Dæmoniseringen af serberne
Den amerikanske journalist Diana Johnstone hører til de folk på den globale venstrefløj, der primært opfatter Jugoslaviens sammenbrud og NATO’s interventioner som udtryk for amerikansk imperialisme. I bogen Fools’ Crusade – Yugo-slavia, NATO and Westerns Delusions (Pluto Press 2002) argumenter Johnstone for, at den vestlige mainstream-opfattelse bygger på myter og bevidste forsøg på at dæmonisere serberne ved at gøre dem til de eneste ansvarlige for krigene.
Denne tekst stammer fra et interview med Johnstone i det venstreorienterede svenske tidsskrift Ordfront. Det skabte en voldsom debat med beskyldninger mod Johnstone (DJ) og interviweren Björn Eklund (BE) for at være folkemords‑ benægtere. Ekelund blev efterfølgende fyret, og Johnstone måtte offentligt beklage en fejlagtig oplysning om antallet af myrdede muslimer i Srebrenica.
Uddrag af artiklen af Björn Eklund (BE): ’Resa i Jugoslavien’ i Ordfront juli-august 2003. Egen oversættelse.
BE: Den økonomiske imperialisme spillede vel en stor rolle for opsplitningen af Jugoslavien?
DJ: Globaliseringen fører til alvorlige sociale problemer, når alle økonomier i hele verden skal tilpasses den vestlige kapitalistiske model. Det var ikke mindst tilfældet i Jugoslavien, fordi man der havde en helt speciel slags socialisme med en mellemting mellem statslig og privat ejendomsret. Da Jugoslavien blev tvunget til at tilpasse sig den vestlige kapitalisme, var man nødt til at reducere eller privatisere den offentlige sektor. Det fik en meget desta-biliserende effekt på landet. Den Inter-nationale Valutafond (IMF) har i årtier grebet voldsomt ind i en række landes indenrigs-politik. I Jugoslavien betød det en svækkelse af den centrale magt og en styrkelse af de nationalistiske bevægelser i de forskellige regioner. IMF og presset fra de vestlige lande var stærkt medvirkende til Jugoslaviens sammenbrud.
[…]
Slovenerne havde hverken politiske grunde til at klage eller – i modsætning til kroaterne – en nationalistisk tradition. Slovenien havde heller aldrig stræbt efter at blive en selvstændig stat, men landet var klart den rigeste del af Jugoslavien. Opmuntret af sine nordlige naboer i især Østrig og Bayern blev Slovenien overbevist om, at de kunne bryde ud af Jugoslavien og komme med ind i klubben af rige EF-lande før de andre. Det var faktisk, hvad der skete.
[…]
BE: Hvad kunne EF have gjort for at få løst konflikten på en fredelig måde?
DJ: Først og fremmest burde man have vist Jugoslavien større opmærksomhed og anstrengt sig for at forstå konflikten. Men der var nu engang ingen rigtig vilje til gøre det. En mulighed, som lå åben helt frem til 1992, ville have været at åbne op for en løsning, hvor hele Jugoslavien – alt eller intet – kunne blive optaget i EF. […] På dette tidspunkt var det logisk, at Jugoslavien skulle blive det første af de tidligere kommunistlande til at forhandle om EF-medlemskab. Jugoslavien havde ikke været en del af Sovjetblokken, rent geografisk lå det mellem EF-landene Grækenland og Italien, dets økonomi lå tættere på den kapitalistiske osv.
Når det gælder årsagerne til krigs-udbruddet i Jugoslavien, falder skylden i første omgang på Slovenien og Kroatien samt deres støtter, Tyskland og EF. Serbernes udgangsposition var stærk. Juridisk, fordi serberne kunne argumentere med, at delstater i en forbundsstat ifølge folkeretten ikke ensidigt kan løsrive sig og blive selvstændige. Den jugoslaviske forfatning indeholdt heller ikke en sådan ret. Historisk ved at serberne under Anden Verdenskrig deltog meget aktivt i kampen mod Nazityskland. Mange kroater og bosniske muslimer kæmpede derimod på Hitlers side.
[…]
BE: Nu præsenterer jeg de etablerede forestillinger om de jugoslaviske krige, efterfulgt af Johnstones syn: Jugoslaviens sammenbrud skyldtes den onde leder Slobodan Milosevic, som forsøgte at oprette et Storserbien ved at foretage etniske udrensninger af andre folkeslag?
DJ: Det er den store løgn, selve mytens kerne, som i sig selv rummer flere usand-heder. Milosevic har aldrig tilkendegivet, at hans mål skulle være at skabe et Storserbien. Derimod har Milosevic helt til midten af 1992 tænkt sig et mindre Jugoslavien i den forstand, at hvis Slovenien og Kroatien blev selvstændige, skulle de serbiskdominerede områder i […] Krajina i Kroatien sluttes til det resterende Jugoslavien.
Den allerstørste løgn er, at Milosevic ønskede at udslette alle andre folk gennem etnisk udrensning. Milosevic anså – og man kan ikke citere ham for noget andet – at det var en styrke for Serbien at bestå af mange nationaliteter. Det er en kendsgerning, at Serbien er forblevet det etnisk mest blandede af de tidligere jugoslaviske delstater. Natur-ligvis skete der episoder i Bosnien og Kroatien, men der blev begået overgreb fra alle sider. For at få kontrol over territoriet forsøgte den ene part at drive den anden ud.
[…]
Den mest tydelige og ekstreme etniske udrensning, som fandt sted, er den i Kosovo, hvor albanerne har fordrevet hundrede-tusinder af serbere, jøder og romaer. Og det sker stadigvæk for næsen af NATO og FN.
