Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Tekst 24: Uddrag fra påskeaftalen 1998

Teksten er et uddrag af ”The Belfast Agreement”, som er den officielle betegnelse for det der også kaldes ”Langfredagsaftalen” eller ”Påskeaftalen” om fred i Nordirland.

 

Vi, deltagerne i flerpartiforhandlingerne, tror, at den aftale, vi har forhandlet os frem til, i sandhed er en historisk mulighed for en ny start.

Fortidens tragedier har efterladt en dyb og inderlig beklagelig arv af lidelse. Vi må aldrig glemme dem, der er døde og kommet til skade, og deres familier. Men vi kan bedst hædre dem gennem en frisk start, hvor vi fuldt og fast helliger os til at nå frem til forsoning, tolerance og gensidig tillid og til beskyttelse og hævdelse af menneskerettigheder for alle.

Vi er engageret i partnerskab, lighed og gensidig respekt som grundlag for forbindelser inden for Nordirland, mellem Nord og Syd og mellem disse øer.

Vi erklærer vort hele og absolutte tilsagn om kun at benytte os af demokratiske og fredelige midler til at løse uenigheder i politiske anliggender og vor modstand mod brug eller trusler om brug af magt til noget politisk formål, hvad enten det gælder denne aftale eller ej.

Vi erkender de store uenigheder mellem vor fortsatte og hver især lige lovlige politiske stræben. Ikke desto mindre vil vi på enhver mulig måde stræbe mod forsoning og tilnærmelse inden for rammerne af demokratiske og aftalte arrangementer. Vi lover, at vi i god tro vil arbejde på at sikre medgang for alle inden for de arrangementer, der vil blive etableret inden for denne aftale. Det er almindeligt anerkendt, at alle de institutionelle og forfatningsmæssige arrangementer – et parlament i Nordirland, et ministerielt Nord/Syd-råd, iværksættelsesorganer, et britisk/irsk råd, og en britisk/irsk regeringskonference og alle ændringer til britiske parlamentslove og Irlands Forfatning – er forbundne og indbyrdes afhængige, og især funktionen af Parlamentet og Nord/Syd-rådet er så tæt forbundne, at den ene parts succes afhænger af den anden.

Følgelig anbefaler vi i samdrægtighedens ånd, at denne aftale godkendes af folk i Nord og Syd.

 

Forfatningsmæssige spørgsmål mellem UK OG Irland

Deltagerne bifalder den britiske og irske regerings tilsagn om, at den nye britisk/irske aftale erstatter den Engelsk-Irske aftale, og vil:

Anerkende lovligheden af det valg, som et flertal af Nordirlands befolkning frit foretager om landets status, hvorvidt de fortsat foretrækker at støtte tilknytningen til Storbritannien eller et suverænt forenet Irland;

Anerkende, at det udelukkende er et anliggende for øens Irlands befolkning, ved aftale mellem de respektive to parter og uden ydre hindringer, at udøve deres selvbestemmelsesret på et enigt grundlag, frit og samstemmende, Nord som Syd, at tilvejebringe et forenet Irland, hvis det er deres ønske under indrømmelse af, at denne ret skal opnås og udøves med og efter et flertal af befolkningen af Nordirlands tilsagn;

Erkende, at selv om en væsentlig del af Nordirlands befolkning deler et flertal af øen Irlands befolknings legitime ønske om et forenet Irland, er det flertallet af Nordirlands befolknings frie og lovlige ønske at bevare unionen og følgelig, at Nordirlands status at være en del af United Kingdom afspejler og afhænger af dette ønske; og at det ville være forkert at forandre Nordirlands status, undtagen med flertallet af befolkningens tilsagn;

Bekræfte, at befolkningen på øen Irland i fremtiden udøver deres selvbestemmelsesret på det grundlag, som er anført i de ovennævnte stykker (i) og (ii), til at tilvejebringe et forenet Irland. Det vil være en bindende forpligtelse, som begge regeringer i deres respektive parlamenters lovgivning skal fremsætte og støtte, for at lade dette ønske træde i kraft;

Bekræfte, at uanset hvilket valg, der frit gøres af et flertal af Nordirlands befolkning, skal den suveræne regeringsmagt med jurisdiktion der udfoldes med streng upartiskhed, på vegne af alle mennesker i deres identiteters og traditioners mangfoldighed og skal baseres på principper om fuld respekt og lighed for borgermæssige politiske, sociale og kulturelle rettigheder, om frihed fra diskrimination for alle borgere og om ligeværdighed i agtelse og om retfærdig og lige behandling af begge samfunds identitet, moral og stræben:

Anerkende alle mennesker i Nordirlands fødselsret til at identificere sig som eller blive accepteret som irsk eller britisk eller begge, som de selv ønsker, og følgelig bekræfte, at deres ret til at besidde både britisk og irsk statsborgerskab er godkendt af begge regeringer og ikke bliver påvirket af fremtidige ændringer af Nordirlands status.

(…)

 

Demokratiske institutioner i Nordirland

Denne aftale foreskriver et demokratisk valgt parlament i Nordirland, som er vidtfavnende i sit medlemskab, i stand til at udfolde udøvende og lovgivende magt og underkastet foranstaltninger til beskyttelse af rettigheder og interesser for alle parter i samfundet.

 

Parlamentet

Et 108-medlems parlament vil blive valgt af ved forholdstalsvalgsystem gennem eksisterende Westminster-valgkredse.

Parlamentet vil udøve fuld lovgivende og udøvende magt i anliggender, der ligger inden for de seks nordirske regeringsdepartementers ansvarsområde, med mulighed for at påtage sig ansvar for andre anliggender som detaljeret andetsteds i denne aftale.

Parlamentet – der fungerer, hvor det er hensigtsmæssigt, på tværs af samfundet – vil være den primære magtkilde hvad angår alle tildelte ansvarsområder.

 

Sikkerhedsforanstaltninger

Der er truffet foranstaltninger for sikring af, at alle dele af samfundet uhindret kan deltage og samarbejde i driften af disse institutioner, og at alle dele af samfundet er beskyttet, deriblandt:

Fordeling af udvalgspladser, ministerpladser og udvalgsmedlemsskab i forhold til partistørrelse;

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (ECHR) og alle borgerretslove for Nordirland, der supplerer den, som hverken parlamentet eller offentlige organer kan krænke, sammen med en menneskerettighedskommission;

Arrangementer, der foreskriver, at nøglebeslutninger og lovgivning bevisligt er sikret til ikke at krænke ECHR og nogen borgerretslov i Nordirland;

Arrangementer, der foreskriver, at nøglebeslutninger tages på tværs af samfundsgrupperne;

Enten ved parallelt samtykke, dvs. at et flertal af alle medlemmer er til stede og afgiver stemme, inklusive at et flertal af unionististiske og nationalistiske repræsentanter er til stede er til stede og afgiver stemme;

Eller ved at et overvejende flertal (60%) af medlemmerne er til stede og afgiver stemmer, deriblandt mindst 40% af både nationalistiske og unionistiske repræsentanter er til stede og afgiver stemme.

Nøglebeslutninger, der kræver støtte på tværs af samfundsgrupperne, vil blive angivet i forvejen, deriblandt valg af parlamentsformand, førsteminister og viceførsteminister, forretningsorden og budgetfordeling. I andre tilfælde kan sådanne beslutninger udløses af en begæring bragt på bane af en markant mindretal af parlamentsmedlemmerne (30/108).

e) en ligestillingskommission til at overvåge en lovbefalet forpligtelse til at fremme ligeret for alle på specifikke områder og ligeberettigelse mellem de to største samfundsgrupper og til undersøgelse af individuelle klager mod offentlige organer

(…)

 

Nye institutioner i Nordirland

En ny nordirsk menneskeretskommission med medlemskab fra Nordirland, der afspejler samfundsfordelingen, vil blive etableret af lovgivningen i Westminster, uafhængig af regeringen, med omfattende og udvidede beføjelser i forhold til den, der for tiden udøves af Standing Advisory Commission on Human Rights (Stående rådgivende kommission om menneskerettigheder), og omfatter undersøgelse af loves og praksisers tilstrækkelighed og effektivitet, anbefaling til regeringen som fornødent; tilvejebringelse af informationer og fremmelse af bevidsthed om menneskerettigheder; vurdering af lovgivningsudkast, henvist til dem af det nye parlament; og i passende tilfælde foretage retsforfølgning eller assistere personer, der er i færd med dette.

I henhold til udfaldet af samråd med offentligheden, der for tiden er i gang, agter den britiske regering at erstatte Fair Employment Commission (kommission for ansættelse på lige fod), Equal Opportunities Commission (ligestillingsråd), (The Commission for Racial Equality (kommission for racelighed) og The Disability Council (handicapråd) med et nyt lovbefalet ligestillingsråd. Et således samlet råd skal rådgive, godkende og overvåge de lovbefalede forpligtelser og vil undersøge klager over forsømmelser.

Det står åbent for et nyt parlament i Nordirland at overveje at samle sit ansvar for disse anliggender i et decideret ligestillingsministerium.

Disse forbedringer vil bygge på den eksisterende protektion i britisk lovgivning i henseende til den dømmende magt, retssystem og politivæsen.

(…)

 

Afvæbning

Deltagerne tilbagekalder deres aftale i Procedureresolutionen, vedtaget den 24. september 1997, ”at løsningen på afvæbningsspørgsmålet er en ufravigelig del af forhandlingsprocessen”, og tilbagekalder også forholdsreglerne til paragraf 25 af ovennævnte protokollat 1.

De konstaterer de fremskridt, som IIC, The Independent International Commission (den uafhængige internationale kommission) har gjort i forhold til afvæbning, og som regeringerne har gjort i udvikling af systemer, der kan udgøre et gennemførligt grundlag for afvæbning af paramilitære grupper, der er i besiddelse af ulovlige våben.

Alle deltagere bekræfter hermed deres forpligtelse til en total afvæbning af alle paramilitære organisationer. De bekræfter også deres intentioner om konstruktivt og i god tro at fortsætte samarbejdet med The Independent Commission, og til at benytte sig af deres indflydelse til at opnå en afvæbning af alle paramilitære grupper inden for to år efter tilslutning til aftalen ved folkeafstemninger i Nord og Syd og i forbindelse med gennemførelsen af den generelle aftale.

The Independent Commission vil overvåge, undersøge og verificere fremskridtet i afvæbningen af ulovlige våben og rapportere til begge regeringer med jævnlige mellemrum.

Begge regeringer vil tage de nødvendige skridt til lettelse af afvæbningsprocessen til at omfatte ikrafttræden af de relevante planer inden slutningen af juni.

 

Tekst 23 | Oversigten over kildetekster | Tekst 25

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk