Åben erklæring om sultestrejke
I dette manifest fra maj 1989 erklærer en hård kerne af studerende i Beijing, at de går i sultestrejke for at få regeringen i tale. Regeringens tilsyneladende handlingslammelse er meget usædvanlig og har indgydt de studerende overmod. På ægte kinesisk vis er erklæringen melodramatisk.
I denne solsbeskinnede maj indleder vi vor sultestrejke. I denne vor dejlige ungdom må vi resolut lægge livets skønhed bag os. Dog gør vi det modstræbende, uforsonligt.
Men vort land er nået et kritisk punkt: Inflationen stiger voldsomt; korruptionen inden for statsmagten har taget overhånd; magten ligger i hænderne på nogle få højtstående embedsmænd; bureaukraterne er korrupte; et stort antal patrioter er flygtet i eksil og samfundet bliver dagligt mere og mere kaotisk. Landsmænd … alle samvittighedsfulde landsmænd, lyt til vore røster på dette afgørende øjeblik for nationens overlevelse:
Landet er vort land!
Folket er vort folk!
Statsmagten er vor statsmagt!
Hvis vi ikke vover at protestere, hvem gør så?
Hvis vi ikke vover at handle, hvem gør så?
Selv om vore skuldre er bløde og spinkle, selv om døden er for tung en byrde, må vi gøre det. Historien kræver det af os.
Vore patriotiske følelser, vore uskyldige sind forbindes med ”tumult” og ”bagtanker”, og det siges, at vi ”bliver udnyttet af en lille håndfuld mennesker”.
Vi beder alle Kinas retskafne borgere, alle arbejdere, bønder, almindelige
mennesker, berømte samfundshonoratiores, statsembedsmænd, politimænd og alle dem, der har brygget beskyldningerne mod os sammen: Læg hånden på hjertet og spørg jeres samvittighed: Hvilken forbrydelse har vi begået? Skaber vi ”tumult”? Vi boykotter timerne, vi demonstrerer, vi kaster os ud i en sultestrejke, vi er gået i skjul. Men hvorfor gør vi i sidste ende det? Der bliver til stadighed leget med vore følelser og vi sulter i vor søgen efter sandhed, og alligevel bliver vi pryglet af soldater og politi. Studenterrepræsentanter bønfaldt knælende om demokrati, men blev ignoreret; deres krav om samtaler på lige vilkår blev gentagne gange udsat. Studenterlederne er i fare. …
Hvad skal vi gøre?
Demokrati er det ædleste i menneskehedens eksistens og frihed er en naturlig menneskeret, som skænkes os fra fødslen. Kan det kinesiske folk være stolt over, at vi må give vore unge liv væk for sådanne ting?
En sultestrejke er den sidste udvej, men den må gennemføres.
Vi bruger vores vilje til at dø som en kamp for livet.
Men vi er stadig børn! Vi er stadig børn! Mor Kina, kast dit alvorlige blik på dine børn. Sulten ødelægger ubønhørligt vor ungdom. Bevæges du ikke af døden, der nærmer sig?
Vi ønsker ikke at dø. Vi vil gerne leve et godt liv, for vi befinder os på det dejligste tidspunkt i vort liv. Vi ønsker ikke at dø. Vi ønsker at fortsætte vore studier, fordi vort fædreland stadig er forarmet. Det virker, som om vi lægger vort fædreland bag os i døden, og dog ønsker vi ikke at dø. Men hvis en persons eller en gruppes død vil resultere i et lykkeligt liv for de fleste og vil gavne vort land, har vi ikke ret til at fortsætte vort uværdige liv.
Fædre og mødre, vær ikke triste, mens vi sulter.
Onkler og tanter, sørg ikke over os, mens vi siger farvel! Vi har kun ét ønske, og det er, at vort folk kan få et lykkeligere liv; vi har kun et krav, og det er, at I ikke skal glemme, at vort mål ikke var døden. Demokrati er ikke et anliggende for de få. Demokratiet kan ikke gennemføres af en enkelt generation.
Døden kommer i forventning om en umådelig og uendelig efterklang.
Ordene fra de, der skal dø, er sagt med gode hensigter. Skrigene fra en hest, der skal dø, er fyldt med sorg.
Farvel, medstuderende, pas på jer selv! De døde og de levende deler den samme tro.
Farvel, kærester, pas på jer selv! Det smerter os at forlade jer, men det må ende sådan.
Farvel, forældre, og tilgiv os! Dit barn kan ikke forene loyalitet til nationen med forældreærbødighed.
Farvel, Kinas folk! Tillad os at tage dette nødvendige middel i anvendelse for at vise vor loyalitet over for landet.
Det løfte, vi giver med vore liv, vil oplyse himlen over republikken.
Årsagerne til sultestrejken:
1. At protestere mod statsmagtens kolde og følelsesløse standpunkt til Beijing-studenternes undervisningsboykot;
2. At protestere mod statsmagtens udsættelse af dialogen med delegationer fra Beijings højere læreanstalter;
3. At protestere mod statsmagtens stempling af den demokratiske, patriotiske studenterbevægelse som ”revolte” og hele rækken af forvrængede meldinger om bevægelsen.
Sultestrejkens krav:
1. Vi kræver, at statsmagten hurtigt og på lige vilkår indgår i en konkret dialog med studenterdelegationen;
2. Vi kræver, at statsmagten kalder studenterbevægelsen ved sit rette navn og anerkender den som en patriotisk og demokratisk studenterbevægelse.
Tidspunkt for sultestrejken: Indledning den 13. Maj kl. 14.
Lokalitet for sultestrejken: Den Himmelske Freds Plads.
Dette er ikke en ”revolte”; omstød straks den dom! Start dialogen nu! Vi tillader ikke flere udsættelser!” Vi indleder sultestrejken for folket! Vi har intet alternativ! Vi beder verdensopinionen om at støtte os! Vi beder alle demokratiske kræfter i samfundet om at støtte os!
