Tekst 28 (1. udg.)/Tekst 73 (2. udg.): David Trimbles tale ved Nobels Fredsprisfest
Teksten er et uddrag af den tale, som den unionistiske leder David Trimble holdt ved Nobels fredsprisfest i Oslo i 1998. Trimble har været leder af UUP siden 1995, og trods sin dybt konservative unionistiske baggrund har han været manden, der har arbejdet for at skabe kompromisser. Han har siden Påskeaftalen (Belfastaftalen) i 1998 været under stærkt pres fra UUP’s højrefløj og trådte tilbage som regeringsleder i Nordirland den 1. juli 2001. Trimble havde et godt samarbejde med bl.a. John Hume om at skabe løsninger.
Teksten er oversat af forlaget og stammer fra undervisningsbogen Roots of Conflict, Routes to Peace udgivet af The National Peace Council, Belfast 1999.
På én måde må det at udpege en eller to personer til en fredspris altid virke som lidt af en uretfærdighed. Jeg kunne nævne massevis af mennesker i Nordirland, unionister og nationalister, der fortjener denne pris meget mere end jeg. Dertil skal lægges de tusindvis af mennesker, som jeg ikke kender, men som i deres eget liv har aflagt vidnesbyrd ved at udføre det, Wordsworth kaldte ”disse små navnløse, glemte venlige og kærlige handlinger”.
En af de mest fremragende filosoffer i praktisk politik, Edmund Burke, er det bedste forbillede på det, der kunne kaldes det muliges kunsts politiker. Politikere, der forsøger at skabe arbejdsro, ikke i en perfekt verden, der aldrig har eksisteret, men i denne mangelfulde verden, som er vort eneste værksted.
Burke troede på, at kilden til politisk, religiøs og racebaseret vold, der tilsmudser menneskehedens progressive præstationer, er en platonisk stræben efter abstrakt perfektion; en forkærlighed for at forandre andre menneskers personlige, politiske, religiøse eller økonomiske holdninger med politisk vold. Jeg siger ”platonisk”, fordi denne brutale søgen efter abstrakt perfektion begynder i den vestlige verden med Platons ”Staten”. Den nåede sit højdepunkt med franske og russiske revolutioner. Den forfaldt til nye dybder med nazisterne og er til stede i alle aktuelle nationale, etniske og religiøse konflikter efter kommunismens fald, der i sig selv var det mest målbevidste og hensynsløse platoniske eksperiment i at perfektionere det økonomiske system, uanset omkostninger i menneskeliv.
Himlen skal vide, at jeg i Ulster har ventet på en fred inden for det muliges grænse.
Og vi er begyndt. Og vi vil fortsætte. Og det vil være bedre, hvis vi går i stedet for at løbe. Hvis vi tilsidesætter blændværket og accepterer det mangelfulde ved den menneskelige foretagsomhed. Sommetider vil vi snuble og måske endda træde lidt tilbage. Men det behøver ikke at betyde noget, hvis vi med et gammelt irsk ordsprog siger til os selv: ”I morgen er der atter en dag.”
Det, vi demokratiske politikere ønsker i Nordirland, er ikke et utopisk samfund, men et normalt samfund. Den bedste måde at sikre normaliteten er det velprøvede parlamentariske demokrati. Det nordirske parlament er således det primære institutionelle redskab til at udvikle et normalt samfund i Nordirland.
Som ethvert andet parlament bør det være mere end en kampplads for rivaliserende interesser. Burke udtrykte det klarest: ”Et parlament er ikke en forsamling af ambassadører for forskellige og fjendtlige interesser; interesser som den enkelte må forsvare som repræsentant eller fortaler mod andre repræsentanter og fortalere; men parlamentet er en rådgivende forsamling fra en nation med samme interesser, som er helhedens; hvor ingen lokale mål eller lokale fordomme bør være styrende, styrende er derimod det almene vel som følge af den samlede helheds forstand.”
Nogle kritikere klager over, at jeg mangler ”visioner”. Men det engelske ord ”vision” betyder i sin reneste form ”syn”. Det betyder ikke, at jeg ikke har drømme. Det har jeg. Men jeg forsøger at drømme om natten. Om dagen er jeg tilfreds, hvis jeg kan nå det muliges kunsts yderste grænse. Politik kan minde om at køre bil om natten i ukendte højdedrag og bjerge. Vi må rette indgående opmærksomhed mod det, lysstrålen kan nå og det næste sving.
Når vi kører om dagen, som jeg mener, vi gør nu, skal man køre roligt, ikke uforsvarligt og noteres os landskabet foran, samt kaste velovervejede blikke i spejlet. Vi bør være opmuntret af at være kommet så langt og se de næste højdedrag i møde i stedet for bjerget længere ude. Det er ikke sådan, at jeg ikke tager bjerget med i betragtning, men højdedraget skal klares først.
Ingen af os er helt uskyldige. Men takket være en stærk samfundsfølelse, takket være vor religiøse erkendelse af, at ingen af os er fuldendte, takket være de tusindvis af mennesker fra begge sider, der har udført utallige gode handlinger, takket været en tradition for parlamentarisk demokrati, der betød, at paramilitarisme aldrig erstattede politik, takket være alle disse specifikke, konkrete omstændigheder, nåede vi ikke den afgrund, der overvældede Bosnien, Kosovo, Somalia og Rwanda.
Det er mig en glæde og ære at modtage prisen på vegne af alle fredsmagerne over alt på de britiske øer og længere borte, der muliggjorde Påskeaftalen på den langfredag i Stormont.
Den aftale viste, at befolkningen i Nordirland ikke er noget ubetydeligt folk. De gjorde et godt stykke arbejde den dag.
Og i morgen er nu atter en dag.
Til oversigten over kildetekster, 2. udgave
1. udgave: Tekst 27 | Oversigten over kildetekster | Tekst 29
