Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Ordet og Israel

Teksten fortæller om organisationen Ordet og Israel, og er fra organisationens egen hjemmeside: www.ordetogisrael.dk.

 

Baggrund

Gud bruger på en enestående måde det jødiske folk i historien. Folket er blevet tugtet som ingen andre og velsignet som ingen andre. Gud udvalgte folket som redskab for sin frelsesplan for verden, og han kalder det sit ejendomsfolk. Derfor skal vi beskæftige os med Israel.

Vi lever i dag i en tid, hvor Gud på afgørende måde griber ind i verdenshistorien og vender sit folks skæbne. Efter næsten 2000 års landflygtighed vender jøder nu tilbage til Israel fra hele verden i et hidtil uset antal, ørkenen blomstrer og Israels ødelagte byer genopbygges.

Alt dette er forud sagt af profeterne i Det Gamle Testamente, og det sker, fordi Gud holder sine løfter til sit folk. »Gud har ikke forkastet sit folk«, skriver Paulus i Rom 11,2.

Det gælder også i dag. Israels udvælgelse står fast og Israel er stadig en betydningsfuld aktør i Guds frelsesplan for verden.
Derfor er det vigtigt, at kristne er opmærksomme på Guds handlen med Israel – til styrkelse for troen og til vidnesbyrd om, at Jesus snart kommer igen.

Men det er også vigtigt i dag, som på Jesu tid, at jøderne hører evangeliet om Jesus Messias, der har ofret sit liv for verden, for der er ikke frelse i nogen anden end ham.

 

Forhistorie

Ordet og Israel blev stiftet i 1946. Stifterne var sognepræst Georg Bartholdy, kontorchef Eyvind Sivertsen og højskoleforstander Frits Larsen.

Ordet og Israels stiftere var overbeviste om, at de levede i en vigtig tid i verdenshistorien, hvor det, der skete med det jødiske folk og landet Israel ikke alene var af verdenshistorisk, men også af frelseshistorisk betydning.

Holocaust og begivenhederne omkring staten Israels oprettelse i 1948 styrkede overbevisningen om, at der var brug for et arbejde som Ordet og Israel.



Vækst i arbejdet

Ordet og Israels arbejde voksede hurtigt efter stiftelsen. I 1951 begyndte udgivelsen af månedsbladet ’Ordet og Israel’, og der blev holdt mange møder og stævner. Ud over stifterne var det især Frode Thorngreen og Henry Seligmann, der gennem deres indsats gjorde Ordet og Israel kendt i en videre kreds.

Væksten fortsatte op gennem 1960’erne og 70’erne. Ud over månedsbladet og de mange møder spillede også turistrejser til Israel og udgivelse af bøger og hæfter en stor rolle.

I 1977 etablerede Benedicte Strunge på Ordet og Israels vegne et arbejde i Jerusalem. En aftale med Jerusalems Kommune åbnede for udsendelse af unge danskere til et socialt/diakonalt hjælpearbejde i nært samarbejde med kommunen.

I 1985 fik Ordet og Israel sit eget ungdomsarbejde under navnet Joffi. Joffi-arbejdet udviklede sig hurtigt både i Israel og i Danmark og har haft uvurderlig betydning for Ordet og Israels vækst i de sidste 15 år.

I 1990’erne blev der taget endnu to væsentlige skridt i udviklingen af Ordet og Israels arbejde i Israel.

I 1994 købte bevægelsen en ejendom i Talpiot-kvarteret i Jerusalem og indrettede den til et åbent dansk hjem, og i 1995 blev der oprettet en afdeling af Joffi i Tiberias i det nordlige Israel.

Som noget helt nyt tog Ordet og Israel i 2001 initiativ til at påbegynde en bibelskole under navnet Discipelskolen i Tiberias. Første hold med 12 elever ankom til Israel i januar 2002.

 

Tekst 47 | Oversigten over kildetekster | Tekst 49

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk