Kinas beskyttelse af Tibet
Uddrag af artikel med titlen Historisk fremskridt, der garanterer menneskerettigheder i Tibet af Kinas Selskab for Menneskerettighedsstudier. Artiklen er den officielle kinesiske udlægning af det kinesiske demokratis indførelse i Tibet, gengivet i China Daily i 1999 – 40-året for den kinesiske besættelse. Der opremses en række bedrifter, der har ændret tibetanernes livsvilkår radikalt.
I år markeres 40 året for den demokratiske reform, der er gennemført i Tibet, og afskaffelsen af livegenskab i regionen.
40 år er blot et glimt i menneskets historie, men for Tibet har de sidste fire årtier været altomvæltende på grund af de forandringer, der er sket i forhold til social udvikling og menneskerettigheder.
Før 1959 var folk i det gamle Tibet, der blev regeret af Dalai Lama, undertrykt og blev nådesløst udbyttet af et bagstræberisk feudalt system af livegenskab, og menneskerettigheder betød intet for dem.
I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne gennemførte det tibetanske folk, anført af og med støtte af den centrale folkeregering, en demokratisk reform af stor og gennemgribende betydning og afskaffede totalt det feudale livegenskab og skabte en ny æra for udviklingen af menneskerettigheder i Tibet.
Det gamle Tibet var mørkere end Middelalderens Europa. Det var et samfund, der praktiserede feudalt livegenskab, og den politiske og religiøse magt var kædet sammen. Embedsmænd, feudalherrer og ældre munke, der udgjorde mindre end 5 % af Tibets befolkning, ejede al den dyrkede jord, græsningsjord, skove, bjerge og de fleste husdyr. De havde også magten over folks liv og ejendom.
Ifølge statistikker fra 1959 besad templer og ældre munke 80.960 ha. af den opdyrkede jord, 36,8% af Tibets totale område på 220.000 ha. Feudalherrerne ejede 52.800 ha. jord og feudale embedsmænd, deriblandt nogle munke, fik 85.580 ha. af jorden i besiddelse, hvilket udgjorde henholdsvis 24 % og 38.9 % af jorden.
De livegne og slaver, der udgjorde mere end 95 % af Tibets befolkning, ejede intet og måtte uden personlig frihed snylte på herrernes ejendomme eller være slaver gennem generationer.
Under det feudale livegenskab led de livegne under hoveri, beskatning og åger fra feudalherrerne og levede på dødens rand. Ufuldstændige statistikker tyder på mere end 200 kategorier af hoveriskatter, som blev udskrevet af Gaxag (den lokale tibetanske regering). Det hoveri, der blev pålagt af Gaxag og herremænd, beløb sig fra over 50 % af de livegnes arbejde helt op til 70 og 80 %.
De livegne var med deres beskedne indtægt ofte afhængige af lån til ågerrenter for at kunne opretholde livet. Ifølge statistikker beløb ågerlån til næsten den dobbelte af et landbrugs eller husdyrbrugs totale produktion, og mere end 60 % af bønderne og hyrderne havde store gældsposter. Tallet var så højt som 80 % af Chalba-hustandene. I nogle landsbyer var alle gældsatte.
Livegne var tvunget til at flygte fra hungersnød og blive tiggere, og utallige døde af sult og sygdom. Flokke af tiggere, deriblandt ældre og kvinder og børn, blev ofte set i byer som Lhasa, Xigaze, Naque og Qamdo.
Livegne og slaver har ingen personlig frihed eller politisk status, mens herremændene, der ejede de livegnes levende kroppe, havde frihed til at handle med, overflytte, overbringe, belåne eller udveksle livegne, der blev betragtet som privat ejendom.
Ejerne af de livegne havde magt over de livegnes liv og død og ægteskab. Livegne, der tilhørte forskellige herrer, måtte ”løskøbe sig” for at gifte sig, og de livegnes børn blev født som livegne for livet.
Den 13-punkts og 16-punkts lov, som blev håndhævet i flere hundrede år i det gamle Tibet, opdelte folk i tre klasser og ni stande. Uligheden mellem folks sociale og politiske status blev således stadfæstet og sikret ved lov.
Lovene foreskrev, at ”folk er inddelt i tre klasser, og hver klasse omfatter tre stænder”. Ifølge loven blev livegne, der tilhørte den laveste stand i den laveste klasse, anholdt, hvis de modsatte sig folk fra højerestående stænder.
Loven foreskrev, at ”alle, der modsætter sig en herrers styring, skal anholdes. En lægmand, der fornærmer en embedsmand, skal anholdes og alle, der på slottet giver udtryk for forurettelse og dermed opfører sig vanærende, skal anholdes og piskes.”
Strafudmålingen og straffene for den samme forbrydelse for folk fra forskellige klasser og stænder var meget forskellige.
Ifølge loven om kompensation for mord, blev et menneskeliv, der blev frarøvet en person fra den højeste stand i den højeste klasse, takseret til at være den afdødes vægt i guld. Et menneskeliv, der blev frarøvet en person fra den laveste stand i den laveste klasse, som kvinder, slagtere, jægere og håndværkere, var et halmreb værd.
Loven vedrørende kompensation for skader foreskrev, at tjenestefolk, der gjorde skade på deres herrers hånd eller fod, skulle have samme legemsdel hugget af. En herre, der gjorde skade på en tjener, var kun forpligtet til at betale for den lægelige behandling af såret, og der krævedes ingen anden kompensation.
Kommunalforvaltninger og store klostre i det gamle Tibet havde deres egne domstole og fængsler. Feudalherrer kunne bygge private fængsler på deres jord og livegnes herrer kunne prygle og skælde ud på livegne, som det passede dem.
Herrerne havde også frihed til at praktisere yderst brutale og grusomme straffe som at skære ører af, kaste folk i vandet, presse øjne og trække sener ud.
Afskaffelsen af livegenskabet var et uomgængeligt socialt fremskridt i Tibet og et dybfølt ønske fra det tibetanske folk.
For at frigøre sig fra det feudale livegenskabs brutale styre og i stræben efter menneskerettigheder har tibetanerne uophørligt kæmpet tappert ved at skrive bønskrifter, flygte, nægte at betale leje og hoveri og iværksat væbnet kamp.
I lyset af de særlige historiske og faktiske vilkår i Tibet har den centrale folkeregering og den tibetanske lokalregering i 1951 indgået en aftale om forholdsregler for en fredelige befrielse af Tibet, da Tibet anerkendte sin fredelige befrielse. […]
Det blev forordnet, at religionsfriheden, folks frihed til at blive lamaer og nonner, og deres frihed til at genoptage et verdsligt liv samt klostre, der bebos af patriotiske og lovlydige lamaer, under den demokratiske reform skal beskyttes.
Ikke desto mindre afskaffede reformen alle de feudale økonomiske og politiske privilegier, som klostrene nød godt af, deriblandt feudalt ejerskab, udbytning og slaveri og den feudale administration og hierarki i klostrene. Klostrenes penge og ejendomme blev brugt til produktion og tildelt lamaer og nonner som betaling for deres leveomkostninger og normale religiøse aktiviteter.
