Napoleon Bonapartes ’Brev til jøderne’ af 20. april 1799
I 1799 befandt den franske hær under Napoleons kommando sig udenfor Acre. Ved den lejlighed udsendte Napoleon et brev, der tilbød jøderne Palæstina som deres hjemland under fransk protektion. Projektet blev imidlertid ikke til noget, fordi Napoleon blev slået og var tvunget til at trække sig tilbage fra Mellemøsten.
Brevet har dog krav på interesse, fordi det forudskikker oplysningstidens filosofi, der legitimerede det jødiske folks integration, og fordi det markerer begyndelsen på stormagternes forsøg på i 1800-tallet at indføre jødisk selvstyre i Palæstina, så Palæstina kunne blive et protektorat under den europæiske stat, der fik det jødiske folk genindsat i Palæstina.
Efter Napoleons nederlag var det primært England, der gik videre med projektet, hvilket markerer begyndelsen til den engelske kristne zionisme.
Brevet er taget fra adressen: www.mideastweb.org.
Brev til den jødiske nation fra den franske øverstkomman-
derende Bonaparte
General Hovedkvarteret, Jerusalem 1. Floreal, 20. april 1799, i Den franske Republiks 7. år.
Fra Bonaparte, den franske republiks øverstkommanderende over hærene i Afrika og Asien, til Palæstinas retmæssige arvinger.
Israelitter, enestående nation, der i tusinder af år på grund af lysten til erobring og tyranni er blevet berøvet deres forfædres land, men ikke deres navn og nationale eksistens!
Opmærksomme og upartiske observatører af nationernes skæbner har også, skønt ikke begavet med profetisk indsigt som Esajas og Joel, ikke desto mindre gennem lang tid følt, hvad de [profeterne] med skøn og opmuntrende tro har forudsagt, da de så den tilstundende af deres kongedømme og fædreland: »Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly«. (Esajas Bog 35.10).
Så rejs jer da med glæde, I eksilerede! En krig uden fortilfælde i historiens annaler, ført i selvforsvar af en nation [Frankrig], hvis fædrene land af dets fjender blev betragtet som et bytte til deling, tilfældigt og med et pennestrøg i kabinettet satte det i værk. Denne nation hævner nu ikke alene sin egen skam, men også de fjerneste, for længst glemte nationer, der har levet under slaveriets åg, og dermed hævnes også jeres [dvs. jødernes] næsten 2000 år gamle vanære; og skønt tiden og dens begivenheder synes at være helt uegnede til en gentagelse af jeres krav eller blot til at udtrykke disse, ja tiden synes faktisk at tvinge jer til helt at frafalde jeres krav, så tilbyder Frankrig jer her og nu og i modstrid med alle forventninger, Israel som jeres fædrene arv!
Den unge hær, sammen med hvilken jeg af Forsynet er blevet sendt hertil, besjælet af retfærdighed og sejr, har gjort Jerusalem til sit hovedkvarter, og den vil i løbet af nogle dage slå sig ned i Damaskus, hvis nærhed dermed vil ophøre med at være en trussel mod Davids by.
Palæstinas retmæssige arvinger!
Den store nation [Frankrig], der ikke bedriver handel med mænd og lande, som de lande gjorde, der solgte jeres forfædre til alle andre (Joels bog kap. 3), kalder på jer, men netop ikke for at I skal erobre jeres fædrene arv; nej I skal blot overtage, hvad der er blevet erobret fra jer, så I, med denne nations garanti og støtte kan bevare og opretholde landet mod alle fremmede.
Rejs jer! Vis at jeres modstanderes overvældende magt har alt andet end undertrykt modet hos efterkommerne af de helte, hvis sammenhold ville have bragt dem i ære i Sparta og Rom (Makkabæer Bog 12.15), og at de totusinde års slaveri har været ude af stand til at kvæle jeres mod.
Skynd jer! Nu er øjeblikket, der måske ikke kommer igen i tusinder af år, hvor I kræver genoprettelsen af jeres borgerlige rettigheder blandt universets øvrige folkeslag. De rettigheder, der på skammelig vis er blevet jer berøvet igennem tusinder af år, jeres politisk eksistens som en nation blandt andre nationer, og den ubegrænsede ret til at tilbede Jahve i overensstemmelse med jeres tro, i al offentlighed og sandsynligvis for altid.
