Tekst 27a: Per Jacobsen
Den danske scene
Den danske mediekrig om udviklingen i det tidligere Jugoslavien var især præget af et opgør mellem på den ene side en påstået jugoslavisk eller serbisk ’lobby’ af venstreorienterede Milosevic-støtter og på den anden side folk, som blev beskyldt for at dæmonisere serberne.
Per Jacobsen var lektor i serbo-kroatisk sprog og litteratur ved Københavns Universitets Østeuropa-institut. Han var desuden medlem af det serbiske videnskabsakademi SANU, der i 1986 havde udsendt det berygtede memorandum (se tekst 9).
Uddrag af Jacobsens artikel i Storm over Balkan, red. af Erik A. Andersen m.fl. København, 1994, s. 231ff.
Det billede, vi fik gennem medierne, var et billede, der uden nuancer fremstillede en kamp mellem det gode og det onde – dvs. slovenere, kroater og senere muslimer ligeså entydigt de gode. Det var pressens klare opfattelse, at krigen var planlagt og initieret i Beograd, hvorfor Serbien alene måtte bære ansvaret for den krig, der blev mere og mere bestialsk og sendte strømme af flygtninge bort fra krigsområderne og delvis til Vesteuropa.
[…]
Efter at have placeret det moralske ansvar blev det nemt at opbygge et fjendebillede, der efterhånden på det nærmeste blev til en dæmonisering af et helt folk. […] Ved siden af at formidle nyheder var pressen stort set fra første færd holdningspåvirkende og bragte næsten kun kroatiske og muslimske versioner af begivenhederne, i flere tilfælde meldinger fra anonyme radioamatører i indesluttede bosniske byer, hvilket ud fra en journalistisk vurdering er af tvivlsom værdi. Men også gennem vægtningen af stoffet forstærkedes offentlighedens sort-hvide opfattelse af krigen. Oplysninger, der kunne forstyrre mediernes ensidige billede, blev enten nedtonet eller helt udeladt. Serbiske massakrer på kroater og muslimer blev udførligt og mange gange udpenslet beskrevet, mens kroatiske og muslimske massakrer på serbiske landsbyer og etniske udrensninger af serbere først fra foråret 1993 kom med i lederskribenternes og kommentatorernes bevidsthed.
[…]
Interessen har samlet sig om kroatiske, muslimske og albanske flygtninge, alle ofre for serbiske etniske udrensninger eller serbisk undertrykkelse. Men at også serbere er blevet fordrevet og i store masser har søgt tilflugt, hovedsageligt i Serbien og Montenegro, har knap nok været omtalt, selvom deres antal er lige så stort som de fordrevne muslimer og kroater. En rapport fra USA’s flygtningekomite (citeret i DR’s Orientering den 8.10.1993) melder om 650.000 serbiske flygtninge i Serbien, 37.000 af dem fra Slovenien, 170.000 fra Kroatien og resten, næsten en halv million, fra Bosnien-Hercegovina. De danske mediers interesse for dem har været lig nul, og verdensoffentlighedens omsorg for dem kan måske aflæses f den omstændighed, at omkring 40 internationale hjælpeorganisationer opererer i Kroatien for at lette de derværende flygtninges kår, mens antallet af tilsvarende organisationer i Serbien-Montenegro er 15.
[…]
Men det var ikke bare den serbiske opposition, der havde svært ved at fange mediernes og politikernes interesse. Personer, der ikke delte den herskende, unuancerede opfattelse, og det var, ejendommeligt nok, stort set alle kendere af jugoslaviske forhold, havde svært ved at komme til orde[…] Og skete det, at de udtrykte sig andre steder end i aviserne, ønskede man ikke at gå i diskussion med dem, men affærdigede dem som partiske …
