Deng Xiopings selvkritik
Uddrag af Deng Xiaopings selvkritik forud for det brutale fald fra magten, der sendte ham og hans familie i internt eksil under Kulturrevolutionen. Det er et klassisk eksempel på maoistisk selvkritik, hvor man remser sine egne fejl op og på den måde også afslører ugerninger, som måske ikke allerede er opdaget.
Sammendrag (oversat) af Dengs selvkritik s. 430-432 i The Search for Modern China – A Documentary Collection, af Pei-Kai Cheng & Michael Lestz med Jonathan D. Spence, WW Norton & Co, New York, 1998.
Mine nylige fejltagelser er på ingen måde tilfældige eller løsrevne; de har deres oprindelse i en bestemt tankegang og en vis arbejdsmetode, som har udviklet sig over en længere periode. Ideologisk har jeg ikke blot undladt at hæve banneret for Mao Zedong-tænkning højt, jeg har end ikke løftet dette banner. Eftersom mit embede er Formanden meget nært placeret, burde jeg have rigelig mulighed for at få personlig vejledning og hjælp af ham. Ikke desto mindre har jeg forstået Mao Zedong-tænkning meget dårligt, gjort meget lidt for at udbrede den og er ikke øvet i at benytte den i mit arbejde. Mao Zedong-tænkning er vort arbejdes absolutte kerne og ens begreb om den er den målestok, hvormed man vurderer en persons viden om marxismen-leninismen og graden af en persons proletariske tankegang. Hvis man ikke udvikler sig, vil man stagnere. Hvis man ikke studerer Mao Zedong-tænkning, vil de ikke-proletariske elementer i ens tankegang uvægerligt forøges. Konsekvensen er, at man begår fejltagelser, og hvis det ikke forhindres, vil man begå fejltagelser med højre-opportunistiske tendenser. Set i tilbageblik har mine seneste år været præget af en stadig tilbagegang og på grund af min slaphed i at studere og bruge Mao Zedong-tænkning har jeg begået en række fejltagelser. Som den, der har stået for Centralkomiteens partisekretariat, må jeg indrømme, at arbejdet på dette felt er blevet meget dårligt udført, og de områder, hvor det er begået de største fejl, er dem, der har hørt under partisekretariatets umiddelbare lederskab. I anliggender vedrørende klassekampen og kampen inden for partiet, har jeg konsekvent vist højreorienterede tendenser. […]
Min distancering fra masserne og manglende kontakt med virkeligheden er direkte forbundet med min manglende evne til at følge formand Mao og mine mangelfulde studier. Som resultat af det er jeg blevet vant til at spille herre over andre og opføre mig, som om jeg var noget særligt. Jeg blandede mig sjældent med folk eller bestræbte mig på at kontakte kadrer og andre ledere for at forstå deres arbejdssituation eller problemer. Jeg har ikke været krævende i udførelsen af mit arbejde og har bestandigt været ude af stand til at blande mig med folk og gennemføre opsøgende arbejde. Den måde, hvorpå jeg beskæftiger mig med hverdagsproblemer, har været forenklet og sommetider temmelig ufleksibelt. Ovennævnte holdning er skyld i, at jeg har fanget mig selv i et net af subjektivitet og bureaukrati i de forløbne år. Som følge af dette ”fængsel” har jeg begået ideologiske og administrative fejltagelser med stadig større hyppighed og af stadig større betydning. En vedvarende ligegyldighed over for Mao Zedong-tænkning har nu udviklet sig til en iøjnefaldende modstand mod den. Indtil for nylig var jeg ikke bevidst om min holdning og følte mig overlegen og ufejlbarlig. Jeg har naturligvis ikke, på grund af denne indstilling, udført mit arbejde samvittighedsfuldt. Jeg bad sjældent andre kammerater eller personer om hjælp eller råd. Hvad værre var, rapporterede jeg sjældent til og bad om råd fra Formanden. Dette er ikke blot en af hovedårsagerne til mine fejltagelser, det er også et alvorligt brud på partidisciplinen. I slutningen af 1964 kritiserede formand Mao mig for betragte mig selv som et kongerige. Lidt rystet over dette trøstede jeg mig i begyndelsen med, at jeg hverken var grådig eller magtsyg og udforskede derfor ikke mine fejl nærmere. Således uhindret ville jeg uvægerligt nu eller i fremtiden begå fejl vedrørende den politiske linje. I sidste instans er min tankegang og arbejdsmetode helt uforenelig med Mao Zedong-tænkning. Jeg har ikke holdt banneret for Mao Zedong-tænkning højt hævet eller fulgt formand Mao nøje, så derfor afskærer jeg mig fra ledelsen; desuden er min kontakt med masserne sparsom og jeg har isoleret mig fra virkeligheden. Jeg har vist mig efterladende i mine studier af formand Mao og er totalt uegnet i mit nuværende ansvarsområde. Begivenheder for nylig har afsløret mig som en uforbedret småborgerlig intellektuel, der ikke har bestået socialismens prøver. At se min karakter afspejlet i mine handlinger overvælder mig. Det vil være skadeligt for partiet og folket, at en person med mit ideologiske niveau og politiske forståelse fortsætter i min nuværende stilling. Jeg har brug for at overveje mine tidligere handlinger. Jeg har brug for at studere formand Maos værker seriøst, forbedre mig og korrigere mine fejltagelser. Derigennem håber jeg at kunne være til nytte for partiet og folket i den sidste del af mit liv og på en eller anden måde gøre mine ugerninger gode igen. Jeg tror fast på, at jeg ved hjælp af mine kammerater og gennem min egen beslutsomhed kan korrigere mine fejltagelser. Selv om jeg er kommet politiske på afveje, bør jeg ved hjælp af Mao Zedong-tænkningens stråleglans, der oplyser min videre vej, have styrken til at rejse mig og fortsætte. […]
Ovennævnte er den indledende selvkritik. Jeg håber, at alle de tilstedeværende kammerater vil give deres kritik og forslag.
Længe leve den store proletariske Kulturrevolution!
Længe leve Mao Zedongs uovervindelige tænkning!
Længe leve den store lærer, Den store Rorgænger og den store leder formand Mao!
