Interview med Radovan Karadzic
Den følgende tekst er et uddrag af et hollandsk interview med den bosnisk-serbiske ekspræsident Radovan Karadzic, offentliggjort i Groene Amsterdammer 13. august 1997 – dvs. på et tidspunkt, hvor Karadzic stadig var efterlyst som krigsforbryder.
Interviewet Jeg gjorde intet forkert findes på hjemmesiden: http://web.archive.org/web/20041110042502/http://users.tyenet.com/kozlich/caro.htm.
Egen oversættelse til dansk.
… Domstolen har udstedt en anklage på 36 punkter mod Dem for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelser af krigskonventionerne. Påstår De, at alle disse anklager er fabrikerede?
Jeg kan bevise, at vore civile og militære ledere altid har gjort, hvad der var menneskeligt muligt, for at forhindre grusomme ting. Deroppe i Haag laver de ikke ordentlige undersøgelser, de ignorerer de dokumenter, som vi har stillet til rådighed for alle og enhver. Uafhængige juridiske eksperter og vores regeringer har indsamlet en masse vigtige dokumenter, der beviser at Republika Srpska er fuldstændig uskyldig. Lige nu er vi i gang med at overføre disse dokumenter til Haag.
Hvordan er Deres reaktion, når folk spørger Dem om Deres ansvar for krigsudbruddet? I de vestlige medier er det den almindelige opfattelse, at det var serberne og især Dem, der var de aggressive.
Hvordan kunne jeg have været aggressiv mod mit eget land? Mit parti var et af tre politiske partier i det tidligere Bosnien-Herzegovinas regering. Vi accepterede Bosnien-Herzegovinas løsrivelse fra Jugoslavien, men på den betingelse, at Bosnien-Herzegovina blev en forbundsstat som aftalt i Lissabon-aftalen af 18.marts 1992. Men det ønskede kroaterne og muslimerne ikke.
Serberne udgjorde en tredjedel af befolkningen. Hvorfor ville De have to tredjedele af landet?
For ikke så længe siden var Bosnien en næsten ren serbisk provins. Men på grund af muslimernes høje fødselsrate – og fordi mange kom fra andre dele af det tidligere Jugoslavien til Bosnien, ændrede den demografiske situation sig. Før krigen udgjorde serberne 31,6 % af befolkningen, men de ejede 64 % af territoriet.
I sommeren 1992 mistede De al sympati i Vesten. En vigtig grund til dette var reportagerne om koncentrationslejre i Bosnien. Hvad var der med de lejre?
For det første vil jeg gøre det klart, at jeg blot var formand for Det serbiske demokratiske Parti de første 6 uger af krigen.
Det var først den 12. maj 1992, at jeg blev valgt til præsident for Republika Srpska. Og allerede den 13. maj gav jeg mundtligt ordre til at vise respekt for menneskerettighederne og de andre konventioner. Disse ordrer blev trykt i den officielle presse den 13. juni. Med disse direktiver gjorde jeg enhver i hæren ansvarlig for sin opførsel.
Men det betyder, at De på et meget tidligt tidspunkt forberedte en krig? For da Lissabon-aftalen blev underskrevet den 18. marts, var De allerede i gang med at planlægge krigen, ikke sandt?
Vi havde ingen hemmelige militære strukturer, ingen paramilitære formationer, fordi vi håbede på beskyttelse fra Den jugoslaviske Folkehær. Men på den anden side havde muslimerne og kroaterne længe haft hemmelige militære og paramilitære grupper. Muslimerne havde deres ’Grønne Baretter’ og ’Patriotiske Liga’ mere end et år før krigen, og kroaterne havde deres ’HOS-tropper’ og den kroatiske hær. Serberne organiserede sig for at forsvare sig mod denne aggression.
For at vende tilbage til disse lejre: The Guardian og Newsday refererede rygter om koncentrationslejre og dødslejre i juli og august 1992.
Det var løgne! Men verden vendte sig imod os efter disse reportager. Vi havde mange krigsfanger, fordi serbere, kroater og muslimer levede sammen i landsbyerne og byerne, men de blev ikke dræbt. Jeg ved ikke, hvad det var for koncentrationslejre, men der var ingen civile, kvinder eller børn dér, kun mænd, som havde kæmpet imod os. Det internationale Røde Kors fik adgang til disse lejre. Jeg har en kopi af den ordre, og det har Røde Kors også. Og hvad angår de mest notoriske lejre, så inviterede jeg personligt ITN og andre journalister til at komme og kigge i hver eneste krog i mit land.
Og da de så kom, tillod de sig at sige det mest utrolige ting. Ingen ved, hvor mange serbere der blev dræbt pga. disse falske fotografier og optagelser. Ingen kan sige, hvor mange bomber der blev affyret mod serbiske mål og hvor mange civile, der måtte lide og dø pga. det forfalskede foto med pigtråden.
Hvad tænkte De på, da de så ITN-optagelserne af de udsultede fanger bag pigtråden i Trnopolje?
Bortset fra én enkelt muslim så disse folk helt normale ud. Jeg er virkelig nogle gange ked af, at jeg stolede på disse reportere. Men ethvert forsøg på at holde noget skjult ville have fået værre konsekvenser.
[…]
Er De i tvivl om, at mord, tortur og voldtægter var daglig kost i Omarska og andre lejre?
Jeg kan ikke udelukke, at der foregik personlige hævnaktioner. Det var trods alt en borgerkrig! Og vi havde haft mange konflikter i området i de sidste 500 år. De samme familier slagtede også hinanden i denne krig. […] Den 27. maj skete der et blodbad blandt folk, der stod i en kø for at få brød i Sarajevo.14 civile døde. Dette angreb førte til FN’s embargo mod Serbien. De vestlige medier holdt serberne ansvarlige for nedslagtningen. Det er klart, at muslimerne stod bag.
Kan De bevise det?
Der er FN-rapporter. Men nogle folk I Washington har sørget for, at beviserne bliver holdt inde bag lås og slå. Disse rapporter siger, at granaten umuligt kunne være kommet fra en serbisk besat position. Der er tegn på, at sprængstoffet var placeret på stedet, på jorden.
[…]
Men snigskytterne i Sarajevo – de var en del af Deres hær, ikke sandt?
Snigskytterne var en muslimsk opfindelse. Det er muligt, at nogle serbere fyrede tilbage. Men jeg kan forsikre Dem om, at General Mladic aldrig ville acceptere brug af snigskytter – især ikke mod civile. Det første offer, en pige, blev skudt på en bro den 5. april af Juka Prazina – en muslim.
Den 14. august 1994 underskrev vi en antisnigskytte-aftale. Men indtil da brugte muslimerne alle mulige tricks til at narre verden. Er De klar over, at 80 % af alle de FN-soldater, der blev dræbt, blev skudt af muslimske snigskytter? Det er en beviselig kendsgerning. Spørg den franske regering. Den ved udmærket godt, at dens egne soldater blev dræbt af muslimske snigskytter.
Men De vil sikkert ikke benægte, at store dele af Sarajevo blev bombet kontinuerligt af den bosnisk-serbiske hær?
Sarajevo var aldrig under belejring – men det var lige som i Beirut dér. Muslimerne kontrollerede store dele af city, men der var også serbere i dele af centrum.. Det var derfor, at der blev skudt hele tiden. For nylig rapporterede muslimske medier, at mange våben fra den tidligere jugoslaviske hær JNA var blevet overgivet til muslimerne. De rettede disse våben mod deres egne forstæder, især når vigtige folk besøgte Sarajevo.
[…]
Domstolen har udsendt separate anklageskrifter mod Dem og general Mladic på grund af Srebrenica. Da Deres hær indtog den sikre zone i juli 1995, blev mange mennesker dræbt.
Hvordan ved De, at mange mennesker blev dræbt?
FN har udgravet massegrave. Der tales om 8000 savnede.
3000 af de savnede 8000 personer deltog i valget i september 1996. Deres navne stod på valglisterne. Og desuden var Srebrenica ikke en sikker zone. Tidligere FN-generasekretær Boutros-Ghali har flere gange bekræftet, at området ikke var blevet afmilitariseret, som det skulle have været. Der blev gennemført angreb fra Srebrenica. Mange af de involverede soldater blev dræbt, da de forsøgte at trække sig tilbage fra Srebrenica.
Var Beograd indblandet i beslutningen om at erobre Srebenica?
Jugoslavien gav os ikke direktiver. Beograd måtte faktisk tværtimod rette sig efter os, hvad politikerne derovre ikke altid var glade for.
[…]
De beskriver ikke Dem selv som ekstrem nationalist?
Jeg er nationalist, men ikke ekstrem. Efter min opfattelse skal nationer ikke forsvinde. Ikke en eneste plante- eller dyreart bør forsvinde fra denne jord. Jeg kan godt lide at møde en ægte franskmand eller en ægte tysker, brite eller italiener. De har noget, som blomster også har – en særlig duft, der helt er deres egen. Hvis alle folkeslag skal gøres ens, ødelægger man disse forskelle. Jeg går ikke ind for at blande folk. Det er dårligt for denne verden.
[…]
Tror De, Jugoslavien kunne være blevet opløst på en fredelig måde?
Problemet med Jugoslavien var, at den socialistiske republiks grænser ikke faldt sammen med de etniske grænser. Kun Slovenien havde grænser, der svarede til dets befolkning. Kroatien kunne umuligt træde ud af Jugoslavien på fredelig vis, fordi serberne i Krajina aldrig ville have accepteret det. Kroaterne skulle have forhandlet med serberne om dette spørgsmål. Det samme gælder Bosnien. Serberne havde ret til at nedlægge veto mod løsrivelsen. Hvis den amerikanske ambassadør Zimmerman ikke havde fået den muslimske ledelse til at bryde Lissabon-aftalen, ville der ikke være kommet en krig. Det vigtigste spørgsmål, som skulle tages op i Haag, er spørgsmålet om ansvaret for denne krig, forbrydelsen mod freden – og ikke spørgsmålet om, hvad folk gjorde mod hinanden under krigen …
