Tre skolebogsopfattelser af krigen i Bosnien
Under og efter krigen i Bosnien-Herzegovina 1992-1995 blev hele undervisningssystemet omdannet efter etniske kriterier. Det betød, at der i de serbisk-dominerede områder blev indført serbiske læreplaner og undervisningsbøger, ligesom de bosnisk-kroatiske skoler blev integreret i den kroatiske stats eget undervisningssystem. De områder, der forblev under den bosniske regerings kontrol, fik et tredje undervisningssystem.
Det internationale samfund tvang efter krigen skolemyndighederne til at fjerne de sætninger og udtryk i historiebøgerne, der virkede ’offensive’ og krænkende på landets andre folkeslag. Det lykkedes dog ikke at blive enige om at udgive fælles historiebøger, da parterne ifølge Dayton-forfatningen fortsat har ret til egne undervisningssystemer og dermed 14 (!) forskellige undervisningsministerier. Så børn og unge i Bosnien modtager fortsat kun én bestemt nationalistisk opfattelse af krigen og dens historiske baggrund.
De følgende uddrag af forskellige historiebøger for 8. klasse i Bosnien er hentet rundt om i Pilvi Torstis afhandling Divergent Stories, Cenvergent Attitudes – A Study on the Presence of History, History Textbooks and the Thinking of Youth in Post-War Bosnia and Herzegovina (Helsinki 2003). Stor tak til fuldmægtig cand.mag. Tine Brøndum, DIIS, for at have udvalgt og henvist til disse uddrag.
Uddrag af den elektroniske udgave af afhandlingen: http://ethesis.helsinki.fi/julkaisut/val/yhtei/vk/torsti/divergen.pdf
A: En serbisk version
Ranko Pejic: Dodatak … (Sarajevo 1997) og Nicola Gacesa m.fl.: Istorija sa 8. rasped…. (Beograd 1997).
Krigen i Bosnien var en borgerkrig mellem katolske kroater, muslimer og ortodokse serbere. Borgerkrigen blev indledt, da nationalistiske og religiøst fanatiske kroatiske katolikker og senere muslimske fundamentalister angreb det serbiske folk.
Efter Kroatiens selvstændighed erklærede Bosnien sig også selvstændigt. Kroater og muslimer angreb og forsøgte at uddrive alle serbere fra landet. Dette betød, at det serbiske folk blev nødt til at forsvare sig selv og de områder, der havde været deres territorium gennem århundreder, med våben. Det serbiske folk organiserede sig, og det lykkedes dem, efter fire års beskidt borgerkrig, at forsvare deres nation og deres territorium.
I Bosnien var den muslimske hær bange for at træde ud i en åben og fair kamp imod den serbiske. Den muslimske hær indtog landsbyer, dræbte landsbyens indbyggere, og brændte deres hjem. Under de muslimske kujoners forfærdelige angreb blev hundreder af uskyldige unge serbiske mænd i hæren dræbt og brændt ihjel i deres køretøjer.
Også den katolske kirke og dens fanatiske troende førte en kamp imod den ortodokse religion og imod serberne. Det syntes næsten, som om situationen fra 2. Verdenskrig gentog sig. Serbere var nødt til at flytte fra Kroatien, serbere blev tortureret og uskyldige mennesker blev dræbt på den samme forfærdelige måde som 50 år tidligere. Hele serbiske landsbyer blev plyndret og brændt ned, ortodokse kirker blev ødelagt, grave og hellige steder blev vanhelliget.
I verdensmedierne opstod en kampagne imod serberne. Det internationale samfund erklærede det serbiske folk som angriberen og angreb serberne med våben. Muslimske og kroatiske politikere og medier spredte løgne. De gik endda så langt, at de erklærede, at nogle af deres egne forbrydelser var udført af serberne. Det serbiske folk blev dæmoniseret, og gjort ansvarlige for krigen.
I august 1995 tvang den kroatiske hær med hjælp fra NATO, 200.000 serbere fra deres hjem hvor de havde levet i århundreder.
B: En kroatisk version
Ivo Peric: Povijest za VIII. Razred osnove skole (Zagreb 1995).
Krigen i Bosnien skete som en forlængelse af krigen i Kroatien. Krigen blev startet af serberne, der startede, støttede og udførte det hele med hjælp fra deres terrorgrupper, den såkaldte Jugoslaviske Nationale Hær (JNA) og deres offentlige medier. Samtidig narrede og bedrog serberne verden til at tro, at landet ikke var i krig.
Serbernes interesse var at oprette et Storserbien, der inkluderede Bosnien og Kroatien. Og de forsøgte at gennemføre den aggression mod den kroatiske republik, det ikke lykkedes dem at gennemføre under Anden Verdenskrig. De slagtede, skød, hængte, massakrerede, røvede, brændte, og transporterede mennesker til talrige lejre, selv på serbisk territorium.
Som et led i denne undertrykkende ekspansionistiske politik havde ’stor-serberne’ held til at gennemføre en folkedrabs-politik i områder, de havde erobret for at oprette etnisk rene områder. Det betød uddrivelse eller drab af kroater, muslimer og andre tilbageværende ikke-serbiske nationale grupper i disse områder, så kun serbere blev tilbage.
Samtidig understregede serberne, at de var blevet ’bragt i fare’. Men ingen og intet bragte dem i fare. Tværtimod havde de med deres barrikader, angreb, røverier og drab destrueret fred, orden sikkerhed, og andre menneskers liv, mens det kroatiske engagement i krigen udelukkende var defensivt.
Det var nødvendigt for at bevare en uafhængig og suveræn stat at få opbygget en magtfuld kroatisk hær. Der blev derfor skaffet våben, så det blev muligt at forsvare sig mod de serbiske styrker.
Også FN indsatte fredsskabende og fredsbevarende styrker.
C: En bosniakkisk/muslimsk version
I. Imamovic m.fl.: Historija za 8. razred osnove skole (Sarajevo 1994).
Bogens præsentation af krigen strækker sig kun frem til 1992. Krigens forløb og afslutning bliver altså ikke diskuteret.
Efter uafhængigheden af Kroatien og Slovenien fulgte også løsrivelsen af Bosnien og anerkendelsen af Bosnien og Hercegovina som en selvstændig stat af det internationale samfund. Serbiske nationalister, der ønskede et ’Storserbien’, forsøgte at forhindre statens selvstændighed, og mobiliserede et stort antal tungt bevæbnede soldater til landet. Den Jugoslaviske National Hær (JNA) og andre udefra kommende og udefra styrede hære var krigens primære aggressorer.
JNA ødelagde og bombede byer i en åben aggression mod landet. Massedrab og masseuddrivelser af bosniere var karakteristiske. Selv unge og gamle civile blev fængslet og tortureret uden grund, og der blev oprettet koncentrationslejre over hele Bosnien samt i Serbien og Montenegro.
Serbernes mål var at skabe er Storserbien. De forsøgte derfor at ødelægge alt, der ikke var serbisk. Det resulterede i en etnisk udrensning, og bosniere måtte flygte til lande over hele verden.
Den hemmeligt bevæbnede gruppe Den patriotiske liga blev dannet i 1992 for at beskytte landet.
På trods af at Europa anerkendte det selvstændige Bosniens suverænitet, magtede Europa ikke at beskytte landet. I stedet støttede nogle europæiske lande endda krigen imod Bosnien og den bosniske befolkning.
