Det store Spring fremad
XIANFENG WANG er født i 1951 i Nanchang hovedstaden i den sydøstlige kinesiske provins Jiangxi. Hendes gymnasieuddannelse blev afbrudt af Kulturrevolutionen i 1966, men efter Deng Xiaopings magtovertagelse i 1977 blev Wang optaget på Qinghua-universitetet og uddannet som ingeniør. Da hun i 1984 efter to års mislykket ægteskab anmodede om skilsmisse, blev hun fyret fra sit arbejde som ingeniør og fængslet for opsætsighed. Hun tilbragte to år i fængsel, derefter en årrække som løst ansat ingeniør og oversætter før hun i 1997 fik mulighed for at hoppe af til Danmark, hvor hun nu har opnået politisk asyl. Den følgende tekst er et uddrag af Wangs bog ”Den farefulde Klippetop” (1999), der beretter om hverdagen som lille pige under Det store Spring fremad.
Jeg forstod ikke hvad lidelser var, før den store hungersnød, som spredte sig over Kina og ramte hele befolkningen, også ramte mig direkte. Den store hungersnød startede i begyndelsen af 1960. Det blev fortalt, at hungersnøden var forvoldt af naturlige årsager. Men den var hovedsagelig forårsaget af Mao Zedongs hovedløse økonomiske politik, »Det store skridt fremad« i 1958. Under hungersnøden fik vi børn tildelt rationeringsmærker lydende på 10 kilo ris, 3 kilo grøntsager og 250 gram spiseolie om måneden fra borgerkomitéen. Med disse rationeringsmærker kunne min mor købe mad i butikkerne til en billig penge. Men uden mærker var der intet at få, for alle butikker blev drevet af staten. Der fandtes ingen privat drevne butikker. Kunderne kunne ikke legalt købe kød, fisk, sukker eller kager nogen steder. Til gengæld kunne de købe hvad som helst på det sorte marked, bare de havde penge. Min familie havde ingen penge og kunne ikke købe dyr mad, en skæbne de delte med de fleste andre. I lang tid vidste jeg ikke hvad morgenmad var. Vi fik kun risvælling med lidt grøntsager til ved dagens to måltider. Sulten plagede os dag ud og dag ind. I skolen begyndte jeg hver dag at svede ved middagstid, og jeg følte mig så mat at jeg knap nok kunne følge med i den sidste time. Det var udmattende kun at indtage risvælling med grøntsager. En dag døde vores nabo, min klassekammerat Zen Guangmings far, af sult. Katastrofen plagede min mor mest. »Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg dog gøre?« mumlede hun for sig selv. En dag kom hun hjem med en pakke med græsrødder og risskaller. Hun skyndte sig at koge risvælling og en tyk suppe af græsrødderne og risskallerne. Det var første gang meget længe vi fik nok at spise, selv om det var svært at få det ned, og det var første gang vi så et smil på mors ansigt siden hungersnøden startede. I tiden derefter gik min mor ofte de 20 kilometer ud på landet for at samle græsrødder og risskaller. I weekenden gik min søster og jeg med hende. En dag var min mor meget lykkelig ved at kunne vise os nogle bønner, hun havde fundet ude på landet. Vi børn sad helt stille og ventede tålmodigt på de stegte bønner, vores mor lavede til os. De smagte dejligt, lidt som jordnødder, noget vi ikke havde fået i årevis. Mens vi spiste sendte vi beundrende blikke mod vores mor. Der var tilstrækkeligt bønner til at mætte alle os børn. Imidlertid blev jeg overrasket ved at læse en notits i avisen Ungdom om, at netop denne slags bønner, som i virkeligheden var bønnelignende frø fra en plante, man dyrkede for at udvinde olie af dem, havde forgiftet en hel familie. Indbyggerne i byen åd nu alt, hvad de kunne få fat på; sulten drev dem. At en hel familie var blevet forgiftet undrede mig ikke. Hvad der undrede mig, var, hvordan vi selv var sluppet. Kære gud, vær os nådige? Da jeg viste notitsen til min ældre søster og spurgte hende, om hun kunne give mig et videnskabeligt svar på, hvordan vi kunne undgå at blive forgiftede, gjorde hun nar ad mig og sagde »Lykkestjerne skinner på vore hoveder, vi er bare heldige. Sådan er det.« Min ældste broder begyndte at lære kinesisk maleri og fik hurtigt stor interesse for det. Han var ikke længere den uartige dreng, han havde været. Om dagen brugte han loftet som arbejdsværelse, her kunne han stå oprejst i den ene side, men måtte bøje sig ned på den laveste side. Det var vinter, og familien havde ikke råd til at købe kul til opvarmning. Og uden kul kunne man ikke varme et træhus op i syden. Vi fik ikke nok at spise og kunne ikke forestille os at fyre med kul for at få varme i huset. Det var fem minusgrader udendørs i den periode, samme temperatur ude og inde. Når vi stod op om morgenen var vandet frosset i vaskekummen. Men lige meget hvor koldt det var, fortsatte Keling med at male. Efter skoletid gik han direkte hjem og op på loftet. Min mor var lykkelig over at se en helt igennem forandret dreng – og det var jeg også, for Keling slog og drillede mig ikke længere. Men maleri var en dyr hobby, og Keling havde brug for penge til at købe noget meget dyrt papir, xuan-papir, til sit kinesiske maleri. I 1962, da hungersnøden havde varet i næsten tre år, var vi ved at være fuldstændig udtærede. Min mor arbejdede meget hårdt, arbejdede som rengøringskone og fejede gader med en kost, for der fandtes ingen fejemaskiner i Nanchang, eller for den sags skyld i Beijing eller den største by Shanghai. Hun kunne ikke komme til at vaske sig ordentligt efter arbejdet, for vi havde ikke eget bad, og der var heller ikke noget offentligt badehus. Det tog min mor et kvarter at hente to spande vand, hængende over hendes skulder i en stang, for vi havde ikke rindende vand i huset, og vores naboer havde det heller ikke. Familier fra tre gader delte en centralt beliggende vandhane, og den blev bestyret af en tilsynsførende. Min mor havde støv i håret og over hele kroppen og følte sig så snavset, at hun havde brug for to spande vand til at vaske håret og to spande vand til kroppen i et stort kar, når hun kom hjem fra arbejde Hun fejede gaderne på sin rute to gange hver dag, og det var ikke let at bære to spande vand i en stang 4-6 gange om dagen. Min ældre søster ville gerne hjælpe min mor, men det afslog hun bestemt. »Vægten af vandet vil tynge dig så meget at du vil have vanskeligt ved at vokse«. Det var vores mors frygt at vi skulle blive bremset i væksten, hvis vi bar vand for hende. Hun bar hellere selv alle livets byrder på sine spinkle skuldre. Da vi børn skiftede tøj hver dag om sommeren og min mor måtte vaske det, måtte hun gå til Ganjiang floden for at vaske. Selv om det tog 40 minutter at nå ned til floden, vaskede de fleste mødre alligevel deres tøj dernede. De brugte en træstav til at slå på tøjet for at få det rent, og skyllede det efter i floden to til tre gange. »Mor, vores tøj slides mere af dig end af os,« sagde jeg for sjov når jeg så min mor slå på tøjet af alle kræfter. Min mor tjente kun halvt så meget ved sit arbejde som en almindelig arbejder, 16 yan pr. måned. For dem kunne hun købe 16 kilo gulerødder på det sorte marked. Den eneste fordel hun havde var, at hun kunne holde øje med os når hun fejede i nærheden af hvor vi boede. Jeg tror hun følte at hendes lave status blev retfærdiggjort af, at vi til gengæld kunne overleve. Så længe det kunne sikre at hendes familie var i sikkerhed og at hendes børn havde noget at spise, ville min mor gøre hvad som helst. For mig var hun en helgen, en hellig martyr. Min mor brugte alle sine penge til mad. Vi børn kunne ikke få så meget som en cent af hende. Uanset hvor fattig familien var, fik børn dog alligevel altid en smule penge i gave ved nytårsfesten, men ikke dette år. Da Keling skulle bruge penge til at købe xuan-papir for, besluttede han sig til at sælge blod som donor til hospitalet. Han var kun 15 år gammel. Keling elskede sit maleri, og det gjorde jeg også. Jeg så ofte entusiastisk til mens han malede, og var den første til at bedømme hans værker. Keling og jeg blev fortrolige. Han fortalte mig om sin idé med at give blod, og bad mig følge med til hospitalet. Jeg var dybt uenig med ham. »Du minder mig om manden der skar sin krop i stykker for at kunne spise kød,« - en historie jeg altid havde følt væmmelse ved. »Ja, maleriet er en vigtig del af mit liv, eller vigtigere end selve livet for den sags skyld. Har du en bedre idé til, hvordan jeg kan få penge til Xuan-papir? Jeg er simpelthen nødt til at sælge mit blod,« sagde Keling sørgmodigt. Jeg tav stille. Jeg havde ingen idé om hvor jeg skulle skaffe penge fra til min broder. »Jeg vil drikke en masse vand for at fortynde blodet før jeg går på hospitalet,« forsikrede han mig i opløftet stemning. Jeg var urolig for hvad der kunne ske Keling hvis han tog på hospitalet alene, og gik derfor med ham den næste dag. På hospitalet måtte min broder lyve over for lægerne og fortælle, at han var 18 år gammel. Lægerne troede ham, fordi han havde en overbevisende højde på 1,75 meter. Men han var jo kun en dreng og sank omgående sammen efter at være blevet tappet. Jeg blev så bange at jeg glemte hvad min broder havde sagt jeg skulle gøre, og lå bare og hulkede ved siden af ham. Lægerne styrtede til for at hjælpe, og spurgte mig om vi havde taget mad med. Jeg huskede pludselig på at min broder havde stoppet en sød kartoffel i sin lomme om morgenen. Jeg søgte i hans lomme efter kartoflen og gav den til lægen. Efter at have fået sukkervand af lægen kom Keling til sig selv. Da han var i stand til at spise noget, spiste han, nej han spiste ikke, han næsten s l u g t e den store søde kartoffel på under et minut. Han var virkelig sulten, og det var vi andre også. Hvis Keling ikke havde været så optaget af at male, ville han aldrig have afgivet blod. Han byttede 2 dl blod for 100 yan, et beløb der kunne ernære 12 mennesker i en måned. Men Keling brugte alle disse penge til sit maleri. Han koncentrerede sig i denne tid fuldt ud om sit værk »Hundrede heste,« lige meget hvor koldt det var, og lige meget hvad der skete omkring ham. Da maleriet var færdigt, følte Keling sig svimmel oven på anstrengelsen, der ikke var blevet mindre af at han stadig afgav blod, og han havde forfrysninger i begge hænder på grund af kulden på loftet. Alligevel svarede han fraværende på min moders ømme formaning. »Ja, jeg skal nok hvile mig, som du siger.« Stående foran maleriet med de hundrede heste, fuld af ømme følelser, kærtegnede Keling og jeg dem en efter en med vores øjne i meget lang tid. Hestene var levende Nogle af dem var spagfærdige som lam og lå roligt udstrakte, andre vandrede langsomt omkring i græsset. Nogle af dem så helt virkelige ud, med hævede hoveder og flagrende manker, som min broder nu havde villet dem. Jeg ville ønske at Keling og jeg kunne ride de flyvende heste op mod paradiset, ligesom i eventyrene.
