Fremtidsperspektiverne for Taiwan
Teksten er skrevet af politologen Kenneth Lieberthal og handler om fremtidsperspektiverne for Taiwan. Efter han skrev teksten er Minjindang, Det demokratiske Fremskridtsparti, DPP, kommet til magten.
Men KMT stod over for fundamentale politiske problemer i Taiwan: 90 % af befolkningen, der er taiwansk, brød sig ikke om, at de resterende 10 %, der var flygtet fra fastlandet, besad den politiske dominans. Chiang Kai-shek viste sig villig til at give de oprindelige taiwanere fuld deltagelse i økonomien, men han fastholdt et stærkt autoritativt politisk system, der udelukkede dem fra magten. Kuomintang fastholdt således, at folk på Taiwan kun kunne stemme på provinsanliggender på øen. Alle ”nationale” anliggender var i hænderne på dem, der blev valgt ved valget i 1947 på fastlandet, indtil der kunne afholdes nye valg i alle provinserne. I takt med at de oprindelige fastlandskinesere døde, gjorde alderens hærgen alene en sådan holdning stadig mere uholdbar.
For at tilpasse sig de ændrede politiske vilkår begyndte Chiang Ching-kuo, Chiang Kai-sheks søn og efterfølger, i 1980’erne på udviklingen af ”taiwanisering”, hvor han bragte indfødte taiwanere frem til nøglestillinger. En af disse, Lee Teng-hui, efterfulgte til sidst Chiang som leder af KMT og præsident for Republikken Kina.
Lee videreførte ikke blot taiwaniseringen, men indførte også en reel demokratisering af Taiwan. Han ophævede den militære undtagelsestilstand, som havde været indført i tre årtier, tillod en fri presse at udvikle sig og tillod ikke-KMT-kandidater at føre kampagne og stille op til valg. Lee mente, at Taiwans befolkning havde opnået en sådan grad af velstand, uddannelse og udvikling, at den politiske stabilitet på længere sigt ville kræve demokratisering. Der vil gå mange år, før borgerne i Folkerepublikken Kina opnår samme grad af den velstand, urbanisering og uddannelse pr. indbygger, der opmuntrede Lee til at nære den demokratiske kappestrid.
I de tidlige stadier af Taiwans valgkamp var oppositionen udelukkende kendt som ”udenfor partiet (dangwai), eftersom andre formelle partier stadig var forbudte. Men KMT legaliserede til sidst andre politiske organisationer, og den største opposition til Kuomintang kom i 1994 fra et parti, der kaldte sig Det Demokratiske Fremskridtsparti (Minjindang). Det Demokratiske Fremskridtsparti har en stærk taiwansk identifikation og vil muligvis udråbe øens uafhængighed, hvis det kommer til magten.
Udviklingen af et stadig mere farverigt demokrati på Taiwan og taiwaniseringen af Kuomintang siden slutningen af 80’erne foruroliger Beijing. Eftersom flertallet af Taiwans vælgere er taiwanere, må Kuomintang gøre sig mere tillokkende for taiwanerne og har således tilladt en udvidelse af antallet af valgbare embeder. Senest i 1996 skulle alle embeder, deriblandt præsidentembedet, være direkte eller indirekte valgbare af folk, der bor på øen.
I overensstemmelse med disse indenlandske forandringer har Kuomintang forsøgt at integrere Taiwan på den internationale arena. Det har kæmpet med forskellige navne, som Taiwan kan kalde sig i internationale organisationer, og har især siden slutningen af 80’erne høstet diplomatiske gevinster i forskellige bilaterale forbindelser med en politik, som det kalder ”fleksibelt diplomati”. Denne politik opmuntrer til udvikling af alle typer af forbindelser, uanset hvad det andet lands forhold til Beijing er.
Den indenlandske politiske dynamik på Taiwan kan med tiden føre til en formel erklæring af Taiwans uafhængighed. Det Demokratiske Fremskridtsparti har allerede omfattet en sådan erklæring i sit partiprogram. KMT anerkender, at Taiwan i virkeligheden er selvstændigt og opmuntrer andre lande til at behandle det som sådan. I sidste ende kan KMT af stemmehensyn føle, at det må bekendtgøre selvstændigheden retsligt. En sådan handling vil skabe en krise i forhold til Beijing. I bedste fald vil den afbryde det stigende økonomiske samarbejde på begge sider af Taiwan Strædet. I værste fald er der risikoen for åben konflikt over de modstridende nationalistiske krav.