Sinn Féin. Teksten er oversat af forlaget og stammer fra http://www.anphoblacht.com/contents, men er siden blevet fjernet fra siden.
M.N.: ”Bortset fra kardinalens udtalelse om Long Kesh-fængslet, at det var ”ligesom Calcuttas kloakker”, har der i årenes løb fra kirkens side været en mur af tavshed om skæbnen for de fængslede der. De vidste, hvad der foregik, og gjorde sig ingen anstrengelser for at afhjælpe det og lægge pres på den britiske regering om at forbedre situationen.
Biskop Daly besøgte H-blokken i Long Kesh-fængslet i 1978. Han ventede ti dage, før han kom med en udtalelse om, at han ikke havde fundet noget bevis for dårlig behandling af fangerne. Den formiddag, hvor han fremkom med udtalelsen, blev jeg ringet op af fængselspræsten, fader Faul, at Liam Carlin, en fange fra Derry, var blevet meget slemt pryglet af fængselsbetjente. I løbet af alle årene vidste folk som biskop Daly, hvad der skete i fængslerne, og de nægtede at tale om det. Som Pontius Pilatus troede de, at de kunne vaske deres hænder for det, og at de kunne holde sig udenfor og ikke engagere sig i det. Ikke blot det, men da vi bad ham os at give os støtte, isolerede de (kirken) os i samfundet og indtog en negativ indstilling, fordømte IRA og vold, mens de vendte de blinde øje til statens vold. Deres kristenhed var meget selektiv. De kompromitterer deres kristenhed i forhold til staten, de støtter den britiske tilstedeværelse i dette land, og de opfatter IRA som en trussel, ganske enkelt fordi de ved, at IRA står for en ændring af magtforholdene i landet og ønsker at give magten til folket, mens de selv står for en bevaring af det etablerede samfundssystem. De står ikke for kristne principper om at hjælpe de fattige og undertrykte.
Den dag sultestrejkerne begyndte, blev de og slægtningene, der støttede dem, fordømt af biskop Daly. Briterne roste ham for det. Jeg opfattede det som temmelig hyklerisk, på grund af hans tidligere engagement i IRA. I 1969, da konflikten begyndte, støttede kirken volden mod politiet med sin tavshed. De første våben, der blev bragt ind i Derry, blev opbevaret i en af kirkerne. Præsterne var ude på gaderne sammen med folket. Flyvebladene under slaget om Bogside blev trykt i biskoppens hus. Det var, som om at kirken med sin tavshed sagde, at det var i orden at kaste benzinbomber mod politiet. Ti år senere fordømmer den de unge mennesker for at gøre det samme og stempler dem som gangstere og mordere. Jeg ville ikke have haft noget imod det, hvis den katolske kirke var en pacifistisk kirke og altid havde spillet en pacifistisk rolle, men det har den ikke gjort. I dette land har kirken i årenes løb været en del af volden, og alligevel fordømmer den folk, der virkelig forsøger at få kolonisatoren ud af Irland.
Den katolske kirke har ikke altid været en pacifistisk kirke i Irland. På forskellige tidspunkter har den taget del i opstande mod briterne. Enkelte præster og biskopper har støttet fenierne, men kirkens hierarki som helhed har støttet det etablerede. Kirkehierarkiets rolle har været at fordømme de mennesker, der kæmpede i krigen på daværende tidspunkt, men har senere berømmet dem ved optræde ved deres grav, som de har gjort i Syden. Vi mindes Pearse og lederne, der blev henrettet i 1916. Da de var i live, blev de fordømt af kirken. Nu deltager biskopper og præster i parader for dem hver påske. Der har altid været denne modsætning inden for kirkens hierarki. Så vidt jeg kan se, når jeg kigger mig omkring, ser folk inden for kirkehierarkiet meget velnærede ud. De bor i komfortable huse og ved, hvor der næste måltid kommer fra. Det ved masser af fattige her i landet ikke. Det er meget svært for dem (kirken) at forstå statens vold, fordi det ikke er dem, det går ud over. Soldaterne holder ikke pistoler mod biskop Dalys hals hver morgen og tvinger ham til at stå op kl. fem om morgenen. Han er aldrig blevet anholdt og ført til et forhørscenter og tilbageholdt i syv dage. Jeg møder ingen præster, der er blevet fængslet for deres politiske overbevisning. Det er en mærkelig modsætning.
For adskillige år siden blev to unge mænd på 18 år anholdt i Derry for sigtelser for drab på en soldat på St. Patricks Day 1972. De blev pryglet slemt, og de underskrev en tilståelse. Alle i Derry, fra biskoppen og ned, vidste, at de ikke var medlemmer af IRA. De blev begge idømt livsvarigt fængsel. Der blev stadig givet politisk status, for briterne havde anerkendt, at folk blev dømt for politiske overtrædelser. De to fyre blev sat i McGilligan-fangelejren, men de kunne ikke blive accepteret i The Provisional IRA’s fængselsområde, fordi de ikke var medlemmer. Så i et halvt år sad de i det loyalistiske fængselsområde (hvor medlemmer af protestantiske paramilitære var fængslet) og deres forældre var meget bekymrede for dem, hvorefter de kontaktede biskop Daly og bad ham om at gøre noget. Biskop Daly sendte bud efter den øverstkommanderende i The Provisionals i Derry og spurgte ham, om han ikke ville tillade, at de to fyre blev medlemmer af IRA, så de kunne slutte sig til de republikanske fanger. Jeg finder det meget mærkeligt, at en biskop handler sådan, for han vidste, at de var uskyldige og gjorde intet for at udvirke deres løsladelse eller en ny retssag. Men han bad The Provisional IRA om at lukke dem inde som medlemmer. Man kan næsten anklage ham for at rekruttere medlemmer til The Provisional IRA; de mennesker, som han fordømte fra prædikestolen for at være det Ondes disciple.
Når den irske katolske kirkes historie skal skrives, tror jeg, at den vil blive dømt for at lide af fejhed. Jeg betragter biskop Daly som fej, fordi hans menighed manglede en ledelse, som han ikke havde det moralske mod til at give, og unge mennesker ser det meget tydeligt. Unge mennesker forlader kirken. De regner den ikke for noget, og det holder jeg det irske katolske kirkehierarki ansvarlig for.”
B.D.:”Tror du stadig og praktiserer du stadig din tro?”
M.N.:”Ja, jeg har stadig min tro. Jeg tror ikke, jeg har brug for biskopper og præster for at have et forhold til Gud.”
B.D.: ”Biskoppen fortalte mig, at et stort antal mænd uddanner sig til præst i Irland.” M.N.: ”Det ved jeg ikke. Måske.”
B.D.: ”Kan årsagen være økonomisk?”
M.N.: ”Folk, der her i landet bliver præster, er folk, der kommer fra rige familier. Man siger spøgende, at en far med fire sønner har en til jura, en anden til medicinen, en tredje til jorden og en fjerde til præsteskabet. Og irske familier opdelesefter status. Når præster kommer fra arbejderklassefamilier, får de ikke lov til at arbejde i deres fødeegn, men sendes ud på mission. Præster, der har revolutionære tilbøjeligheder af enhver art, får ikke lov at blive her. De sendes ud til landsogn i bjergene eller til Sydamerika. Det har jeg set i årenes løb.”
Note: Mary Neillis arbejder frivilligt for Sinn Fein, IRA’s politiske gren. Hun har to sønner i Long Kesh-fængslet. De blev dømt, ikke for voldsforbrydelser, men for at være medlem af The Provisional Irish Republican Army. Jeg understreger, at alle tidligere fanger, som jeg interviewede, åbent og stolt indrømmede at tilhøre IRA og fortalte mig præcis, hvilke militære operationer, de var blevet dømt for.
Til oversigten over kildetekster, 2. udgave
1. udgave: Tekst 21 | Oversigten over kildetekster | Tekst 23
