Præsident Clintons budskab til nationen om Kosovo-krigen

USA’s præsident Bill Clinton holdt en tv-tale umiddelbart efter, at de første bombefly og missiler var sendt af sted mod Jugoslavien 25. marts 1999. Talen var naturligvis især henvendt til de amerikanske vælgere i håb om at kunne overbevise dem om det rigtige i at føre en krig langt væk fra USA

Uddrag af talen, trykt i New York Times 26. marts 1999. Egen oversættelse.

Mine amerikanske medborgere.

I dag har vore væbnede styrker sammen med vore NATO-allierede indledt et luftangreb mod de serbiske styrker, der er ansvarlige for de brutale begivenheder i Kosovo. Vi har reageret beslutsomt af flere grunde:

Vi reagerer for at beskytte tusinder af uskyldige folk i Kosovo fra en militær offensiv under optrapning.

Vi reagerer for at sikre os mod en mere omfattende krig ved at fjerne lunten på den krudttønde midt i Europa, der to gange er eksploderet i dette århundrede med katastrofale følger.

Vi reagerer for at stå samlet for freden sammen med vore allierede.

Ved at reagere nu, bevarer vi vore værdier, beskytter vore interesser og fremmer fredens sag.

I aften vil jeg tale til jer om Kosovos tragedie og hvorfor det er vigtigt for Amerika at gøre en ende på den sammen med vore allierede.

Lad mig først forklare hvad det er, vi reagerer på. Kosovo er en serbisk provins midt i det sydøstlige Europa omkring 160 miles fra Italien. Det er mindre end afstanden mellem Washington og New York og kun omkring 70 miles nord for Grækenland.

Befolkningen er mest etniske albanere og mest muslimer.

I 1989 ophævede den serbiske leder Slobodan Milosevic – den samme leder som inden for de sidste ti år startede krigene i Bosnien og Kroatien og rykkede frem mod Slovenien – det forfatningsmæssige selvstyre i Kosovo, som befolkningen nød og nægtede dem derved retten til at tale deres eget sprog, drive deres egne skoler, skabe deres egen hverdag. Kosovarerne kæmpede i årevis fredeligt for at få deres rettigheder tilbage. Da præsident Milosevic sendte sine tropper og sit politi ned for at knuse dem, blev kampen voldelig.

Sidste efterår fik vore diplomater med truslen om magtanvendelse fra NATO standset kampene for en stund og fik derved reddet titusindvis af folk fra at fryse og sulte oppe i de bjerge, hvor de havde søgt tilflugt for at redde livet. Og for en måned siden fremlagde vi en fredsaftale sammen med vore allierede og Rusland for at få standset kampene definitivt. De kosovo-albanske ledere underskrev aftalen i sidste uge.

De indså, at en retfærdig fred er bedre end en langvarig krig, som de alligevel ikke kan vinde – selvom aftalen ikke giver dem alt det, de ønsker.

De serbiske ledere ville derimod ikke engang diskutere fredsaftalens kernepunkter. Mens kosovarerne sagde ja til fred, udstationerede Serbien 40.000 tropper i og omkring Kosovo som en forberedelse til en storoffensiv og som en klar krænkelse af de forpligtelser, de havde indgået.

Nu er de begyndt at gå fra landsby til landsby for at beskyde civile og afbrænde deres huse. Vi har set uskyldige folk blive taget fra deres hjem, tvunget til at knæle i skidtet og derefter blive ramt af en byge af kugler. Mandlige kosovarer er blevet fjernet fra deres familier – fædre og sønner – og stillet op i rækker for at blive skudt ned med koldt blod. Det er ikke tale om en krig i traditionel forstand. Der er tale om en angreb med tanks og artilleri på en overvejende forsvarsløs befolkning, hvis ledere allerede har sagt ja til fred.

Det er en bydende moralsk nødvendighed at få afsluttet denne tragedie. Det er også vigtigt for Amerikas nationale interesser. Se på dette kort. Kosovo er et lille sted, men det ligger på et kritisk knudepunkt mellem Europa, Asien og Mellemøsten – der hvor Islam og både den vestlige og den ortodokse gren af kristendommen mødes. Mod syd ligger vore allierede, Grækenland og Tyrkiet. Mod nord vore nye demokratiske allierede i Central Europa. Og hele veje rundt om Kosovo er der andre små stater, der kæmper med deres egne økonomiske og politiske udfordringer – lande som let kunne blive kastet over ende af en ny stor bølge af flygtninge fra Kosovo.

Alle ingredienser til en storkrig er til stede. Gamle modsætninger og en kamp for at bevare demokratiet og midt i det hele en diktator i Serbien, der ikke har gjort andet siden den kolde krigs afslutning end at begynde nye krige og hælde benzin på det bål, som udgøres af etniske og religiøse skel.

I Sarajevo, hovedstaden i nabolandet Bosnien, begyndte Første Verdenskrig. Området blev også opslugt af Anden Verdenskrig og Holocaust. I begge krige var Europa længe om at indse farerne, og USA ventede endnu længere med at gå ind i konflikterne. Forestil jer, hvis lederne dengang havde handlet tilstrækkeligt klogt og tidligt, hvor mange liv kunne så ikke være sparet? Hvor mange amerikanere havde så ikke behøvet at dø?

Vi lærte lidt af den samme lektie i Bosnien for bare få år siden. Heller ikke dengang handlede verden tidligt nok til at forhindre krigen. Og lad os ikke glemme, hvad der skete. Uskyldige mennesker blev buret inde i koncentrationslejre, børn blev skudt ned af snigskytter på vej til skole, fodboldbaner og parker omdannet til gravpladser. En kvart million mennesker blev dræbt, ikke fordi de havde gjort noget, men fordi de var dem, de var. To millioner bosniere blev flygtninge.

Der var tale om et folkedrab i Europas hjerte, ikke i 1945 men i 1995. Ikke på en gammel kornet nyhedsfilm fra vore forældres eller bedsteforældres tid, men i vores egen tid som en prøve på vores humanitet og beslutsomhed.

Dengang troede mange mennesker, at man ikke kunne gøre noget for at stande blodbadet i Bosnien. De sagde: »Det er jo bare sådan, folk på Balkan er«. Men da vi og vore allierede sammen med modige bosniere gjorde modstand mod aggressorerne, bidrog vi til at afslutte krigen. Vi lærte, at på Balkan medfører det brutalitet, hvis vi ikke reagerer ansigt til ansigt med brutaliteten. Men at fast beslutsomhed kan standse hære og redde liv.

Vi må bruge den lektie i Kosovo, før det samme sker dér, som der skete i Bosnien.

[…]

Nu vil jeg gerne gøre det klart for jer, at der er risici ved denne militæraktion – risici for vore piloter og for folk på jorden. Serbiens luftforsvar er stærkt, Det kunne finde på at intensivere dets angreb på Kosovo eller forsøge at skade os eller vore allierede et andet sted. Hvis det gør, vil vi svare igen med al magt.

Forhåbentlig vil Mr. Milosevic indse at hans nuværende kurs er selvdestruktiv og urealistisk. Hvis han beslutter at acceptere fredsaftalen og demilitarisere Kosovo, er NATO enige om at hjælpe med at implementere aftalen med en fredsbevarende styrke.

Hvis NATO bliver opfordret til at gøre det, vil vore tropper deltage i denne fredsmission, men jeg har ingen intentioner om at indsætte styrker i Kosovo til at udkæmpe en krig.

[…]

Hvis vi og vore allierede tillod, at denne krig fortsætte uden at reagere, ville præsident Milosevic tolke vores tøven som ’license to kill’. Der ville komme mange massakrer, titusindvis af flygtninge og ofre, der ville råbe højt om hævn. Lige nu er Kosovo-folkets eneste håb om at kunne leve i deres eget land uden frygt for deres liv, at vi står fast. Husk lige, at vi bad dem om at acceptere fredsaftalen, hvad de gjorde. Vi bad dem love at nedlægge deres våben, hvad de gjorde. Vi lovede højtideligt, at vi – USA og de andre 18 NATO-nationer – ville står last og brast med dem, hvis de gjorde det rigtige. Vi kan ikke svigte dem nu.

Forestil jer hvad der ville ske, hvis vi og vore allierede i stedet bestemte os for at se den anden vej, mens disse mennesker blev massakreret på NATO’s dørtrin. Det ville svække tilliden til NATO, som har været hjørnestenen i vores sikkerhedssystem de sidste 50 år.

Vi skal også huske på, at denne konflikt er uden naturlige nationalgrænser. Lad mig bede jer om igen at kikke på et kort. De røde prikker er byer, som serberne har angrebet. Pilene viser flygtningestrømmene mod nord, øst og syd. Disse bevægelser udgør allerede nu en trussel mod det unge demokrati i Makedonien, der har dets egen albanske minoritet foruden en tyrkisk minoritet.

Serbiske styrker er allerede trængt ind i Albanien, der har støttet kosovarerne. Albanien har et græsk mindretal. Hvis der udbryder ild i dette område, vil flammerne sprede sig. I sidste ende kunne nogle af USA's vigtigste allierede blive trukket ind i en bredere konflikt – i en krig, som vi kunne blive tvunget til at blive konfronteret med senere med langt større risici og omkostninger.

Som præsident er det mit ansvar at håndtere problemer som dette inden de skader vores nationale interesser permanent. Det er Amerikas ansvar at stå sammen med vore allierede, når de forsøger at redde uskyldige liv og bevare fred, frihed og stabilitet i Europa. Det er hvad vi gør nu i Kosovo.

Hvis vi har lært noget i det århundrede, der nu er ved at slutte, at det at Amerikas fremgang og sikkerhed afhænger af et blomstrende, sikkert, udelt og frit Europa.

[…]

Endelig drejer det sig om at få sat en stopper for ustabiliteten på Balkan, så at disse bitre, etniske problemer i Europa bliver løst ved hjælp af argumenter, ikke bomber. Så at fremtidige generationer af amerikanere ikke skal krydse Atlanten for at udkæmpe endnu en forfærdelig krig. Det er den udfordring, som vi og vore allierede står overfor i Kosovo.

Det er derfor, vi har handlet nu – fordi vi gerne vil redde uskyldige liv, fordi vi har en interesse i at undgå en endnu mere grusom og kostbar krig og fordi vores børn behøver og har fortjent et fredeligt, stabilt og frit Europa.

Vore tanker og bønner i aften går til de mænd og kvinder i vores væbnede styrker, som varetager denne opgave for vores værdiers og vores børns fremtids skyld.

Gud velsigne Dem og Gud velsigne Amerika.

Tekst 18 | Oversigten over kildetekster | Tekst 20