To opfattelser af massakren på Jashari-klanen 1998
I foråret 1998 kulminerede en række voldelige sammenstød mellem serbiske sikkerhedsstyrker og medlemmer af den hidtil ukendte Kosovas Befrielseshær (på albansk forkortet UCK) med en massakre på 54 mænd, kvinder og børn i landsbyen Prekaz nær byen Srbica.
Der er flere versioner af, hvad der skete.
A. Den albanske version
Den amerikanske journalist Marie Colvin talte efter massakren med nogle vidner, bl.a. den 11-årige Basorta. Hun tilhørte en storfamilie ved navn Jashari og mistede 22 medlemmer af sin familie under en tre dage lange kamp mod de serbiske styrker.
Uddrag fra Colvins artikel: ’Kosova’s Silent Houses of the Dead’, Sunday Times 15. marts 1998, her fra den albansk-amerikanske hjemmesidewww.savekosova.org/serbian=terror=13.htm.
Egen oversættelse til dansk.
… Der var der ikke tale om likvidering af formodede terrorister i ildkamp eller et bagholdsangreb på farlige lovløse. Det var et militært angreb uden forvarsel på tre familier – mænd, kvinder og børn, der lå og sov i deres senge.
Den 28. februar begyndte en serbisk offensiv i Drenica dalen – et landbrugsområde, der var højborg for den albanske modstand. Dagen før var tre serbiske politimænd blevet dræbt i et baghold under deres jagt på UCK-guerillaer. Serberne gik først mod landsbyen Likoshani, hvor de dræbte 24 albanere. Så gjorde de sig klar til at angribe Prekaz, hvor de fleste indbyggere tilhørte Jashari-klanen. Jetish Durmishi, der var buschauffør, var forinden blevet advaret af en ven nær politistationen i Mitrovica om, at en konvoj af busser med serbiske politimænd var på vej mod Prekaz. Durmishi flygtede op i skovene og efterlod sin familie, fordi serberne plejede kun at angribe mænd. Fra sit gemmested bag træerne så han nu, hvad der skete på Jashari-gården.
»Politiet kom få minutter senere og omringede landsbyen«, sagde Durmishi. De stod med en halv meters afstand langs hele vejen og op mod bakkerne. Artilleriet kom først kl. 6 fra en serbisk base oven over Prekaz. Der var ingen advarsler. De første dødsofre tilhørte sigøjnerfamilien Agas. De gik i panik og forsøgte at flygte væk fra huset. Moderen, en lille dreng og en pige blev skudt ned i haven. Det næste offer var Nazmi Jashari, der havde en kiosk i Prekaz, hvor han solgte cigaretter og småting. Han boede i et hus over for familiens hovedejendom. Han forsøgte at hjælpe sin gamle mor Maile ud af bagdøren, men blev skudt ned lige foran hende. Signalet var klart: alle, der flygtede ud af husene, ville blive skydeskiver for de serbiske snigskytter.
Storfamilien Jashari samlede sig i et rum med nye murstensvægge, som de troede var mest sikkert. Men de blev fanget i en fælde: hvis de gik ud, ville de blive ramt af geværskud – og hvis de blev indendørs, ville de blive ramt af de bomber og granater, der snart begyndte at ryge gennem taget og snart også væggene.
Basartas sidste minde om sin familie er, at onkel Adem forsøgte at overdøve larmen og holde modet oppe ved at synge folkesange. Hun husker det øjeblik, hvor han holdt op med at synge. Derefter hørtes kun lyden af bomber de næste 36 timer.
Da politiet troede, at alle inde i huset var døde, stormede de huset og smed håndgranater ind i flere værelser. En politimand stod vagt, mens en anden sprøjtede kugler ind i ligene. Måske var de blevet trætte af at slå ihjel, da de fandt Basorta krøbet sammen under bordet. Måske troede de, at hun var for lille til at senere at kunne rejse anklager mod dem. Og måske kunne de ikke klare at se en lille piges skrækslagne øjne, mens de skød hende. Men hun er årsagen til, at sandheden kan komme for dagens lys.
»Jeg prøvede at lade, som om jeg var død«, fortalte hun sin onkel Hilmi. »Men en af soldaterne lagde hånden på min brystkasse for at mærke, om jeg var i live«. Hun måtte nu træde over sine familiemedlemmers lig i sin røde trøje og sine sorte bukser, der var helt dækket med blod, og forlade værelset omringet af serbere. Hun blev ført til en nærliggende militærbase og forhørt i tre timer. Basorta troede, at hendes eneste chance var at lyve og benægte at være en Jashari for i stedet at fortælle, at hendes far var i udlandet og hun bare var gæst på ejendommen. »De spurgte mig ud om min far og onkel Adem, men jeg fortalte dem intet«.
Serberne satte hende af på en gade i Srbica, hvor hun løb hen til en skolevenindes hus. I går blev hun flyttet fra hus til hus af sikkerhedsgrunde Hun var så chokeret, at hun knap nok kunne tale. Uden at hun vidste det, lagde politiet i sidste uge ligene af hendes far, mor, onkel, tante og alle fætre og kusiner i en række ved siden af hinanden i et busgarage i Mitrovica. Ingen fra familien kom for at identificere dem.
Da venner insisterede på en nærmere undersøgelse, smed serberne ligene ned i nogle grave over for resterne af deres hus uden at dække kisterne helt til med jord. De overlevende landsbybeboere kom tilbage i løbet af natten tilbage for at vise de døde den sidste respekt og gøre arbejdet færdigt. Basortas familie efterlod sig kun en bunke nummererede sorte affaldssække med det blodige tøj, de havde haft på, da de blev dræbt.
B: Den officielle serbiske version
Uddrag af artikel fra det jugoslaviske nyhedsbureau Tanjug,oversat til engelsk på BBC’s hjemmeside: http://news.bbc.co.uk/2/hi/world/monitoring/64947.stm.
Egen oversættelse til dansk.
Beograd 11. marts
[…]
I adskillige måneder har terroristangreb i Srbica-området været en trussel mod trafiksikkerheden på mange veje, medført talrige civile tab og skabt en følelse af usikkerhed hos borgerne uanset nationalitet. Det blev derfor nødvendigt at lade politiet patruljere i området for at gøre det sikkert at færdes i området.
Angreb på politipatruljer
I et forsøg på at forhindre implementeringen af disse forholdsregler har en terroristgruppe under Adem Jasharis ledelse angrebet nogle politipatruljer den 28. februar og dræbt 4 betjente og såret 2 andre. 16 terrorister blev likvideret under sammenstødet.
Om morgenen den 5. marts foretog en gruppe terrorister et nyt angreb mod en politipatrulje nær landsbyen Donje Prekaze. Da politiet svarede igen, trak terroristgruppen sig tilbage til deres faste tilholdssted på Jashari-familiens gårdanlæg i samme landsby.
Politiet omringede terroristerne i fuld overensstemmelse med alle regler og opfordrede dem til at overgive sig. De øvrige blev bedt om at forlade området. Politiet gav dem to timers betænkningstid. Inden fristens udløb efterkom snesevis af civile opfordringen og forlod terrorist-borgen i sikkerhed.
Terroristerne brugte mortérgranater og maskingeværer
Da den to timer lange frist var udløbet, besvarede Adem Jasharis terroristgruppe endnu en opfordring til at overgive sig med at affyre tunge våben – mortérer, maskingeværer, håndgranater samt automat- og snigskyttegeværer.
Kampen mod terroristerne varede 27 timer. I alt 51 mennesker blev dræbt. Beklageligvis blev det senere opdaget, at nogle medlemmer af Jashari-familien, som terroristerne havde forhindret i at forlade stedet, var blandt de dræbte.
Beklagelse
Indenrigsministeriet udtrykker dets beklagelse og bitterhed over, at de var blandt ofrene for de etniske albanske terroristers grusomhed og hensynsløshed. Politiet kunne på ingen måde vide, om der var flere civile tilbage sammen med terroristerne, da snesevis af dem tidligere havde forladt det område, som var omringet af politiet.
Adem Jasharis grusomhed fremgår også af den kendsgerning, at han personligt dræbte sin nevø for at forhindre ham i at overgive sig.
To betjente blev dræbt og syv andre alvorligt såret under antiterrorist-operationen. Terroristerne led et tab på i alt 67 døde i begge operationer. I operationen den 28. februar blev adskillige folk dræbt og deres lig fjernet af terroristerne, mens kampene rasede.
Undersøgelse af politiaktionen
Efter at operationen var afsluttet, udførte kompetente juridiske instanser – undersøgelsesmagistraten ved Kosovska Metrovica sammen med den offentlige anklager – en undersøgelse, hvorefter der igen blev indført fuld bevægelsesfrihed i området.
De kompetente undersøgelsesorganer vil nu undersøge påstandene om, at politiet overskred dets beføjelser under operationen og offentliggøre resultatet ifølge indenrigsministeriets foreløbige rapport.
