Billedet der narrede verden
Thomas Deichmann er freelance journalist og redaktør for det venstreorienterede tyske tidsskrift NOVO. Her offentliggjorde han i januar 1997 en artikel, der få uger senere blev publiceret på engelsk i det britiske magasin Living Marxism (LM) under overskriften The Picture that Fooled the World.
Artiklens angreb på tv-selskabet ITN’s journalister og fotografer for at have manipuleret og svindlet med film og fotos fra et besøg i den bosnisk-serbiske ’dødslejr’ i Trnopolje i 1992 resulterede i en stævning mod LM for injurier og bagvaskelse med krav om en erstatning i millionklassen.
Ifølge engelsk retspraksis hviler bevisbyrden på den anklagede part. Dommen i 2000 gav tv-holdet ret i deres beskrivelse af lejren som et sted, hvor muslimer blev holdt indespærret mod deres vilje og i flere tilfælde udsat for mishandlinger. Domstolen var dog enig med Deichmann i, at det var journalisterne og ikke fangerne, der stod bag pigtrådshegnet på billedet.
LM blev dømt til at betale over tre mio. kr. i sagsomkostninger og bøder, hvorefter bladet gik konkurs. Efter dommen måtte LM desuden fjerne artiklen fra sin hjemmeside.
Uddrag af Deichmanns artikel i LM nr.97/1997 på den serbiske hjemmeside:
http://www.srpska-mreza.com/guest/LM/lm-f97/LM97_Bosnia.html.
Egen oversættelse.
Billedet på denne side viser den bosniske muslim Fikret Alic udtæret og med nøgen overkrop, tilsyneladende fanget bag et pigtrådshegn i en bosnisk-serbisk lejr i Trnopolje. Det er fra en videooptagelse fra 5.august 1992, taget af det prisbelønnede britiske tv-hold med Penny Marshall (ITN) i spidsen sammen med sin kameramand Jeremy Irvin og ledsaget af Ian Williams (Channel 4) og reporteren Ed Vulliamy fra avisen The Guardian.
For mange blev dette billede et symbol på den bosniske krigs gru – ’Belsen 92’ ifølge en britisk avisoverskrift (Daily Mirror 7. august 1992). Men billedet er vildledende.
[Deichmann fortæller derefter om, hvordan han var blevet bedt om at forsyne krigsforbryderdomstolen med materiale om den tyske presses dækning af Tadic-sagen i 1997. Dusko Tadic var den førte bosniske serber, der blev overført til domstolen som sigtet for krigsforbrydelser i bl.a. Trnopolje-lejren. Under dette arbejde så han det omtalte foto og undrede sig over, at pigtråden på det berømte foto af var placeret på indersiden af stolpen ved siden af Alic].
Jeg besluttede derfor at tage tilbage til Bosnien og undersøge det britiske tv-holds optagelser i Trnopolje for at afdække den virkelige historie om, hvordan disse billeder blev til.
Det britiske nyhedsteams rejse til Bosnien sommeren 1992 fandt sted på baggrund af et voksende hysteri efter offentliggørelsen i de vestlige lande af de første reportager med påstande om de bosniske serberes brutale interneringslejre. Den 19.juli skrev den amerikanske journalist Roy Gutman i Newsday om lejren i Manjaca, og Andre Kaisers billeder af fanger med ragede hoveder blev vist over hele verden. Den 29. juli citerede Maggie O’Kane i The Guardian øjenvidneberetninger om muslimer i overfyldte kreaturvogne på vej væk fra jernbanestationen i Trnopolje. Den 2. august publicerede Roy Gutman en ny artikel, hvor han kaldte den bosnisk-serbiske lejr i Omarska for en ’dødslejr’. Gutmans og O’Kanes artikler byggede primært på rygter og ubekræftede påstande. Men alligevel skabte de international sensation.
Jeg gennemså resten af tv-holdets råfilm fra Trnopolje og de billeder, der ikke var blevet vist i tv-udsendelsen. De er meget afslørende.
Lejren i Trnopolje består af nogle tidligere skolebygninger, et kommunalt center med en lægeklinik og en offentlig teatersal samt et stort åbent område, der tidligere havde været en sportsbane. Den eneste indhegning omkring noget af lejren var kun godt én meter høj ligesom dem, man plejer at finde rundt om skoler og offentlige bygninger. Det britiske nyhedshold kunne gå ind overalt i flygtningelejren. De tog nogle billeder inde i bygningerne, men deres opmærksomhed blev først for alvor fanget af en gruppe muslimer, der netop var kommet fra Keraterm-lejren tæt ved Prijedor og som nu ventede udendørs for at blive registreret, få mad og et sted at sove.
Marshall og hendes kameramand Irvin gik ind på et aflukket område ved siden af lejren for at filme disse flygtninge. Inde på dette område var der en garage, en el-transformerstation og en lade. Før krigen kunne man købe ting og sager til havebrug her, mens laden blev brugt til traktorer og entreprenørmaskiner. For at forhindre tyveri var området på ca.500 kvadratmeter blevet forsynet med et pigtrådshegn et par år tidligere. Opsætningen af dette hegn havde altså ikke noget at gøre med flygtningene, lejren eller krigen. De stolper, som pigtråden var fæstnet til, står der stadig, ligesom der endnu findes spor af pigtråden på områdets vestside.
Da Marshall, Williams og Vulliamy gik ind på området ved siden af lejren, var pigtrådshegnet allerede ødelagt flere steder. De gik ikke ind ad den åbne port, men gennem et hul i hegnet på sydsiden. De gik derefter frem mod hegnet på nordsiden, hvor nysgerrige flygtninge hurtigt samlede
sig inde i lejren, men altså på ydersiden af det pigtrådsindhegnede område. Det var her gennem dette hegn, at de berømte optagelser af Fikret Alic blev filmet.
De ikke-brugte råfilm viser, hvordan kameramanden Irving zoomede ind gennem pigtrådshegnet fra forskellige vinkler, øjensynligt for at få så dramatiske billeder som muligt. De fleste flygtninge i lejren var præget af deres krigsoplevelser, men kun et par stykker så lige så udhungrede ud som Fikret Alic. Alligevel var det ham, der kom i kameraets søgelys.
Efter hjemkomsten skrev Penny Marshall i Sunday Times, at »vores kameramand Jeremy Irving var klar over at han havde fået taget nogle stærke billeder, men først da vi kiggede dem igennem under redigeringen i Budapest, begyndte vi at forstå, hvor stærkt de virkede«.
[…]
De andre billeder, som ikke blev sendt, viser tydeligt, at det store område med flygtningene ikke var indhegnet med pigtråd. Man kan se folk frit bevæge sig ud på vejen og ud i det fri, og at de allerede har stillet et par beskyttende telte op. Inde i det pigtrådsindhegnede område ved siden af lejren ses omkring 15 mennesker inklusive kvinder og børn i skyggen under et træ. […] Men disse billeder kom aldrig ud på alverdens fjernsynsskærme eller avisforsider.
Da jeg besøgte Trnopolje i december sidste år [1996], spurgte jeg lokale folk ud om lejren og pigtråden. Dragan Blatic på 17 år gik på skolen i Trnopolje indtil foråret 1992. Han er sikker på, at »der ikke var pigtrådshegn« undtagen rundt om den lille aflukkede område. Hans 19-årige søster Dragana arbejder nu i et flygtningecenter på skolen og kan bekræfte sin brors oplysninger. Hun tilføjer at der var et cirka et meter højt metalhegn rundt om skolebygningen for at forhindre børnene i at løbe ud på vejen. Dette lave hegn ses på ITN-optagelserne, hvor nogle flygtninge læner sig op ad det og andre springer over det for at kunne ind i lejren.
[…]
Flygtninge i Trnopolje var uden tvivl underernærede. Civile blev chikaneret i lejren, og der er rapporter om nogle voldtægter og mord. Men ironisk nok ville et langt større antal civile muslimer have mistet livet, hvis dette opsamlingscenter for flygtninge ikke havde eksisteret.
Opsamlingsstedet blev oprettet spontant af flygtninge da borgerkrigen eskalerede i Prijedor-regionen …
