Mao’s livlæge fortæller
Uddrag af ”The Private Life of Chairman Mao” af Mao’s livlæge Li Zhisui, som her fortæller om Mao Zedongs besættelse af unge kvinder og hans tro på, at de gav ham evigt liv, sådan som legenderne fortæller, at kejserne fik det. Mao Zedong var ikke tryg ved læger, som til gengæld heller ikke var trygge ved at skulle værne om Kinas mægtigste mands helbred.
Mao insisterede ikke på at få hjortetaksindsprøjtninger, men han forlangte, at jeg fandt et andet middel mod hans impotens og for lang levetid. I denne som så mange andre sager, fulgte han de kinesiske kejseres traditioner. Den legendariske første kejser af Kina, den gule kejser, han-racens fader og den mand, som alle kinesere efter sigende nedstammer fra, menes at have opnået udødelighed ved at elske med 1000 unge jomfruer. Kejsere har siden troet, at jo flere sexpartnere de har, desto længere vil de leve – deraf kommer deres tusinder af konkubiner. Qin Shi Huangdi, den kejser, der grundlagde Qin-dynastiet, og som Mao ofte identificerede sig med, siges at have sendt en daoistisk præst og 500 jomfrubørn over havet i søgen efter en udødeligshedseliksir. Ifølge myten er japanerne deres efterkommere.
Kort efter jeg begyndte at arbejde for Mao, hørte han, at en rumænsk læge, en kvinde ved navn Lepshinskaya, havde fundet frem til et nyt middel, der ville forlænge livet, øge den seksuelle potens og forny den generelle styrke og udholdenhed, når det blev indtaget dagligt i små doser via sprøjte. Mao var interesseret, men han ville have, at jeg afprøvede midlet først. Hvis det virkede på mig, ville han selv tage det.
Jeg påpegede vores aldersforskel – jeg var kun 35 og han var 62, og forsikrede ham om, at jeg stadig var ung og livskraftig og ikke led af de symptomer, som plagede ham. Dr. Lepshinskaya kaldte sit middel Vitamin H3, men det bestod udelukkende af novocain. Selv om jeg ikke troede på sådanne påståede tryllemidler, vidste jeg, at Mao ikke var allergisk over for novocain, og jeg havde derfor ikke alvorlige medicinske indvendinger mod at lade ham afprøve det. Han fik Vitamin H3 indsprøjtet i sine baller i omkring tre måneder og holdt så op på grund af manglende resultater.
I alle de år jeg arbejdede for Mao, var jeg aldrig i stand til at lære ham noget om lægevidenskab. Hans tankegang var præ-videnskabelig. Men som vestligt uddannet læge mistænkte jeg hans anfald af impotens for at være mere psykologisk end fysiologisk betinget. Efter at have rådført mig med en række urologer og neurologer og forsikret mig om, at han ikke havde noget fysisk problem, begyndte jeg at give ham en placebo-behandling. Jeg ordinerede nogle glukose- og ginseng-kapsler og gav ham det som et ”kropsstyrkende middel”.
Med tiden indså jeg, at Maos problemer med impotens var mest udtalt, når han var inddraget i en politisk kamp med et uvist resultat. I begyndelsen af 1960’erne, da hans magt steg til nye højder, klagede han sjældent over impotens. På Kulturrevolutionens højdepunkt i slutningen af 1960’erne, var han og Jiang Qing blevet seksuelt fremmede over for hinanden, men han havde ingen problemer med de unge kvinder, som han gik i seng med – deres antal steg og deres gennemsnitsalder faldt, da Mao forsøgte at lægge år til sit liv ifølge den kejserlige formel.
Selv da Mao søgte efter en eliksir for langt liv, tvivlede han aldrig rigtig på, at hans liv ville blive usædvanligt langt. Han troede på den kuplet, han havde skrevet som ung, der erklærede, at han ville leve 200 år og svømme 3000 li* mod strømmen. Maos bemærkning til udlændinge i midten af 1960’erne, at han forberedte sig på at møde Gud – eller Marx – var blot et strategisk trick. Mao havde aldrig haft et bedre helbred end i begyndelsen af Kulturrevolutionen, og hans helbred forblev stadig godt i adskillige år derefter. Mao gik ofte i seng, når han var udsat for politiske angreb, men han brugte også ofte et dårligt helbred som en politisk manøvre. Maos helbred og landet politik var ofte flettet sammen.
Mao var heller ikke hævet over at simulere syg, og i 1963, da de kinesisk-sovjetiske relationer var dårlige, gav han en dramatisk forestilling for den sovjetiske ambassadør i Kina som en prøve på, hvordan Sovjetunionen reagerede på hans mulige død. Han afprøvede først sit nummer adskillige gange foran mig og andre medlemmer af staben, dækkede sig selv med et frottétæppe, simulerede dødlignende søvn og smerter og foregav at have store vanskeligheder ved at tale. ”Ser jeg ud til at være syg?” ville han vide. Så tilkaldte han den sovjetiske udsending til sit sengeleje og gav en glimrende forestilling.
