Tekst 27 (1. udg.)/Tekst 72 (2. udg.): John Humes tale ved Nobels Fredsprisfest
Teksten er et uddrag af den tale, som den moderate katolik John Hume holdt ved Nobels fredsprisfest i Oslo i 1998. Hume er mere end nogen anden den, der har forsøgt at samle det katolske mindretal. Han er fra partiet SDLP og sidder i dag i Europaparlamentet. John Hume var i mange år en karismatisk leder af det katolske mindretal, der ikke bekendte sig til Sinn Féin og IRA. SDLP vandt i løbet af 1980’erne større opbakning fra katolikker, der ikke kunne holde volden ud..
Teksten er oversat af forlaget og stammer fra undervisningsbogen Roots of Conflict, Routes to Peace udgivet af The National Peace Council, Belfast 1999.
Denne Nobels fredspris er i dybeste forstand et udtryk for den omkringliggende verdens store påskønnelse af de mennesker, vi repræsenterer, og de kolossale medfølende og menneskelige kvaliteter, de besidder. Vi skylder Irlands almindelige befolkning denne fred, især dem i Norden, der har levet med og lidt under vor konflikt.
I de seneste 30 år af vor konflikt har der været mange øjeblikke præget af dyb depression og direkte rædsel. Mange mennesker har spekuleret på, om W.B. Yeats’ ord ville gå i opfyldelse:
”Too long a sacrifice can make a stone of a heart”. (For lang lidelse kan gøre et hjerte til sten.)
På mit første besøg som medlem af Europaparlamentet til Strasbourg i 1979, gik jeg en tur over broen fra Strasbourg til Kehl. Jeg stoppede ude på midten af broen, og jeg grublede lidt. Der var Tyskland. Der var Frankrig. Hvis jeg havde stået på broen for 30 år siden efter slutningen af 2. Verdenskrig, da 25 mio. mennesker var døde over hele vort kontinent for anden gang i dette århundrede, og hvis jeg havde sagt: ”Bare rolig. Om 30 år vil vi alle være samlet i et nyt Europa. Vore konflikter og krige vil være afsluttet, og vi vil arbejde sammen til vort fælles bedste”, ville jeg være blevet sendt til en psykiater. Men det er sket, og det er nu tydeligt, at den europæiske union er det bedste eksempel i vor verdenshistorie på konfliktløsning. Det er alles pligt, især dem, der bor i konfliktramte områder, at studere, hvordan det blev gjort og anvende principperne på deres egen konfliktløsning.
Alle konflikter handler om forskellighed, uanset om forskelligheden er race, religion eller nationalitet. De europæiske visionære besluttede sig for, at forskellighed ikke er en trussel. Forskellighed er naturlig. Forskellighed er menneskehedens inderste væsen. Forskellighed opstår ved fødslen og burde derfor aldrig være kilde til had eller konflikt. Svaret på forskellighed er at respektere den. Deri ligger et meget fundamentalt fredsprincip – respekt for mangfoldigheden.
I Nordirland skaber vor aftale, som fik overvældende tilslutning af befolkningen, institutioner, der respekterer forskellighed, men sikrer, at vi arbejder sammen til fælles bedste.
For mange liv er gået tabt i Irland i stræben efter politiske mål. Blodudgydelser med henblik på at skabe politisk forandring forhindrer den eneste forandring, der virkelig betyder noget: I menneskets hjerte. Vi må nu skabe en fremtid i forandring, der vil være virkelig radikal, og som vil fungere som et brændpunkt for virkelig målbevidsthed: Udnyttelse af nye kræfter i forhold til idealisme og engagement til fordel for Irland og dets befolkning.
I løbet af årene i mit politiske liv har jeg mødt usædvanligt mod og styrke hos enkeltpersoner, både mænd og kvinder, uskyldige voldsofre. Midt blandt ødelagte liv er der af tavs heroisme opstået en skarp modstand mod den ondskab, som volden repræsenterer, mod blodsudgydelse og overflod af vold, mod dens umådelige formålsløshed.
Ingen bliver bedt om at opgive deres skattede overbevisninger eller holdninger. Vi bliver alle bedt om at respektere andres synspunkter og rettigheder i lighed med vore egne, at skabe en pagt af fælles idealer baseret på et løfte om rettigheder for alle.
Og nu er udfordringen at gribe og forme historien: At vise, at fortidens klager og uretfærdigheder kan vige for et nyt storsind i ånd og handling.
Jeg ønsker at se et Irland, der er et eksempel for alle mænd og kvinder på, hvad man kan opnå ved at leve for idealer i stedet for at kæmpe for dem, og ved at betragte alle mennesker som værdige til respekt og hæder.
Jeg ønsker at se et fællesskabets Irland, hvor vi fører krig mod nød og fattigdom, hvor vi rækker hånden ud mod marginalgrupper og hjemløse, hvor vi sammen bygger en fremtid, der kan blive lige så storslået, som vi har fantasi til at forestille os.
Den irske digter, Louis MacNiece, skrev bekræftende og håbefulde ord, som for mig opsummerer de udfordringer, som vi ser frem til – Nord og Syd, unionister og nationalister – i Irland.
”Ved en stjerne i det høje er kursen sat. Vort mål er livet. Stukket til søs.”
Det er den rejse, som vi i Irland nu har kastet os ud i.
Til oversigten over kildetekster, 2. udgave
1. udgave: Tekst 26 | Oversigten over kildetekster | Tekst 28
