Combat 18
Den følgende tekst handler om den nynazistiske Combat 18, der har tætte forbindelser blandt andet til det danske nynazistiske miljø. Teksten er fra Demos Nyhedsbrev, der aktivt forsøger at bekæmpe nynazismen.
Den 29. maj i 1999 blev to svenske politimænd dræbt i forbindelse med et væbnet røveri. Tre svenske nazister er sigtede, to af dem er i såret tilstand anholdte, en tredje jages stadig mens dette skrives. De tre – Andréas Axelsson, Jackie Arklöv og Tony Nilsson – er medlemmer af National Socialistisk Front, men har alle haft en fortid i andre nazi-sammenhænge.
De to […] er tidligere dømte voldsmænd i forbindelse med racistisk motiverede overgreb. Arklöv var tillige tidligere kroatisk lejesoldat, og dømt for krigsforbrydelser i Bosnien. Bankrøverier er lige fra VAM-tiden en prøvet aktionsform, når der skulle skaffes kontanter til krigskassen. (VAM=Vit Arisk Motstånd).
De indgik formodentlig alle tre i et løst terrornetværk, der søges opbygget i Sverige. En ny genration af racekrigere har påtaget sig arven fra VAM, der søgte at udløse racekrigen i begyndelsen af halvfemserne. Senere erkendte de offentligt, at strategien var forkert og mange af de gamle VAM’ere blev ironisk nok ledere af den mere moderate Nordland-fløj. Den har siden 1995 været under heftige angreb af den ny genration af ”racekrigere”.
Det nye terror-orienterede netværk i Sverige består af små anonyme grupper, der kun løseligt har kontakt indbyrdes, om nogen. Kort før jul blev to nazister anholdt – og senere blev de to og en tredje nazist dømt – for et større våbentyveri fra en militærforlægning i Strängnäs. Der blev bl.a. stjålet 12 AK5 automatiske karabinder, hvoraf kun nogle er fundne. Nogenlunde samtidigt anholdtes et par andre nazister for ulovlig besiddelse af automatvåben og sprængstoffer.
De kan være organiserede i forskellige organisationer, men det betyder ikke at ledelsen – eller hele ledelsen – véd, hvad de går og pusler med. NSF-ledelsen har således taget afstand fra røveriet og politidrabene.
Men de har ofte en moralsk opbakning fra forskellige legale organisationer og deres medlemmer, der også er med til at distribuere deres anonyme skrifter. Det omgivende miljø er også med til at propagandere for strategien om Leaderless Resistance. En strategi, der giver et mønster for en række af de senere års højreorienterede terroraktioner i forskellige lande. Det er den fælles overordnede strategi og ikke en organisatorisk samhørighed, der efter vor mening skaber et mønster.
For nylig eksploderede tre såkaldte sømbomber i London. Tre mennesker blev dræbt og mange blev såret.
Kraftige sprængladninger pakket ind i søm var blevet bragt til eksplosion i to indvandrerkvarterer og på en bøssebar i Soho. Den sidste bombe blev bragt til sprængning indendørs og krævede derfor flest ofre.
Fra starten er attentaterne sat i forbindelse med den ekstreme højrefløj. Alene målene og metoden er sigende, men forskellige anonyme grupper har også taget ansvaret på sig. Båden den gamle kending Combat 18 (C 18) og en ny gruppe, The White Wolves, har meldt sig. De hvide Ulve skulle ifølge Searchlight være en udbrydergruppe fra Combat 18.
Måske har nogle blot brugt disse navne i anonyme henvendelser til pressen. Foreløbig har politiet arresteret en mistænkt, men om vedkommende er en ensom ulv eller indgår i et lidt større netværk er endnu usikkert.
”Leaderlesss Resistance”
de tre sømbomber er udtryk for en stadig mere udbredt strategi blandt voldelige nazister og andre racister. Det er den såkaldte ”Leaderless Resistance”, eller Modstand uden (central) ledelse. Strategien er udviklet i USA i 1980’erne, som modvægt til Det Føderale Politis (FBI) overvågninger og infiltrationer af militante racistgrupper.
I stedet for at opbygge traditionelle organisationer skal de militante racister finde sammen i meget små grupper, eller endnu bedre, lave attentaterne alene som ”ensomme ulve”, jævnfør den såkaldte Lasermands skyderier i Stockholm i begyndelsen f 90’erne. Ud af de direkte angreb på indvandrere og andre fjender, håber strategiens tilhængere så, at der ved eksemplets magt vil komme en mere omfattende racekrig. Den skal så medføre fjendernes udryddelse eller fordrivelse, eller som mindste mål, til oprettelse af autonome, hvide områder. Både det nordvestlige USA, områder i Storbritannien eller Skandinavien indgår i tilhængernes fantasier om et etnisk renset, arisk moderland.
Gennem de stærke forbindelser mellem nordamerikanske og europæiske militante racister bredte idéen sig i begyndelsen af 90’erne over Atlanterhavet til Europa. Det er især i og omkring nazirock-miljøet, at idéen har fænget. De små og mere traditionelle nazipartier holder ofte fast ved den stramme organisation, opbygget efter førerprincippet. Dertil kommer, at de ikke vil sætte deres legalitet på spil ved at propagandere mere eller mindre åbenlyst for terror, endsige tage skridtet fra medlemmers mere mindre spontane glæde ved gadevold og hærværk til egentlig terrorvirksomhed.
Det er formentlig forklaringen på, at Jonni Hansens DNSB ikke deltog i den i den fællesskandinaviske Hitlerfødselsdag i Sydsverige den 17. april i år. Her var ellers alle forbundsfællerne fra Hessmarchen i 1998 forsamlet: Blood & Honour Scandinavia, National Socialistisk Front, NSF og Norges National Socialistiske Bevægelse, NNSB, med flere.
Det er især inden for de kredse, der forsøger at operere i nazirock-miljøet, at Leaderless Resistance, har sine talsmænd og udøvere. I Danmark minder vi om den såkaldte Video-bombesag fra begyndelsen af 1997. her fik Thomas Nakaba otte års fængsel, og to medhjælpere tre år hver, for forsøg på at sende tre video-bomber til engelske adresser. Efter opfordring og pres fra de to engelske Combat 18-ledere, William (”Wiff”) Browning og Darren Wells.
Det var det engelske Combat 18, der som en af de første grupper i Europa bekendte sig til Leaderless Resistance. Blandt andet inspireret af den amerikanske nazist, Harold Covington, der i London var med til at opbygge C 18 i begyndelsen af 90’erne. Der, der er tilbage af det engelsk Combat 18, propaganderer fortsat for strategien. Og nu har den så medført eller inspireret til de tre bombeattentater i London.
De tætte forbindelser mellem Combat 18 og skandinaviske nazi-grupper opstod i 1994-1995. Det medførte at Helsingborg-komplekset (Blood & Honour Scandinavia, Ragnarock Records, NS 88 m.fl.) med Marcel Schilf og Erik Blücher i spidsen også er gået over til strategien om Leaderless Resistance. De sidste par år har de ihærdigt propaganderet for den i deres udgivelser.
I teksten kan vi blandt andet læse opskriften på samvirket mellem de underjordiske celler og de organisationer, der vil bevare legaliteten:
»On the other hand, some comrades work best on their own, and their actions are og such nature that total anonymity is needed and no organozation can take responsibility without forever leaving theri legal status. These lone wolves mut be respected and left alone to stalk the worst enemies og our race. They expect no support and assistance but they deserve respect and understanding«.
