Hvorfor Haag?
Den kroatiske forfatter Slavenka Drakulic beskriver i sin bog De ville ikke gøre en flue fortræd, hvorfor den internationale krigsforbryderdomstol ICTY efter hendes mening er nødvendig. Hun er selv vokset op med fortielser og løgne om de mange forbrydelser under 2. Verdenskrig og oplever nu, at historien gentager sig.
Uddrag fra Slavenka Drakulic: De ville ikke gøre en flue fortræd. Lindhardt og Ringhof 2004, s. 19ff.
… Så da jeg oplevede den samme tavshed, det samme fravær af længsel efter sandheden og den samme manipulation af kendsgerningerne efter krigen i 1995 blev jeg bange. Det var tredje gang, jeg blev konfronteret med historiens ’nulpunkt’. Første gang var med min fars generation efter Anden Verdenskrig, det vil sige efter den kommunistiske revolution. Al historie før det tidspunkt blev omskrevet. Anden gang var efter kommunismens fald, hvor vi bare havde at glemme alt om kommunismen og begynde forfra (og gå i gang med at omskrive historien endnu en gang) fra år 1990. Og tredje gang er nu, nutiden, efter afslutningen på den seneste krig. I Kroatien mærker man tydeligt den generelle modvilje mod at tale om krigen overhovedet, nærmest som om den aldrig havde fundet sted. Det er endnu lettere at konkludere, at folk er trætte af den og vil lægge fortiden bag sig og tænke på fremtiden. Det var trods alt ved at tænke på fortiden, at de blev inddraget i krigen. Politikerne er mere end villige til at slutte sig til befolkningsflertallet og udbrede budskabet om at ’vende et nyt blad i historien’ – allerhelst ubeskrevet – for mange af dem sidder stadig ved magten og vil ikke acceptere ansvaret for den forgangne krig.
Men hvis der ikke slås en sandhed fast om den såkaldte fædrelandskrig, så vil de kommende generationer en dag befinde sig i nøjagtig samme situation som min efter Anden Verdenskrig. Det eneste, de vil have at støtte sig til, er slørede billeder og blodige historier. Det vil veksle alt afhængig af, hvilken side deres forældre var på, men de vil stå tilbage med hukommelsen og ikke andet, ingen historie.
Men krigen er stadig med os. Man behøver bare at sige »Haag« for at forstå det. Jeg er sikker på, at den almindelige hollænder ville blive overrasket over de stærke følelser, navnet på denne smukke, hollandske by vækker i Kroatien, Serbien og endda Bosnien (der dog samarbejder bedre med domstolen end de andre). Lige siden 1993, da den internationale domstol for det tidligere Jugoslavien blev oprettet dér, har Haag været et stridsspørgsmål på Balkan. Krigsforbryderdomstolen blev oprettet, fordi de tidligere jugoslaviske stater enten var ude af stand eller uvillige til at retsforfølge deres egne krigsforbrydere. Deres retssystemer var langt fra uafhængige, men dybt korrupte, og der ville blive lagt et enormt pres på dem, hvis de påståede krigsforbrydere skulle stilles for retten i hjemlandet. Dette argument blev omgående genstand for en voldsom debat i Kroatien. Højrefløjens modstandere af den internationale krigsforbryderdomstol hævdede, at domstolen var et politisk instrument, der var oprettet for at straffe og ydmyge deres land. De mere sofistikerede kritikere hævdede, at det ville være bedre at afholde retssagerne mod krigsforbryderne i hjemlandet, fordi man på denne måde kunne give nationen en mulighed for at se sandheden om krigen i øjnene og derved gennemgå en renselsesproces.
(Drakulic gennemgår derefter en række af de krigsforbrydelser, som blev begået af kroater mod civile serbere og bosniakker).
[…]
Men der er ingen, der ønsker at sige denne sandhed højt. Der er for den sags skyld heller ingen, der ønsker at høre den. Det er fordi, sandheden er farlig i Kroatien. I ti år overbeviste Tudjmans propaganda kroaterne om, at personerne på Haag-domstolens liste over krigsforbrydere – folk som Mladen Naletilic Tuta, Tihomir Blaskic, Dario Kordic, Mirko Norac og Ante Gotovina – burde betragtes som helte. Hvis Tudjmans regering udleverede dem, var det kun efter stærkt internationalt pres. Ikke fordi kroaterne mente, de burde retsforfølges.[…] Skulle vores helte være krigsforbrydere? Aldrig i livet! Det bliver et udtryk for patriotisme at modsætte sig Haag-domstolen. Domstolens modstandere hævder, at domstolen ikke stiller enkeltindivider, men hele Kroatien for retten for krigsforbrydelser […].
Sagens kerne i kontroverserne om Haag-domstolen er at få etableret en sandhed om krigen. Indtil denne sandhed etableres, vil retssager mod krigsforbrydere, hvad enten de finder sted ved den internationale domstol eller ved kroatiske domstole, blive betragtet som en uretfærdighed mod ’krigsheltene’. Uden sandhed, ingen retfærdighed, og Kroatien befinder sig stadig langt fra denne retfærdighed.
[…]
Kroatien er ikke alene i dette. Serberne har også problemer med sandheden. De er i egne øjne de største ofre for Milosevic og NATO. Serbien har bestemt lidt under de voldsomme repressalier fra embargoer til NATO-bombninger — som er resultatet af den krig, landet førte mod sine naboer, men hele sandheden om, hvad der egentlig skete, er endnu ikke dukket op til overfladen og blevet genstand for en offentlig debat. I så henseende er der konsensus mellem Serbien og Kroatien, hvad angår løgnene om de sidste ti år. Årsagen er enkel og strækker sig langt videre end Tudjmans og Milosevic’ ideologier. Alt for mange mennesker var involveret i krigen på den ene eller den anden måde, og alt for mange af dem drog fordel af den. Det er lettere, og meget behageligere, at leve med løgne end at se sandheden i øjnene og dermed muligheden for individuel skyld — og kollektivt ansvar.
