Tekst 8 (1. udg.)/Tekst 17 (2. udg.): Delingslovens sammenbrud
Teksten er Michael Collins syn på delingen af den irske ø i en fristat i syd og en britisk provins i nord (Nordirland). Collins var grundlægger af IRA og hovedforhandler for den irske delegation i London, der førte til dannelsen af fristaten. Han fastholdt, af Fristaten var et nødvendigt trin på vejen til et samlet Irland på republikansk grundlag. Et synspunkt, der førte til den irske borgerkrig og til hans død ved et bagholdsangreb i august 1923. Teksten er Michael Collins kommentar til spørgsmålet om delingen af Irland.
Teksten er fra august 1922 og stammer fra http://www.generalmichaelcollins.com/on-line-books/the-path-to-freedom-index/chapter-3-partition-acts-failure/
Mens terroren i Irland var på sit højeste, vedtog den britiske regering Government of Irland Act, 1920, bedre kendt som Delingsloven. Det stod ikke rigtig klart, hvad der skete i hovedet på den britiske premierminister og hans regering, da de vedtog loven. Ingen repræsentanter for nogen irske valgkredse stemte for den i det britiske parlament.
Det nationalistiske Irland drog fordel af sit valgmaskineri, blot for at afvise loven og sikre sig et nyt mandat fra folket. Derudover blev loven totalt ignoreret af os. I de seks grevskaber stemte næsten en fjerdedel nej til loven, mens Sir James Craig selv sagde, at de (han og hans venner) kun accepterede det parlament, som var tildelt dem af loven som et ”stort offer”.
Loven havde sandsynligvis propagandistiske hensigter. Den ville sikkert mildne omverdenens kritik … og fjerne opmærksomheden fra den britiske vold i en eller to måneder mere. Efter den periode ville Irland, håbede man, være blevet terroriseret til at underkaste sig.
Når det ønskede mål var opnået, ville en tugtet nation acceptere krummerne fra frihedens bord, som loven tilbød. Storbritannien ville, når dets ideer om selvbestemmelsesprincipper var opfyldt, være i stand til at fremvise en bred front over for omverdenen.
Der var sandsynligt også indgået en aftale med orangelederne. Loven sikrede deres stilling inden for de seks grevskaber. Både Storbritannien og orangelederne har utvivlsomt tænkt sig, at hvis der i sidste ende måtte indgås em aftale med Irland, havde de sikret sig en stilling, som de kunne forhandle udfra.
I enhver aftale skulle det nordøstlige Irland skånes af den britiske regering. De havde været forvænnede så længe, at de havde lært at diktere og tyrannisere den nation, som de så loyalt bekendte sig til. De måtte behandles med takt i forhold til enhver ændring af den britiske Irlandspolitik.
De havde været meget nyttige. Da delingsloven ikke opnåede det, som var forventet af den, og da terroren ikke lykkedes, blev en reel aftale med Irland uundgåelig. Det nordøstlige Irland kunne nu ikke længere bruges til at hindre irsk frihed, men området kunne være nyttigt på andre måder. Det kunne støtte Storbritanniens beslutsomhed om, at Irland måtte forblive tilknyttet til den britiske gruppe af nationer, samtidig med at man indvilligede i at give os frihed. Storbritanniens årsager til at insistere på denne tilknytning er, at landet finder det nødvendigt for sin egen nationale sikkerhed.
Blev Storbritannien tvunget til således at strække sig til sit yderste, kunne det anføres over for os, at det nordøstlige Irland aldrig ville indvillige i mere. Det kunne anføres over for dem, at i sådan en aftale ville de bevare det, de bekendte sig til som en hjertesag, nemlig det følelsesmæssige bånd til Imperiet, som de tilsyneladende var knyttet til.
Det nordøstlige Ulster var blevet skabt og fastholdt, ikke for sin egen skyld, men for at støtte Storbritanniens politik. Der blev gjort alt for at splitte det irske folk og holde dem adskilt. Hvis vi kunne blive bildt ind, at vi var fjender, ville den sande fjende blive overset. Denne politik er fuldstændig lykkedes for Storbritannien. Landet har forkælet en minoritet til at blive sine spioner med den dobbelte fordel af fastholde sin politik og splitte os.
[...]
Men det nordøstlige Irland blomstrede ikke op og kunne ikke gøre det under en politik, der kun har engelske formål for øje. Den har blot resulteret i en general nedgang i velstanden over hele landet, i en uøkonomisk fordeling af den svindende velstand, i en stigende velstand hos en del af folket i modsætning til den anden. Ulsters befolkning er faldet med en tredjedel siden ”40’erne”. Det er sandt, at Belfasts befolkning er steget i de sidste to generationer, men i de to grevskaber, Antrim og Down, hvor Belfast ligger, er der i dag færre mennesker end før hungersnøden i 1846-48. Emigrationen er steget gradvist. Antallet af emigranter fra Down og Antrim, deriblandt Belfast, var i de sidste ti år mere end dobbelt så stort som tiåret forinden.
Hvis der har været nogen velstandsstigning i det nordøstlige Ulster, sammenlignet med resten af Irland, er det tydeligt, at denne velstand ikke er trængt igennem til gunst for arbejderne. De må i lighed med deres fattige landsmænd i Connemara søge bedre økonomiske vilkår i Amerika og andre lande.
Kapitalismen er kommet og har ikke blot tjent Storbritanniens formål ved at splitte folket, men ved at sætte arbejder op imod arbejder og drage fordel af at udbytte dem begge. Den udnytter religiøse fordomme. Alle de katolske arbejderes forsøg på skabe bedre vilkår fremstiller den for protestantiske arbejdere som et skalkeskjul for et lumsk politisk spil.
En sådan del-og-hersk-politik og de muligheder, den skaber, for privatøkonomisk undertrykkelse, kan ikke føre til andet end ondskab og lidelser for hele Irland.
Hvis Storbritannien ikke havde fastholdt sin indblanding og gennemført sin politik, ville kolonisterne være blevet assimileret på den gode, gamle irske facon. Protestanter og katolikker ville have lært at leve side om side i venskabelighed og samarbejde. Friheden var blevet opnået for længe siden. Velstanden ville have fulgt med den. Irland ville have indtaget sin retmæssige plads i verden, den behørige plads for landet i forhold til sine naturlige fordele, den behørige plads i forhold til sit folks unikke karakter.
Hvem vil modsige, at det er det nordøstlige Irland, der har lidt mest under Storbritanniens politik? Området har lidt økonomisk og åndeligt. Det har mistet anseelse ved at tillade sig at blive misbrugt til anti-nationale formål. Det kunne have opnået reel velstand som en robust og selvstændig del af befolkningen. Området byttede det ud med et falsk overherredømme over sine landsmænd, hvilket udelukkende har ført til vanære. En stor del af den smukke provins har mistet hele sin oprindelige karakter. Den er blot blevet et mindreværdigt Lancashire. Hvem vil besøge Belfast eller Lisburn eller Lurgan for at møde det irske folk i sine egne omgivelser? Det er det nordøstlige Irlands ulykkelige skæbne. Det er hverken engelsk eller irsk.
Men hvad med fremtiden? Det nordøstlige Irland er ved at finde vej ind i den irske historie igen. Nu, hvor det området ikke længere kan bruges til at hindre irsk frihed, er der indarbejdet overtalelses- og pressionskræfter i fredstraktaten, som er blevet underskrevet med irsk og britisk fuldmagt til at formå det nordøstlige Ulster til at slutte sig til en forenet Irland.
Hvis de seks grevskaber tilslutter sig, vil de så afgjort få en rigelig grad af lokalt selvstyre. Hvis de holder sig udenfor, vil grænsekommissionen, som der er truffet aftale om i paragraf 12, afgjort beslutte sig for at fratage Ulster Fermanagh og Tyrone.
Berøvet disse grevskaber vil Ulster svinde ind til ubetydelighed. Delingslovens byrder og financielle begrænsninger vil forsat tynge det nordøstlige Ulster, hvis man beslutter sig for at blive udenfor. Ingen lettelse af disse byrder eller begrænsninger vil gennemført af det engelske parlament uden Irlands samtykke. Således er der vished for unionen. Det eneste tilbageværende spørgsmål for det nordøstlige Ulster er … hvornår?
[...]
Så længe der er britiske tropper i Irland, vil orangisterne holde ud. De kan vende sig mod Storbritannien, men de vil ikke vende sig mod Syd. De vil ikke opgive deres overherredømme uden kamp. Enhver irer, der skaber eller støtter splittelsen mellem os, står i vejen for et forenet Irland. Mens traktaten er truet, vil briterne blive her. Mens briterne er her, vil det nordøstlige Ulster holde sig for sig selv. Netop som den britiske del-og-hersk-politik står foran sin endelige afslutning, trues vi af en ny splittelse, der bringer det irske selvstyre i fare.
Ingen geografisk barriere ville være i stand til at dele Irland. De fire eller seks grevskaber er ikke Storbritanniens grevskaber. De er irske grevskaber. Mens Storbritannien herskede over Irland, kunne det nordøstlige Ulster holde sig for sig ved at sværge troskab, mens vi gjorde oprør. Når først England opgiver sin ret til at herske over os (og det har landet gjort gennem traktaten), opgiver det sin magt til at splitte os. Når briterne er væk, er tilskyndelsen til splittelse væk.
Unionens kendsgerning er for stærk til at blive hæmmet, hvis en fremmed, der er besluttet på at splitte os, ikke er til stede. Når briterne er væk, mister orangisterne den støtte, der har gjort dem stærke nok til at bevare deres dominans og isolation. Uden britisk støtte bliver de det, de er: en minoritet i den irske nation. Deres rettigheder er de samme som enhver anden irers, men de har ikke flere rettigheder end andre.
Men Storbritannien efterlader sig en skrækindjagende arv hvad angår delingen. Den er til stede, og den må håndteres. Det er op til os, for hvem union er en national trossætning, at håndtere den.
Når briterne er væk, tror jeg på, at vi kan vinde vore landsmænd til troskab mod vort fælles land. Lad os overbevise dem om vor velvilje mod dem. Det første skridt til dette er enhed blandt os selv.
Det er vores opgave at indgyde vore nordlige landsmænd med det nationale livssyn. Vi skal ud af en lille befolkning på 4,5 millioner omvende en million protestantiske irere. Er det ikke tilstrækkelig tilskyndelse til at slutte os sammen for at vinde en langt større sejr, end vi nogensinde har vundet vore briterne? Hvis vi kunne have vundet den sejr, havde der ikke været nogen fjende at overvinde.
Holdningstendensen i det nordøstlige Ulster var, uden nogen indblanding, national og til fordel for frihed og enhed. I det ligger vort håb.
Det er dette alvorlige interne problem, der taler for, at de sidste skridt mod frihed snarere opfyldes gennem udvikling end magt … at give det nordøstlige Ulster tid til at lære at se sig selv i en irsk sammenhæng og komme ud af sammenhængen med Storbritannien … rent faktisk en intern forbindelse med Irland og en ydre forbindelse med Storbritannien.
Ved at slå sig til tåls med en fred, der omfatter en vis udsættelse af opfyldelsen af vor nationale sindelag, ved at indvillige i en vis tilknytning af vor irske nation med de britiske nationer, har vi strakt os langt i forhold til at møde det nordøstlige Ulsters synspunkt om dets tilsyneladende tilknytning til Storbritannien. Med sådan en tilknytning har Storbritannien intet grundlag for (eller magt til) indblanding, og det nordøstlige Ulster har ingen virkelig grund til klage.
Havde vi været i stand til at grundlægge en republik straks (vi er nu alle enige om, at det ikke var muligt) havde vi været tvunget til at bruge vore ressourcer til at tvinge det nordøstlige Ulster til underkastelse. Vil nogen påstå, at en sådan tvang, hvis den var lykkedes, ville have haft varig virkning, når der er tale om omvendelse på vor side og føjelighed på deres?
Det nordøstlige Ulster må nødvendigvis indlemmes i republikken. Union må komme i første række, eftersom enhed er redskab til at opnå fuld frihed. Vor frihed vil i så fald blive bygget på et urokkeligt fundament af et på alle måder forenet folk, i økonomisk samarbejde og med et nationalt syn.
Jeg har understreget vort ønske om national enhed frem for alt. Jeg har udtrykt vort ønske om at vinde Det nordøstlige Ulster for Irlands sag. Vi vil gøre vort bedste på fredelig vis, og hvis det ikke lykkes, vil skylden ikke være vor.
Den frihed, vi har sikret os, er ubetrideligt ikke fuldendt. Men det er det nærmeste et helt selvstændigt og forenet Irland, vi kan opnå på nuværende tidspunkt. Det giver os under alle omstændigheder det bedste fodfæste for den endelige udvikling.
Lad os ikke spilde energi på at ruge over, hvad mere vi kunne have fået. Lad os se på, hvad vi har fået. Det er et vist mål af frihed, med hvilken vi kan skabe et egentligt, levende Irland, når vi overlades til os selv. Lad os indse, at det fri Irland, som opnås gennem traktaten, er det største fælles mål af frihed, som er mulig nu, og det mest betydningsfulde for den fremtidige udvikling.
Den frihed, vi har fået, giver os spillerum til alt det, vi kan opnå gennem den nulevende generations mest energiske fælles indsats for at genopbygge Irland.
Kan vi ikke alle slutte os sammen for at redde det irske ideal … frihed og enhed … og til at gøre det til en realitet?
Oversigten over kildetekster, 2. udgave
1. udgave: Tekst 7 | Oversigten over kildetekster | Tekst 9
