Migrantarbejdere i storbyerne
Uddrag af artikel i om udrensningen af migrantarbejdere i Kinas storbyer i China Rights Forum, som udgives af menneskeretsorganisationen Human Rights in China. Artiklen beretter om loven om indespærring og hjemsendelse fra 1950erne, der stadig benyttes til at anholde og fængsle uønskede folk, der opholder sig andre steder, end hvor de er registreret.
I tiden inden den 1. oktober 1999 forberedte det kinesiske politi sig på 50-året for grundlæggelsen af den kinesiske folkerepublik ved at iværksætte en ”udrensning” af byer, hvilket omfattede internering af tusindvis af mennesker. Ud over de oplagte kandidater – tiggere, gadebørn, skraldsamlere, prostituerede og hjemløse – har en undersøgelse udført af Human Rights in China (HRIC) afsløret, at folk med lavstatus-beskæftigelse, hvis hustand (hukou) ikke er registreret i den by, hvor de arbejder eller har forretning, er i stor fare for at blive fængslet under sådanne tiltag. Ligeledes bliver mennesker, der udfolder deres ret til at klage over myndighederne om embedsmisbrug eller andre anliggender, rutinemæssigt fængslet.
De fleste, der bliver ramt af disse tiltag, bliver fængslet i henhold til en vilkårlig interneringslov, der kaldes ”Internering og deportation” (shourong qiansong, herefter I&D). Selv om denne form for administrativ internering rammer op mod to millioner mennesker om året, hvoraf 5-20% er børn, har den ikke skabt opmærksomhed uden for Kina og meget lidt inden for. En af årsagerne til dette er, at de fleste af de internerede i henhold til I&D tilhører samfundets marginalgrupper, omtalt af bymyndighederne som ”subsistensløse” (sanwu renyuan), fordi de ikke har papirer, arbejde og eller fast bopæl. En anden årsag er, at systemkritikere sjældent fængsles på denne måde med undtagelse af enkelte, der nævnes i denne rapport.
I&D forvaltes i fællesskab af de offentlige sikkerhedsmyndigheder og Ministeriet for Samfundsanliggender og betragtes generelt som ”sociale” funktioner, hørende under sidstnævnte, der også driver sociale institutioner og børnehjem. Men som gælder for de nævnte institutioner, giver de tilgængelige informationer om vilkårene i I&D- lejrene anledning til alvorlig bekymring. Disse lejre mangler de mest nødvendige elementer til at drive en ordentlig socialinstitution – blandt andet penge, ordentlige bygninger med egnede sanitære installationer, uddannet personale med klare retningslinjer, tilsyn og så videre – og kan ofte kun betegnes som forvaringsanstalter for dem, hvis tilstedeværelse i byens gader betragtes som upassende, og dem, som tilfældige politifolk beslutter sig for at fængsle der.
I 1980’erne og 1990’erne er de kategorier af folk, der potentielt er underlagt I&D, ifølge officielle kilder vokset kraftigt, hvilket en række embedsmænd har klaget over i tidsskrifter om samfundsanliggender. Vi mener på grundlag af ufuldstændige statistikker, at antallet af mennesker, der er blevet tilbageholdt i 1990’erne, er mere end fordoblet. Desuden har nogle embedsmænd klaget over, at politiet bruger loven til at internere folk i lejrene, hvor der ikke er lovligt hjemmel for at gøre det. I&D fortolkes meget bredt og tillader generelt politiet at tilbageholde folk af hvilken som helst grund og så længe det passer dem.
HRIC mener, at der i forhold til interneringssystemet er grund til bekymring på seks vigtige punkter. For det første manglen på rettergang, hvilket i sagens natur gør systemet vilkårligt både på grund af dets beskaffenhed og på grund af den forvirrede lovgivning omkring det. For det andet de dårlige vilkår i I&D-lejrene. For det tredje den utilbørlige blanding af almindelige internerede med internerede, der burde beskyttes – blandt andet børn, prostituerede kvinder og psykisk syge. For det fjerde måden, hvorpå systemet opmuntrer til at maksimere antallet af internerede, eftersom en væsentlig del af de midler, der går til løn af personale og drift, kommer fra de fængsledes arbejde og fra penge, der aftvinges dem og deres familier. For det femte overtræder dette system ikke blot internationale normer, men også kinesisk lov. Og for det sjette manglen på gennemskuelighed i dette system for fængslede og deres familier og for samfundet som helhed, hvilket bidrager til systemets lyssky, diskriminerende og opsplittende beskaffenhed.
Både på papiret og i praksis krænker I&D menneskerettighederne på en række punkter. De falder ind under følgende kategorier: total mangel på respekt for retten til rettergang; dets diskriminerende karakter og effekt, der er i strid med princippet om lighed for loven; den udbredte brug af tortur og mishandling i I&D-lejrene; og den svigtende evne til at sørge ordentligt for både fængslede generelt og for særlige grupper, især børn og psykisk syge.
Brugen af I&D antyder, at dette tiltag siden grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina er blevet benyttet til at rydde byerne for folk, der anses for problemer og til at gennemtvinge et adskillelsessystem mellem by- og landområder.
