Zionismens moralske basis
Dr. Ulla Järvilehto har skrevet dette indlæg om Israels moralske ret til såvel Vestbredden som Golan i pamfletten Christian Zionism, der tjente som et oplæg til den tredje zionistkongres i Jeru-
salem i 1996.
Er den bibelske ret til at besidde Israel i konflikt med den moralske ret? Nej, den er ej. Her er en kort oversigt over facts.
De, der hævder, at de palæstinensiske arabere udgør et folk uden land og bebrejder Israel herfor, skulle tage at huske på, at en palæstinensisk arabisk stat faktisk blev oprettet i 1922, da det land, der oprindeligt var bestemt som »et jødisk nationalt hjemland« blev delt for første gang. Blot 23 % af det palæstinensiske mandatarområde blev overladt til Israel, medens 77 % blev reserveret til dannelsen af den arabiske stat Jordan.
Internationale løfter til det jødiske folk er uafbrudt blevet brudt. Efter 1922-delingen blev »det jødiske nationale hjemland« delt for anden gang i forbindelse med FN’s delingsplan i 1947 og den efterfølgende krig, der skyldtes arabernes afvisning af planen.
Pga. disse brudte løfter og arabisk upålidelighed er det svært at forestille sig, hvordan en palæstinensisk stat på den såkaldte Vestbred skulle kunne bringe fred til Israel og Mellemøsten. Oprettelsen af endnu en arabisk palæstinensisk stat ville betyde etableringen af en ikke levedygtig ministat, et brohoved for angreb ind i hjertet af Israel. Opgivelsen af Gaza og Jeriko bragte mere terrorisme og død til gaderne i Netanya, Tel Aviv og Jerusalem. PLO’s leder Yassir Arafat har kaldt Oslo-aftalerne for en »våbenhvile«, idet han på den måde har signaleret sin vedholden ved den gamle »skridt for skridt-plan«, der skal føre til Israels skridtvise ødelæggelse og virkeliggørelsen af PLO’s vision om, at organisationens flag skal veje over Jerusalems kirker, minareter og moskeer.
De der hævder, at kun jøderne har et land, mens araberne er hjemløse, skulle tage at huske på, at der er mere end 20 arabiske stater og kun én jødisk. Araberne besidder 13 millioner kvadratkilometer tyndt befolket land, milliarder af petro-dollars og en fælles kultur og et fælles sprog. Israels område udgør mindre end 1 % af det arabiske. Det kan ikke deles yderligere, hverken i Golan eller i Judæa og Samaria uden at bringe Israels sikkerhed i fare. Israel har betalt for sit gamle hjemland med penge, blod og deres hænders slid, der har bragt et goldt land til at blomstre igen med genopbyggede byer, haver og skove.
Så vi kan altså se, at Israels bibelske ret til at besidde landet er i samklang med de historiske facts og med den moralske ret. Som sædvanlig holder Guds ord stik.
