Det nationalsocialistiske samfund
Følgende tekst er skrevet af den fremtrædende, men nu forhenværende, formand for de danske nazister Povl Heinrich Riis-Knudsen. Uddraget er fra hans bog »Den biologiske verdensanskuelse« fra 1985.
Et samfund bestående af et tilfældigt sammenrend af racer, religioner og livsfilosofier er ikke et udtryk for åndelig og kulturel rigdom, således som det i dag så ofte hævdes. Det er et meningsløst sammensurium uden eksistensberettigelse – et sikkert tegn på nationens undergang og den totale opløsning af alle værdinormer. Det er en degenereret karikatur af et samfund, hvor den sociale loyalitet imellem de forskellige befolkningsgrupper inden for det tilfældige geografiske fællesskab brydes af et langt stærkere, eksistentielt betinget loyalitet mod religiøse og filosofiske idealer, som ikke er forankret i nationen og dens historie.
Den største trussel imod samhørigheden i samfundet er uden sammenligning den biologiske raceblanding, der igennem historien altid har gået hånd i hånd med kulturblandingen, ja, ofte ligefrem har været denne dennes forudsætning. Hvor den isolerede kulturblanding til enhver tid kan standses og folket finde tilbage til sine egne kulturnormer igen, er raceblandingen derimod uigenkaldelig – og dens følger er uoverskuelige og katastrofale. Det er en kendsgerning, at naturen stedse tilstræber stadig større racemæssig variation. Gennem den naturstridige raceblanding sker der nu en udjævning af alle racebetingede egenskaber. Hvor en race har udviklet sig specielt i én bestemt henseende og har skabt et samfund og en kultur baseret på de udviklede egenskaber, mister blandingen efter få generationer enhver forudsætning for at forstå det, deres forgængere har skabt.
Hvilke samfund, der opstår som følge af raceblanding, har man desværre kun alt for rig lejlighed til at iagttage. Sydamerika, Indien og Ægypten er fortrinlige eksempler, ligesom også det antikke Grækenland og Romerriget er gode illustrationer. Ganske som den indiske, persiske og ægyptiske kultur blev både den græske og den romerske civilisation skabt og båret af et indvandret mindretal af overvejende nordisk racetype. Dette højere udviklede mindretal undertrykte først det oprindelige flertal og dettes kultur for derefter langsomt at bukke under for dets talmæssige overlegenhed. Forblødte efter talrige krige gav de flere og flere af de undertrykte statsborgerskab, hentede slaver fra fremmede egne og tillod blandede ægteskaber. Dette forvandlede det stolte Hellas til det nuværende Grækenland og Rom til Italien – eller sagt på en anden måde: civilisation til kaos. I skolerne bruger man endnu en del tid på at lære børnene om de antikke kulturer, men der siges ikke ét ord om de mennesker, der skabte disse kulturer. Det synes ikke at undre nogen, at evnen til at organisere et samfund kan forsvinde så fuldstændig. Sandheden er, at vore dages romere racemæssigt har meget lidt til fælles med deres mægtige forfædre.
Når talen falder på racespørgsmål, løber man i dagens samfund straks ind i en lang række tabuer. Racestudier er blevet noget uartigt, når det gælder mennesker, og selv ikke læger eller såkaldte antropologer kan forventes at vide noget som helst om dette emne. Man siger således altid hånligt, at der ikke findes nogen ren race i Europa, at arisk er en sprogbetegnelse osv. Dette er også alt sammen tilnærmelsesvis rigtigt. Der er imidlertid tale om en blanding af meget nært beslægtede racetyper inden for den samme hovedrace: den såkaldte hvide race, som man da så udmærket kan betegne som den ariske race, dersom man blot definerer begrebet, så man véd, hvad det er, man taler om. I øvrigt er der absolut intet grundlag for at påstå, at denne blanding ubetinget har været til det bedste!
Den uvidende påstår også, at raceblanding er nødvendig for at undgå ”indavl”. Dette er noget ubiologisk nonsens. Ved indavl forstås udelukkende ægteskab imellem nærtbeslægtede, der arvebiologisk nødvendigvis minder om hinanden. Ved indavl sker der således en opsummering af genetisk betingede egenskaber – gode såvel som dårlige. Da så godt som alle individer bærer på uheldige gener, er det naturligvis ønskværdigt, at disse ikke opsummeres – selv om der også sker en opsummering af heldige egenskaber. Forstærket tilbøjelighed til arveligt betinget sindssyge kan således ikke opvejes af andre positive egenskaber. Indavl er imidlertid kun en fare i meget små populationer – i en befolkning på 5 millioner eksisterer den ganske enkelt ikke. En iblanding af fremmede genetiske elementer er i øvrigt ikke nogen god måde at modvirke indavl på. Det fører kun til uharmoniske mennesker, fordi forældrene er for forskellige. Hertil vil den uvidende indvende, at man jo netop opnår gode resultater ved krydsning af forskellige racer inden for dyreverdenen. Også dette er naturligvis betinget rigtigt. Der er imidlertid tale om strengt kontrollerede krydsninger, hvor man på forhånd har defineret, hvilke helt konkrete egenskaber, man ønsker at fremavle. Man udsøger så målbevidst forældreindivider fra forskellige racer, som hver især bærer på en del af disse egenskaber. Mellem afkommet udvælges så de heldige eksemplarer, dvs. dem, der bærer på forældreracernes egenskaber i det ønskede forhold. Dem avler man så videre på. De fleste eksemplarer er imidlertid spild, som uden videre tilintetgøres. En fortsat avl på disse individer ville give resultater stik modsat de ønskede. Det er fx de såkaldte dræberbier et godt eksempel på. Man ønskede gennem avlsarbejde at skabe en robust krydsning med høj ydeevne – men fik aggressive bisværme uden evne til at bestøve. Ved et uheld slap disse ud af laboratoriet, og i dag truer de hele Sydamerika og det sydlige USA, dels fordi de er livsfarlige, dels fordi de fortrænger almindelige bier, hvorefter planterne ikke længere kan blive bestøvet. Det er en god illustration af, hvad ukontrolleret blanding kan føre til, og den omsiggribende blanding af menneskeracerne er ukontrolleret. Der er næppe heller nogen, der kunne forestille sig at indføre en avlsprocedure for mennesker som den, man bruger ved dyrene, rent bortset fra, at vi her har med langt mere komplicerede faktorer at gøre end hos disse. Det er ikke så håndterlige størrelser som vækst, kødkvalitet og mælkeydelse, der bestemmer, hvorvidt mennesket klarer sig i samfundet, men derimod faktorer som karakteregenskaber, intelligens, skaberevne og sjælelig harmoni. I øvrigt mangler vi så ganske at få at vide af tilhængerne af den uhæmmede raceblanding, hvilke ønskværdige egenskaber de indstrømmede fremmede befolkningselementer kan berige den hvide race med!
Under alle omstændigheder fører de nuværende opløsningstendenser på alle områder af samfundslivet uværgeligt til, at menneskene bliver usikre og ulykkelige. Kun i et virkeligt, homogent skæbnefællesskab imellem mennesker med samme kulturelle og biologiske baggrund kan individet finde den eksistentielle tryghed, det har behov for – kun her kan det føle, at det er en naturlig del af et større hele, af noget, som er mægtigere end det enkelte menneske, og som fortsat vil eksistere, efter at individet selv er gået til grunde, ligesom det har eksisteret, før det blev født.
[…]
Gruppeloyalitet må imidlertid nødvendigvis bero på indbyrdes gensidighed. Det er ikke blot borgeren, der skal være loyal over for samfundet – det er også samfundet, der skal være loyalt over for borgeren. Den forudsætter således ordnede sociale forhold og et økonomisk system, hvor ingen udbyttes, og alle yder deres bedste for opretholdelsen af det samfund, som sikrer de fælles værdier, garanterer den enkeltes sikkerhed og tryghed og giver individet del i folkets evige liv.
Dette er et grundlæggende socialistisk synspunkt.
Nationalisme uden socialisme er absurd – op omvendt. En socialisme uden et klart defineret fællesskab har ingen mening.
Det påstås ofte i dag, at en nationalsocialistisk holdning fører til krig og forsøg på at undertrykke andre nationer. Dette er ingenlunde en nødvendig konsekvens – tværtimod. Respekt for andres kulturelle og biologiske identitet forudsætter anderkendelsen af ønskværdigheden af disse begreber. Kun dersom man værdsætter sin egen identitet, kan man respektere andres. Hvis man derimod fornægter menneskenes forskellighed, er det klart, at man stædigt vil forsøge at udbrede, hvad man selv finder ret – uden hensyn til andre folkeslags egenart.
Den usaglige tro på, at der findes én civilisation, som er den rigtige for alle mennesker, er baggrunden for såvel fortidens europæiske koloniriger som den moderne industrialiserede verdens stadige forsøg på at udbrede en kulturløs, materialistisk levevis til den 3. verden. Konsumsamfundet der kun markeder og konsumenter – og her er netop ensartetheden et nøgleord, thi en ensartet kundekreds stiller ingen specielle krav, og det forsimpler og billiggør produktionen. Nationale skel og forskellige kulturmønstre er her udelukkende til besvær og søges derfor undergravet. For den multinationale industri er alle lige – blot de kan købe. Den har ingen som helst respekt for mennesket overhovedet.
For nationalsocialismen er forskelligheden en selvfølgelig del af naturens orden, og vi ønsker på det bestemteste at bibeholde den. Vi véd imidlertid også, at ethvert folk selv må kæmpe for at bevare sin egenart. Gør det ikke det, vil det nødvendigvis gå til grunde, og vi kan ikke stiltiende se på, at vort eget folk tilintetgøres. Bliver vor eksistens truet, må vi forsvare os , kun en nationalsocialistisk verdensorden bestående af selvstændige nationer med gensidig respekt for hinandens særpræg kan imidlertid sikre en varig fred og bevare vor planet fra den atomare katastrofe.
Dersom ikke verden accepterer nationalsocialismen som sin eneste redning, vil menneskeheden gå sin sikre undergang i møde. Dette vil være en logisk følge af vedvarende brud på naturens love. Det vil imidlertid ikke føre til universets undergang. I den store sammenhæng er Jorden og menneskene på den bittesmå og undværlige brikker, forsvinder vi, vil de sidste 10.000 års forskellige civilisationer blot være en helt ubetydelig episode i det uendelige og tidsløse rum. Selv efter en altomfattende atomkrig vil der rimeligvis stadig være basis for biologisk liv nogle steder på jordkloden, og udviklingen af stadig højere biologiske former vil begynde forfra, ja, selv om jorden skulle forgå, vil der med største sandsynlighed være liv et eller andet sted på en måske fjern klode i rummet. Naturen vil under alle omstændigheder fortsat bestå – også uden mennesker. Dersom disse ikke accepterer naturens lov, er deres kommende undergang helt fortjent. Vi synes imidlertid, det ville være trist, om det gik sådan. Derfor forsøger vi i den ellevte time at råbe menneskeheden op.
Dette er i sandhed ikke et spørgsmål om politik. Det er selve vor eksistens, det gælder.
