To forskellige fortolkninger af Milosevic’ Kosovo-tale i 1989
A: Dusko Doder og Louise Branson: Milosevic – et portræt af en tyran (1999)
De to forfattere er begge amerikanske journalister med Balkan som speciale. Doder er født i Jugoslavien og har i mange år arbejdet for den amerikanske avis The Washington Post, mens Branson har publiceret sine artikler i The Sunday Times i London. De skrev en bog sammen i 1999.
Uddrag fra D. Doder og L. Branson: Milosevic – Portrait of a Tyrant (New York 1999, s. 4ff.).
Egen oversættelse til dansk.
… Milosevic satte for alvor gang i opløsningen af det tidligere Jugoslavien to år efter at han var blevet Serbiens leder – passende nok på Kosovo Polje, scenen for fortidens blodbad. Datoen var gunstig: den 28. juni 1989, 600 årsdagen for den Skt. Vitus-dag, hvor den serbiske nation – og deres fyrst Lazar – blev besejret af de muslimske tyrkere på Solsortesletten. Efter nederlaget blev serberne regeret af tyrkerne i fem århundreder. I løbet af disse år fik slaget en mytisk betydning for serberne.
På denne solbeskinnede dag i 1989 på den brede bølgende slette sang næsten to millioner mennesker »Slobo-dan, Slobo-dan« som et mantra for frihed (navnet ’Slobodan’ er udledt af ’frihed’ på serbokroatisk). Det var den største forsamling af serbere nogensinde; de kom fra alle dele af Jugoslavien, fra Europa, Nordamerika og Australien. Milosevic steg ned fra himlen i en kampgrøn helikopter og fik mængden til at nå nye højder i nationalistisk delirium, da han hyldede dem, der døde for 600 år siden.
Omgivet af langskæggede ortodokse biskopper i sorte kåber på toppen af en kunstfærdig scene, der var opført til lejligheden, ledede han sin egen kroning og udskiftede kommunismen med nationalismen. Unge piger i nationaldragter hvirvlede rundt i dans, da han blev hyldet som reinkarnationen af fyrst Lazar, som døde på netop dette sted seks hundrede år tidligere i modstandskamp mod en overlegen osmannisk hær. Aldrig igen, fortalte Milosevic dem. Aldrig igen ville den serbiske nation blive gjort til slaver lovede den nye fyrste, der lignede en stærk og kraftfuld skikkelse, en mand med forståelse for magt og evne til at lede.
Netop i dette øjeblik kunne han have tilladt sig at være storsindet og vælge at vise sig selv og Serbien i et nyt lys. Men i stedet for raslede han med sablen på Serbiens mest hellige dag, da han identificerede sig med en hellig sag og fremmanede voldens ånd.
Kun når sagen var vundet, kunne sablen stikkes i skeden. »Efter 600 år skal vi igen til at udkæmpe slag og kampe« sagde Milosevic uden at blinke, mens han stirrede lige frem som om han genså tropperne.” De er ikke væbnede kampe, selv om det ikke kan udelukkes.
Talen blev gentagne gange afbrudt af mængden, der sang vers fra den episke digtning, der var tilpasset til at kunne overføre historisk storhed til ham:
Oh Tsar Lazar, du var ikke så heldig
at du kunne gå skulder ved skulder med Slobo.
[…]
Iscenesættelsen og lejligheden var omhyggeligt udvalgt af den nye serbiske leder.
[…]
Lazar vælger det himmelske rige, dvs. sandhed og retfærdighed. Serberne taber. Myten forsøger at forklare dem deres løfte ved at insistere på, at Lazar traf den moralsk rigtige beslutning: at afstå fra at indgå aftaler, at være taktisk og fleksibel. Samtidig kalder den dem til at hævne uretfærdigheden i Kosovo. Intet offer er for stort for det ultimative mål: at befri fædrelandet for udenlandsk herredømme.
I private samtaler med udenlandske gæster var Milosevic altid tilbøjelig til at afvise Serbiens ældgamle besættelse som ’bullshit’, selv om han klogt udnyttede den til sine politiske formål. Han propaganda opdyrkede en folkelig følelse af at være ofre i udlandets hænder. Det var kilden til hans styrke bortset sammen med hans overlegne evner til at lyve, intrigere og være hemmelighedsfuld.
B: Jared Israel: Hvorfor man skal læse Milosevic’ tale
Jared Israel er amerikansk webredaktør, der i 1960’erne deltog aktivt i antikrigsbevægelsen og ungdomsoprøret. I 1998 oprettede han den venstreorienterede og proserbiske hjemmeside Emperor’s Clothes, der er stærkt kritisk over for USA’s påståede imperialistiske politik i Jugoslavien og Mellemøsten. Den følgende vurdering af Milosevic’ tale stammer fra hans indledning og noter til hjemmesidens udgave af talen.
Uddrag fra http://emperors-clothes.com/milo/milosaid.html.
Egen oversættelse til dansk.
Vi har fået at vide, at Slobodan Milosevic og andre serbiske ledere indoktrinerede det serbiske folk til at hade ikke-serbere, især etniske albanere i Kosovo provinsen. Vi har fået at vide, at Milosevic begyndte denne racistiske kampagne med en tale på Kosovo-sletten i 1989.
Anklagen mod Milosevic om, at han prædiker racehad og etnisk had er vigtig, fordi den støtter anklagerne mod det serbiske folk om, at de lod sig overtale til had og folkedrab. Og fordi mange amerikanere og vesteuropæere tror på disse anklager, er de disponerede til at tro, at der må være noget sandt i den syndflod af førkrigspropaganda, der dæmoniserede serberne [der tænkes på NATO’s krig mod Jugoslavien i 1999, red.].
Det er derfor vigtigt at vide præcist, hvad Milosevic sagde i sin tale på Kosovo Polje. Men ingen af dem, der anklager Milosevic, citerer hans ord. Hvorfor ikke?
[…]
Hvad der er så overraskende ved Milosevic’ tale er, at han ikke benytter lejligheden til at bruge en snæver etnisk dagsorden over for et publikum på en million mennesker. I intet tilfælde angriber han de etniske albanere. Han opfordrer i stedet for til forsoning og gensidig respekt og henviser til de mange forskellige etniske grupper som en styrke for Serbien. Talen er naturligvis en hyldest til Serbiens eksistens som nation. Men vil alle nationale ledere ikke hylde deres egne nationer? Den vigtige pointe er, at han hylder den som en multietnisk enhed, og at han aldrig opfordrer til udvidelse af det serbiske territorium. Hans pointe omkring Kosovo-slaget i 1389 er faktisk, at den serbiske hær var moralsk overlegen og derfor vandt trods nederlaget – et noget sofistikeret om end melankolsk synspunkt …
