Kosovo-spørgsmålet, set fra serbisk side
Den serbiske historiker Drimitrije Bogdanovicskrev i 1985 bogen The Book about Kosovo*, der findes i forkortet form på mange hjemmesider. Uanset politisk ståsted deler de fleste serbere i dag stadig Bogdanovic’ opfattelse af Kosovo som en uadskillig del af Serbien – også efter Kosovos uafhængighed i 2008.
Uddrag af bogen på Serbian National Defenses hjemmeside www.snd-us.com/history/bogdanovicD-kosovo_question.htm.
Egen oversættelse.
… Kosovo har været et serbisk område siden folkevandringerne i det 7. århundrede. Det er en historisk kendsgerning, baseret på en mængde overbevisende historiske, sproglige og antropogeografiske kilder. Men nu imødegås den af en i bund og grund racistisk teori om albanernes illyriske oprindelse for at bevise, at albanerne har en større ret til de territorier, der er beboet af det serbiske folk.
[…]
Det var den etnisk homogene befolkningssammensætning i dette tæt befolkede område i middelalderen, der var årsag til, at det hurtigt blev den serbiske nations politiske, økonomiske og kulturelle center. Den serbisk-ortodokse kirke, der siden kongerigets grundlæggelse i 1219 var den nationale religiøse organisation, var med til at bevare Kosovo som et serbisk territorium. Nemanja-dynastiet grundlagde de vigtigste klostre med ikonmalerier, kanoniserede herskeres relikvier, patriarksædet i Pec med kirkens egne helgeners relikvier samt mange andre klostre og et netværk af små sognekirker […].
Slaget på Kosovo fra 15.-28. juni 1389 er den begivenhed, der markerer overgangen fra serbisk frihed til tyrkisk undertrykkelse og blev selve symbolet på Serbiens historie. Dette slag, der er et af de vigtigste og historisk mest betydningsfulde i Europa, vil altid leve i folkets hukommelse. […] Serbernes stærke modstand mod de osmanniske horder blev nedkæmpet rent militært, men fyrst Lazar og hans soldater blev for evigt mindet af folk som martyrer, der gik i døden for ’det himmelske kongedømme’ – altså en åndelig triumf, et heroisk offer for den kristne civilisations idealer. Kosovo forseglede det serbiske folks identitet, blev nøglen til dets historie og et banner for den nationale frihedskamp. Vi har ikke at gøre med en myte, men med en historisk ide, som smeder folket sammen med dets historiske fortid. Det levende minde om den middelalderlige stat blev en aktiv faktor i den serbiske frihedskamp og den serbiske enhed i århundreder. Det er en uadskillig del af denne bevidsthed, at Kosovo er den serbiske nations hjemsted.
[…]
Det var først i begyndelsen af det 18. århundrede, at albanerne begyndte at trænge sig ind på de sydslaviske områder, enkelt- eller gruppevis. […] Denne store folkeflytning skyldtes oprindeligt de dårlige økonomiske forhold i det ufrugtbare bjergland i det centrale og nordlige Albanien, men kombineret med islam og tyrkisk politik kom den til at betyde massekolonisering af Kosovo og Makedonien og folkedrab på den slaviske befolkning.
Da den tyrkiske undertrykkelses vigtigste og grusomste våben var de muslimsk-albanske bosættere, resulterede den serbiske frihedskamp i Kosovo automatisk i en konflikt med albanerne.
[…]
Autentiske dokumenter vidner om de forbrydelser, der blev begået mod den serbiske befolkning i den daværende Kosovo-provins. Disse forbrydelser omfattede mord, plyndringer, vanhelligelse af kirker og grave, voldtægt om kidnapning af serbiske kvinder og piger, selv børn, overfald, røveri og tyveri – alt sammen med henblik på at udslette eller bortjage serberne fra deres land.
Det serbiske folks ret til at leve i sit eget land blev første gang truet under de mange års terror under det tyrkiske åg., især i det 18. og 19. århundrede – en terror, hvis metoder, omfang og følger må karakteriseres som folkemord […].
Bogdanovic beretter derefter detaljeret om, hvordan serberne i Kosovo også efter den serbiske erobring af Kosovo i 1912 gang på gang er blevet undertrykt og bortjaget af albanerne, som efter 1945 udgør et stadigt voksende flertal i Kosovo.
At lægge hovedvægten på de nuværende demografiske forhold i Kosovo og påstå, at disse områder er albanske, bare fordi et stort et stort antal albanere lever der i dag, er at negligere den kendsgerning, at dette land fra starten har været beboet af det serbiske folk som dets kerneområde og historiske moderland.
