Gift i historiens brønd
Den engelske journalist Ed Vulliamy var The Guardians udsendte reporter under krigene i Kroatien og Bosnien. I 1994 udgav han bogen Seasons in Hell: Understanding Bosnia’s War (udkommet på dansk i 1995 under titlen Helvedes forgård – krigen i Jugoslavien og dens baggrund), hvor han bl.a. beskrev sit besøg 5. august 1992 i Omarska og Trnopolje sammen med det britiske tv-hold fra ITN.
Under retssagen mod Deichmann og Living Marxism (se tekst 28)) vidnede han til fordel for ITN. Efter sagen skrev han nedenstående artikel.
Uddrag af Vulliamys artikel i The Guardian, 15. marts 2000: http://www.guardian.co.uk/itn/article/0,,184815,00.html.
Egen oversættelse.
… historiebøgerne vil fortælle, at ITN fortalte sandheden da de i august 1992 afslørede et rent GULAG af rædselsvækkende serbiske koncentrationslejre med muslimske og kroatiske fanger i Bosnien.
Retten har nu bekræftet at Penny Marshall og Ian Williams (og jeg for den sags skyld) ikke løj, men fortalte sandheden, da de præsenterede verden for denne forbrydelse. Og at det var Living Marxism og dets dilettantiske supportere, som løj i forsøget på at benægte disse lejres eksistens på bedste revisionistiske vis.
Living Marxism var naturligvis ikke i stand til at skaffe et eneste vidne, som havde været til stede den elendige eftermiddag den 5. august i Trnopolje – den lejr, som de påstod, var opdigtet! I det hele taget kunne de overhovedet ikke skaffe vidner. I modsætning til alle LM-abonnenterne og deres sympatisører var jeg dér sammen med ITN-kameraerne den dag. Vi tog til to lejre, Omarska og Trnopolje.
Living Marxism bryder sig ikke om at omtale Omarska: dér fik vi kun lov til at se en smule, men det var nok: nogle skeletlignende mænd, der blev kommanderet tværs over en gård for at sluge noget hundeføde før de blev jaget væk igen. En mand sagde: »Jeg har ikke lyst til at fortælle løgnehistorier, men jeg kan ikke fortælle sandheden«.
Sandheden dukkede efterhånden op. Omarska viste sig at være sådan et sted, hvor en fange blev tvunget til at bide testiklerne af en anden, som havde fået stoppet en levende due i munden til at dæmpe hans skrig, mens han led en pinefuld død. Gårdspladsen i Omarska var en killing field, hvor fangerne fik ordre til at læsse deres venners lemlæstede lig op på lastbiler med en bulldozer.
Trnopolje var et lidt mindre djævelsk sted, som nogle af fangerne var blevet overført til fra andre afskyelige lejre, mens de ventede på tvangsdeportation. Andre blev stuvet sammen der som kvæg, andre flygtede ligefrem til stedet for at undgå den systematiske bombning og nedbrænding af deres hjem.
Uden at vi vidste det, var det den først omtalte gruppe, der blev holdt som fanger bag det nu så berømte pigtrådshegn, da vi kom op ad vejen og havde svært ved at tro, hvad vi så foran os.
Dengang lagde jeg ikke så meget mærke til alt det, der senere blev Living Marxisms meget snæversynede besættelser som f.eks. på hvilken side af pælen, den gamle eller den nye pigtråd var fæstnet. Der var andre og vigtige ting som f.eks. den udmagrede Fikret Alic’ (præcise og bekræftede) erindringer om den nat, hvor han var blevet sat til at læsse ligene af 250 mænd, der var blevet dræbt en anden nat i en anden lejr.
Hvis det stadig er af interesse, vil jeg gerne sige følgende: jeg ved nu, at det område, hvor disse skrækslagne mænd blev holdt fanget, var omgivet et netop forstærket pigtrådsnet på den ene side, på to andre sider af et hegn af jernkæder, hvor nogle bevæbnede slyngler med et truende udseende patruljerede. På den fjerde side var der en mur. Men hvad så? Der fandtes en lejr – jeg vil sige en koncentrationslejr – hvor mændene blev holdt som fanger.
[…]
Det var forstemmende at skulle vidne om eksistensen af steder som Trnopolje og Omarska i, hvad der blev proklameret som år 1 i det nye, forenede og demokratiske Europas historie.
Det var endnu værre at vende tilbage til London og opleve en obskur gruppe af formodede intellektuelle bruge så megen energi på at forsøge at overbevise samfundet om, at lejrene var et fabrikeret falsum – og at jeg havde aflagt mened ved at vidne om deres eksistens og rædsler ved krigsforbryderdomstolen i Haag.
Mine venner og kolleger Marshall og Williams - modige reportere af højeste kaliber – blev udråbt som løgnere. Jeg slap noget lettere, men modtog dog en stadig strøm af hade-mails. »Dit røvhul« stod der i en mail fra en LM-supporter, der frydede sig over Vukovars ødelæggelse, »du er sikkert en beskidt lille jøde«.
De allermest grove fornærmelser var naturligvis mod de overlevende fra lejrene, der ikke troede deres egne øjne, og de dødes slægtninge. Jeg har nu engang den opfattelse, at man i det mindste skylder de overlevende og de efterladte til dem, der blev ofre for så uhyrlige forbrydelser, én ting: at de får deres liv tilbage ved at det bliver indrømmet, at det der skete, virkelig skete. Af hensyn til deres mentale sundhed har de krav på, at sandheden om overgrebene mod dem og deres mistede erkendes som historisk sandt.
[…]
De, der støttede LM må se i øjnene, at de dermed var med til at røre rundt i den gift, som LM havde kastet i historiens brønd. Hermed gjorde de sig skyldig i folkemordsbenægtelse.
[…]
LM’s dagsorden drejer sig ikke om ytringsfrihed. Selv om det blev benægtet i retten, så er Living Marxism – i det mindste i denne sag – først og fremmest ude på at benægte det folkedrab, som regeringen i Beograd stod bag. Thomas Deichmann, som skrev den originale LM-artikel om Trnopolje, var forsvarsvidne for slynglen Dusko Tadic, der i 1997 som den første blev dømt i Haag for forbrydelser mod menneskeheden – hvoraf mange blev begået i Trnopolje og Omarska
[…]
Skam over de fjolser og pogrom-støtter, over de kynikere og dilettanter, som gav dem deres støtte, fæstede lid til dem og støttede deres modbydelige foretagende.
