Nazisten i Greve
Den følgende tekst er et interview med DNSB’s formand Jonni Hansen. Interviewet er foretaget af en anden nynazist og gengivet i en pamflet til andre nynazister.
Jonni, hvornår blev du nationalsocialist?
Ja, det er nok ikke muligt for mig at sætte dato og år på. Jeg har haft overbevisningen længe, men meldte mig først ind i DNSB den 1. december 1985. Det var efter jeg havde hørt den berømte radioudsendelse »Nationalsocialismen – det er selve livet!«.
Hvordan bliver man formand i DNSB?
Det kan man kun blive gennem sine handlinger og initiativer. Det er sådan i DNSB, at tiden og omstændighederne i tiden så at sige udpeger, hvem der skal lede bevægelsen. I dag er det mig, men hvis andre forhold i vores kamp gør sig gældende i morgen, ja så er disse forhold bestemmende for, hvem der så skal være leder.
Det er ikke sådan, at en leder i bevægelsen vil klamre sig til sin post. Det handler netop ikke om personer, men om vort mål: et nyt og bedre Danmark for det danske folk. Viser det sig derfor, at en anden har de kvalifikationer, der skal til, og samtidig er rig på ideer og initiativ, så overtager han posten. Så enkelt er det.
Hvorfor er du nationalsocialist?
Fordi jeg er vidne til et nationalt ophørsudsalg, der er ved at udslette nationalstaten Danmark og den befolkning. Jeg vil ikke acceptere, at den kultur og de værdier, som stærke slægter skabte, på et par enkelte generationer går tabt. Vi skylder vore forfædre at kæmpe, og vi skylder de kommende generationer at sikre dem den mest grundlæggende af alle rettigheder: retten til et fædreland!
Det ophørsudsalg, jeg taler om, er et nationalt, kulturelt og befolkningsmæssigt ophørsudsalg. Og værst u den sammenhæng er det, at de fleste ikke har erkendt, hvor alvorligt det i virkeligheden står til. Nok har mange erfaret, at tusinder og atter tusinder af fremmede overskrider vore grænser, men baggrunden herfor – og værre endnu: konsekvenserne af det – det ved vi, at kun de færreste har gjort sig tanker om.
Hvordan ved I det?
Det er jo sådan, at hvis folk har et indbrud i deres hus, eller hvis de personligt føler sig truet på deres liv og eksistens, så reagerer de. Det er et urinstinkt, som bedst karakteriseres ved moderens omsorg for sit barn. Man reagerer, når man bliver truet. Og folk i Danmark reagerer jo ikke på det, vi oplever nu: de sidder hjemme i sofaen og snakker – er lidt små ’racistiske’ – men gør intet ved det. De har ganske enkelt ikke erkendt, hvilke meget katastrofale konsekvenser, nationens ophørsudsalg vil få.
Prøv at beskrive disse konsekvenser lidt nærmere…
Det er først og fremmest vor overlevelse som folk, der umuliggøres. Så enkelt kan det siges. Selv om de såkaldte meningsdannere – og det er specielt medierne, politikerne og en mindre ’kulturenklave’ – fortæller os, at det ikke har betydning at tilhøre et folk, og at vi må integrere os i det store internationale samfund, så har det faktisk en betydning, at vi er et folk. En meget, meget vigtig betydning, endda.
Det danske folk har en årtusinder gammel historie, som vi er fælles om. Vi har en fælles biologisk baggrund, der ikke alene gør, at ser ens ud, men også at vi har nogle racemæssige fællestræk, der er afgørende for, at vi kan leve sammen.
Videnskaben har slået det fast med syvtommersøm, at racerne har nogle forskelligheder der gør, at det ikke alene er hudfarven, der kan bruges til at skelne os med. En puddelhund og en rottweiler er begge hunde, men ser forskellige ud – og har meget forskellige egenskaber. Og som bekendt kan du ikke give en puddel rottweilerens egenskaber – eller omvendt. Det samme er gældende for os mennesker. Vi er forskellige, og forskellene er racemæssigt bestemte.
Det danske folk tilhører den nordiske racetype, og har derfor en række egenskaber i arvemassen, der gør os sammenlignelige med andre af samme racetype, f.eks. nordmænd, svenskere og nordtyskere. Omvendt adskiller disse egenskaber os fra andre racer, f.eks. negeren eller folk fra Mellemøsten. Videnskaben nævner for eksempel vor evne til at tænke abstrakt, vor evne til at ofre i dag for at nyde frugten på et senere tidspunkt og en række andre karakteristika, der er iboende i vor race. Samtidig er der så egenskaber, som er mere fremherskende i andre racer, og som vi ikke besidder i samme grad.
Disse racemæssige egenskaber er grundlaget for vor historie, for vor kultur, ja for vores måde at tænke på og ville leve på. Racetilhørsforholdet bestemmer altså vor måde at ville være på, leve på, og dikterer rammerne for vores liv. Det er racetilhørsforholdet, der sikrer homogeniteten i vort folk. Vi har nemlig en lang række livsmåder og levevilkår, vi kan være enige om. Det er disse ting, der gør det muligt for os at leve i fred med og tillid til hinanden, men det er også disse ting, der er i fare for at blive udslettet ved indvandring, raceblanding og forherligelsen af det såkaldt internationale samfund.
Kan du give eksempler på det?
Ja, der kan jeg nævne en række eksempler, der oftest ignoreres i den offentlige debat, men som for os danskere er langt, langt vigtigere end de internationale valutakurser, agurkers krumning og skolebyggeri i Kenya.
På verdensplan var der for 50 år siden ca. 700 millioner hvide, 150 millioner sorte og godt 1,2 milliarder asiater. I dag – altså 1995 – er der kun halvdelen af de hvide tilbage, mens de øvrige racer er blevet mere end fire-doblet. Ydere mere er der i dag flere hvide over 45 år end under, hvilket vil sige, at folk i den fødedygtige alder bliver færre og færre, hvilket jo også ses på fødselsraterne. Den hvide race er ganske enkelt ved at udslette sig selv! Og alt imens dette sker, forventes de andre racer at fordoble sig selv inden 2050!
Lad mig gøre det helt tydeligt: Når dine og mine børnebørn skal til selv at have børn – og det er vores egen levetid – så er de hvide blandt kun ca. 300 millioner andre hvide. Imens vil Ali i Afrika være sort blandt 10 milliarder andre af fremmed race!
Jeg kan også anskueliggøre det på en anden måde: i 1980 – og det er altså kun få år siden . var der flere hvide i Europa end der var sorte i Afrika. Indenfor de næste 20-25 år vil der være 3 gange så mange sorte som hvide. Det må da sætte tankerne i gang…
Hvordan vil det påvirke Danmark at befolkningsudviklingen er sådan?
Vi har jo gennem historien set, at visse mennesker ikke har i stand til at skabe ordnede og civiliserede samfund. Vi ser – specielt nu – hvordan hele den tredje verden holdes kunstigt i live gennem skattekroner fra de nordeuropæiske lande. De evner ganske enkelt ikke at brødføde sig selv.
Prøv du at forestille dig, hvad der sker, når den 3. verdens befolkning vokser og vokser. En befolkning der ikke evner selv at skabe rammerne for et bedre liv. Det kan vi jo se! De sidder og kigger på Nordeuropa, hvor vi har formået at skabe velstand, rigdomme og velordnede samfund. Der opstår den klassiske situation, at du har noget, som naboen gerne vil have fingrene i. Intet kan forhindre dem i at tage det fra os! Og de vil gøre det! De er blevet tudet ørene fulde om den hvide mands udbytning af den sorte, og ser det som et udtryk for retfærdighed, at de rykker ind i Europa.
Det er den velkendte situation med overbefolkede og fattige områder, hvor folk udvandrer. Og det er en udvandring, vi nu er vidne til – ikke mennesker på flugt. De har selv skabt de tilstande, de påstås at flygte fra. Et godt eksempel er jo Afrika: her har negrene i årtier galet op med krav om selvstændighed og frihed. Nu har de fået det – og nu ”flygter” de fra det! Der er i hundredvis af sådanne eksempler: Angola, Mozambique, Zimbabwe, Sydafrika osv. Lande, der i den hvide mands regeringstid var velordnede og civiliserede samfund. Nu ligger de i ruiner.
Hvordan vil det ramme Danmark?
Det vil, som jeg tidligere sagde, betyde udslettelsen af det danske folk. Det vil simpelthen lægge os i graven. Vi ser allerede nu, at næsten 1/3 af indbyggerne i København er fremmede. Tallet for hele landet er med vilje manipuleret, så danskerne ikke skal gå amok. Men medregner i de officielle statistikker således ikke fremmede uden opholdstilladelse, børn af fremmede, der har fået statsborgerskab osv. Et kvalificeret gæt er, at der 1995 er ca. 350.000-400.000 fremmede i Danmark1.
Det lyder noget voldsomt i forhold til det, man hører i tv og læser i aviserne?
Det er det også, men visse kredse manipulerer med tallene, og holder dermed den danske befolkning for nar. I årsstatistikkerne hedder det blandt andet, at så og så mange fra kategorien ”fra øvrige EU-lande” har taget ophold i Danmark. Det er velkendt, at det er fremmede med opholdstilladelse eller statsborgerskab i f.eks. Tyskland, der kommer hertil for at blive forenet med fætre og kusiner og jeg ved ikke hvad. EU giver dem jo mulighed for at slå sig ned, hvor de har lyst til det. Ingen spørger i den sammenhæng, hvad danskerne mener om nu at skulle brødføde tusinder af ”andre EU-borgere”…
Men børnefødselstallet er jo stigende i Danmark. Danner det ikke en modvægt?
Det er jo, hvad man påstår. Sandheden er imidlertid en ganske anden: På Danmarks Statistik kan du finde oplysninger om, at der i 1985 var 950.715 børn mellem 0 og 14 år. Her i 1995 er der 900.916, så jeg giver ikke noget for al den snak om stigende børnetal. Hvad du så samtidig skal være opmærksom på, er den meget voldsomme stigning i antallet af de fremmedes børn. Dem bliver der flere og flere af, men det er jo ikke danskernes børn.
Det er klart, at når de fremmede allerede begynder at få børn i 18-20 års alderen, og får 3-4 gange så mange børn som danskerne, så vil det afspejle sig i fødselsstatistikkerne. Her skelner man jo ikke mellem hvide og sorte.
Jeg har i øvrigt regnet lidt på den kendsgerning, at de fremmede får flere børn end danske: Hvis du har 10 danske par og 10 fremmede par, vil de producere henholdsvis 18 danske og 48 fremmede børn. Deres børn vil så igen blive til 16 danske og 115 fremmede. Og regner du så 70 år frem i tiden, vil slutresultatet af de 10 danske par være 14 nye danskere, mens de 10 fremmede par vil have frembragt i alt 321! Desværre, og jeg mener virkelig desværre, ligger der ingen overdrivelse i disse tal. Det er enhver velkommen at regne efter. Og så skulle jeg måske lige tilføje, at der ikke er medregnet nye flygtninge, adoptivbørn, indvandrere eller familiesammenføringer. Det er virkelig dystre tal…
Er det ikke et stykke hen af vejen vores egen skyld?
Det mener jeg ikke, med mindre vi selv tillader denne udvikling. Det er jo ikke danskerne muligt at kende de sande kendsgerninger om de fremmede og deres antal. Man lyver med statistikkerne, og man fortæller, at vi kan lære åh, så meget af dem. Allerede i vuggestuen sættes vores børn sammen med de fremmede børn. I skolerne får vore børn fortalt, at de fremmede ”også har ret til at være her”, og man tilskynder ligefrem danske elever til at knytte venskab og forhold til de fremmede. Når så oveni kommer normaliseringen af fremmed kultur, trusler om straf og personforfølgelse osv., når man gør indvendinger mod fremmedinvasionen og de fremmede, så mener jeg ikke det er danskernes skyld.
At man så yderligere – ganske smart – har gjort begreberne racisme og nationalisme til fy-ord, altså normativt betinget, sætter jo visse begrænsninger i den offentlige debat, hvis en sådan overhovedet kan siges at eksistere.
Hvordan er de fremmede så en konkret trussel mod os danske?
Det er de ved deres tilstedeværelse. Og med deres tilstedeværelse mener jeg ikke alene den rent fysiske, men også den kulturelle tilstedeværelse i musikken, tv osv. Danskerne tvinges mere eller mindre til at glemme, hvad det vil sige at være dansk. De lokkes, hvis jeg må bruge det ord, til at normalisere forholdet mellem os og fremmede racer, der ligger os meget fjernt.
Du kan jo se skolerne i dag. Ingen får at vide, hvem Olaf Rye eller Uffe hin Spage var. Det er Danmarkshistorie, og deres gerninger har haft afgørende betydning for vort fædreland. Alligevel skal vore børn ikke lære om dem. De skal i stedet lære om fremmede religioner og indisk mavedans. Det er jo ”spændende” at lære, hvordan andre folk andre steder på jorden lever. Det er jo ”spændende” at lære, hvordan negeren henter sit vand ved floden. Hvad ingen nævner med et ord er de historiske begivenheder, der skabte det danske folk. Danmarks rødder.
Hvis raceblandingen bryder igennem, som vi har set det i f.eks. USA, eller hvis den danske kultur – det der gennem årtusinder har bundet danskerne sammen – forsvinder, så uddør danskheden. Befolkningen i fremtidens Danmark vil ikke vide, hvad det var at være dansk, at tænke og føle dansk. De kan ikke længere identificere sig med vor historie, og dermed med nationalstaten Danmark. Hvad du ikke kender, kan du ikke elske, og dermed er det danske folk, den danske kultur – vort Danmark – for evigt ophørt med at eksistere.
Forudsætningen for en nation, ganske som en familie, en vennekreds eller andet er, at man har ting til fælles. Og her er der tale om ting, der rækker langt videre end blot det fælles sprog eller det fælles pas. Det er bestemte måder at opfatte verden på, bestemte måder at ville leve på osv. Disse værdier vil forsvinde, hvis indvandringen, raceblandingen og kulturopløsningen fortsætter. Dermed naturligvis også følelsen af forpligtelse overfor fællesskabet. Det er nemlig usandsynligt svært for de fleste at føle solidaritet med dem, der er dem helt fremmed. Vi ser det i dagens USA. Jeg tror ikke, at USA ligefrem er forbillede for os danske.
Man siger jo, at 2. genrations-indvandrer fødes som danske, og at kultur kan læres?
Det er jo også noget sludder. Fordi et afrikansk født par føder deres børn i Danmark, bliver de jo ikke danske af den grund. Det er en særdeles luftig opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk. Fordi min hund får hundehvalpe i en kostald, bliver de jo ikke til køer!
Det andet du sagde. At kultur kan læres, er også en helt igennem forkert opfattelse af, hvad kultur dækker. Kultur er noget, der leves, noget føles. Kultur er et folks måde at udtrykke sit liv og sine værdier på. Derfor er kultur jo også afhængig af det pågældende fok og racen. Det er jo netop på grund af racernes forskellige kulturer, at man taler om integration af de fremmede, - og erfarer, at det ikke kan lade sig gøre. De føler ikke danskheden. De kan ikke identificere sig med danskhedens symboler, og kan derfor ikke føle noget tilhørsforhold. Det er klart, at det truer stabiliteten i et samfund, sådan som vi meget tydeligt har set det i f.eks. USA.
Det er jo ikke normalt de konsekvenser, man taler om i forbindelse med de mange fremmede i Danmark…
Nej. Hvis nogen endelig vover at gøre indsigelser mod de åbne grænsers politik”, så er det som regel med en økonomisk begrundelse – det at det koster Danmark milliarder af kroner hvert år at have de fremmede her i landet. Det er selvfølgelig et godt argument, specielt i tider, hvor vi ser at vore skoleforhold forringes, at vore ældre får en uværdig behandling, at vore syge ikke kan få den nødvendige omsorg, behandling og pleje, ”fordi der ikke er penge til det”. Pengene er der, men vore politikere vælger altså, at et tilfældigt sammenrend af mennesker fra den 3. verden skal have de penge, som jeg mener helt naturligt burde tilfalde de danskere, der gennem et langt liv har slidt og slæbt for at få tingene til at hænge sammen. De mennesker, der trods afsavn har prøvet at opdrage deres børn til at blive hæderlige mennesker. Det gør ondt på mig at se det.
Men endnu værre er det, at den førte politik fjerner grundlaget for vort land og vort folk. Det kulturelle og sociale grundlag, retten til et fædreland. Det var jo netop det, som vore stolte forfædre ofrede livet for at forsvare: retten til at være dansk! De levede i bevidstheden om at skulle kæmpe for det, de havde kært. De havde stoltheden over at være danske. Da vore forfædre en kold nat i 1864 trak sig tilbage fra Dybbøl skanser, var de nederlagets stund stolte kæmpere. De havde gjort, hvad der måtte gøres. Vore dages politikere luller befolkningen i søvn på falske løfter, hvor befolkningen burde være på barrikaderne. Bliver der ikke kæmpet nu, går vi vor undergang i møde. En undergang uden kamp, uden forsvar. En undergang i skændsel og vanære!
Hvad er parolen for denne kamp?
Den gælder Danmark! Retten til at være danske og at kunne leve som danske. At sikre vore efterkommere et sted at være, hvor andre forstår de samme ting, og har samme ønsker til det gode liv som dem selv.
Og det er egentlig pudsigt: Vi nationalsocialister vil jo ikke tage noget fra nogen. Vi vil blot kæmpe for det, som er enhver negers ret, nemlig retten til et fædreland, hvor vi selv høster frugterne af vor flid og vort arbejde! Vi vil have de fremmede ud!
Det er jo ikke lige det, der optager vore politikere!?
Nej, for de kan ikke, og de vil ikke. Sandheden er jo, at selv de mere demokratiske grupper, der kalder sig nationale, ikke er i stand til det. Vort medlemskab af EU og FN gør det umuligt. Her pålægger man os jo ligefrem at tage vores del af befolkningsoverskuddet i den 3. verden.
Jeg synes også, at politikkerne skylder os en forklaring på, hvorfor de vil integrere flygtningene, når de siger, at de senere skal sendes hjem. Vi kender jo alle godt forklaringen. Det er nemlig ikke hensigten, at de fremmede nogensinde skal hjem igen. Det siger i øvrigt også sig selv, for hvem skal ændre tingenes tilstande i deres hjemlande, når de, der er imod, blot stikker af og havner i Danmark?
Og netop af disse grunde er DNSB den eneste politiske bevægelse i Danmark, der både kan og vil sende de fremmede hjem. Personligt er jeg ligeglad med, hvordan de kommer hjem. De skal bare hjem. Og DNSB har vist vejen: os kan man ikke skræmme med skældsord som intolerante eller racister. Vi er racister, og vi er stolte af det.
Man påstår jo ellers at racisme er uvidenhed?
Ja, men synes du ikke at jeg i det vi har talt om har godtgjort, at det ikke er tilfældet? Jeg mener: er det uvidenhed at elske sit folk og sit fædreland?
Vi kan jo godt bore lidt dybere i, hvem der de uvidende i denne sammenhæng. Er det os, der lever op af de fremmede til hverdag, eller er det flygtningevenner som Arne Melchior, Birte Weiss og Jacques Blum, der ikke har mennesker fra 3. verdenslande til naboer. Og som sender deres børn i privatskoler, hvor der heller ikke er nogen af dem?
Er det os der er de uvidende, når vi kender vor historie, vor racebiologi og den genetiske forskning, der helt tydeligt understreger blodets betydning. Eller er det flygtningevennerne, der må gribe til fusk med statistikker, løgne og manipulationer, f.eks. i forbindelse med indvandreres langt hyppigere kriminelle tilbøjeligheder? Jo, jeg kunne da godt tænke mig at vide, hvem der er de uvidende, og hvem der er de vidende.
Du kunne jo prøve at fundere over, hvorfor vi har haft så svært ved at få sendetilladelse til vor lokalradio, problemer med at få trykt vor materiale osv. Hvorfor vil man lukke munden på os? Var vi nemlig disse uvidende nazister, som man prøver at fortælle befolkningen, så ville det jo være til flygtningevennernes fordel at lade os komme til orde – og dermed latterliggøre os selv. Det gør man jo bare ikke!
Hvad vil det sig at være racist?
Det at være racist er desværre – og jeg siger desværre på vegne af ytringsfriheden og det at kunne tænke selv – blevet et fy-ord. Pressen og politikerne – og i øvrigt den sværm af mennesker, jeg vil karakterisere som de egentlige meningsdannere – har prædiket for folk, at racisme er en negativ følelse, en svinsk og umoralsk følelse. I virkeligheden er racisme et af de mest positive ord, jeg kender. Den baserer sig på kærlighed og respekt. Kærlighed, fordi den udspringer af anerkendelsen af naturens tilstræbte forskellighed, og dermed glæden ved at tilhøre et folk og en race. Respekt, fordi du gennem kærligheden til din egen race og dit eget folk nødvendigvis må anerkende alle andre racer og folk samme behov som dit eget: nemlig at leve i overensstemmelse med deres kultur, deres historie, deres sprog og deres øvrige, racebestemte forskelligheder – i deres respektive lande.
At dette er en tvingende nødvendighed, viser de talrige krige i historien os. Krigen i Bosnien, krigen på Sri Lanka, krigene i Afrika osv. er jo etniske krige. De er kommet, fordi man har ignoreret den kendsgerning, at mennesker er forskellige, og har det bedst med sine egne. At fredelig sameksistens kun kan forekomme i nationer, der er homogene i deres befolkningsgrundlag. Men det er jo nationalsocialistisk lærdom, så det vælger man at se bort fra. Resultatet er millioner af døde og en masse flygtninge, der banker på vores dør.
Jeg kan derfor kun ryste på hovedet af de mennesker, der kalder mig intolerant, og som i almindelighed tillægger racismen negative egenskaber. De har ikke gjort sig klart, hvad de taler om.
Hvordan hænger racisme og nationalsocialisme så sammen?
De hænger sammen, fordi racismen skal have et formål, en politisk og ideologisk dimension. Det skal ikke hedde sig, at ”jeg er racist, fordi negrene er sorte”, men derimod ”jeg er racist, fordi folkenes forskellighed har betydning”, og så lade denne betydning være den drivende kraft. Det er derfor, at vi nationalsocialister ikke kan tage Den Danske Forening, Nationalpartiet Danmark og andre pseudo-nationale klubber alvorligt. Det er jo fuldstændig uden mening, at man vil have et Danmark for danskerne, og i samme åndedrag vil videreføre den liberalistiske/socialdemokratiske stat, der jo netop bærer ansvaret for problemerne.
Jo, men kan man ikke være racist – eller ønske de fremmede ud – og så alligevel ikke være nationalsocialist?
Nej, det mener jeg ikke. Racisme er jo en fællesskabsånd. Det må den nødvendigvis være, hvis den skal tages alvorligt. Egoisme og racisme kan ikke gå hånd i hånd. Derfor må det samfund, man som fædrelandskærlig og racist vil skabe, også bygge på denne fællesskabsånd. Samfundet må fremme denne ånd. Og det er ikke lige den ånd, jeg ser i de mere etablerede politiske partier. Vi er jo vidne til en alles-kamp-mod-alle, og egoisme og en ”hvad rager det mig”-holdning. De to størrelser er simpelthen uforenelige.
Derfor mener jeg, at de førnævnte foreninger er pladder-racister, og i virkeligheden skader kampen for Danmark. De fremturer med deres fædrelandskærlighed, men vil alligevel ikke tage skridtet fuldt ud. De vil for alt i verden være ’stuerene’, og er slaver af samfundets værste normer. De forplumrer billedet, og gør i værste fald, at den almindelige dansker tror på, at man kan være ’stueren’ racist i flygtningevenners øjne. Jeg mener: de vil bekæmpe dem, der er skyld i den øjeblikkelige situation, men samtidig være venner med dem. Den holdning forstår jeg ikke.
Temmelig mange mennesker er jo nok ikke uenige med jeres holdninger i DNSB. De vil blot ikke identificeres med jer, fordi I bruger hagekorset og kalder jer nationalsocialister. Var det ikke noget nemmere, hvis I kaldte jer for noget andet, og lod være med at bruge hagekorset?
Det spørgsmål er jeg blevet stille mange gange. Jeg har endda siddet med folk, der har været 99% enige i det ideologiske og politiske, men er stået af, når jeg kalder det for nationalsocialisme. Nogle tror sågar ikke, at alle de meninger, jeg har fremsat – og som de har været enige i – er nationalsocialisme. De vil ikke tro det, for det betyder jo så, at de uden at have vidst det er nationalsocialister.
Brugen af hagekorset er en gammel diskussion i DNSB. Vi vælger imidlertid at fastholde det. Vi har ingen grund til at skjule, at vi er nationalsocialister. Og jeg synes for øvrigt at det er noget pladder, når folk erklærer sig enig i vore holdninger, men ikke vil erkende det eller afviser et medlemskab, fordi vi bruger hagekors. Det er ideen, det handler om, ikke formerne. Så kan du naturligvis spørge mig, hvorfor vi så ikke bruger andre former og symboler. Dertil kan jeg svare, at vi sætter sandhed og ærlighed højest. Hvis vi vælger at droppe hagekorset, ville alle alligevel kalde os nynazister. Se bare på Kaj Vilhelmsen, Søren Krarup og alle de andre: de bruger meget tid på at forklare, at de ikke er nynazister, fascister eller andet – og bliver alligevel kategoriseret som sådanne i aviserne.
Endelig vil jeg sige, at de mennesker, der erklærer sig enige med os i det ideologiske og politiske, men ikke bryder sig om hagekorset, jo ikke engang er medlem af nogle af de andre såkaldt nationale foreninger. Så deres indvendinger mod hagekorset ser jeg som et personligt problem – en undskyldning for fejhed…
Tror du ikke, det er fordi mange forbinder noget ubehageligt med hagekorset?
Jo, det er det da nok. Jeg hører f.eks. tit spørgsmålet om de 6 millioner jøder. Til dét kan jeg kun svare, at jeg jo ikke med rimelighed kan gøres ansvarlig for noget, der sket lang tid før min fødsel. At jeg så i øvrigt kan dokumentere – og det har faktisk været bragt i bl.a. dagbladet Politiken i april 1991 – at der ikke fandtes systematiske jødeudryddelser sted, der medførte 6 millioner døde jøder, er så noget andet.
Men man kan – selvom der kan sættes et meget stort spørgsmålstegn ved jødeudryddelserne – ikke gøre os ansvarlige for dem, endsige bedømme os på baggrund heraf. Lige så lidt som man kan gøre Uffe Ellemann-Jensen ansvarlig for blodbadet ved Den Franske Revolution, eller Poul Nyrup for sovjet-socialismens forbrydelser. Det er jo begivenheder, som deres ideologiske ophavsmænd var ansvarlige for. Men at skyde dem dét i skoene ville være helt urimeligt.
Og endelig vil jeg sige: fortiden interesserer mig mindre end fremtiden. Det er jo fuldstændig uden mening, at nogle mennesker ikke kan lide eller vil høre om nationalsocialismen på baggrund af hændelser for 50 år siden, jeg intet har med at gøre – og bruger dét som påskud til ikke at gøre fælles front i kampen for Danmarks fremtid.
Hvad er DNSBs politiske planer på andre områder?
Det er klart, at befolkningsudviklingen i Danmark og resten af verden optager os mest, simpelthen fordi det er det vigtigste. Hvis ikke dette problem løses, giver det jo ingen mening at tale om positivt miljø, husdyretik og boliger til alle. Men DNSBs racisme skal ikke stå alene. Som jeg også nævnte, da vi talte om de andre såkaldt nationale foreninger, giver racisme ingen mening, hvis ikke den følges op af visioner om et bedre samfund. Og dette samfund må nødvendigvis være af en helt anden beskaffenhed end det, vi kender i dag. Det samfund, der bærer skylden for det hele, og som er ved at lægge det danske folk i graven.
DNSB vil kriminaliteten til livs. Narkotikaen, egoismen, bolignøden, arbejdsløsheden, den kulturelle og økonomiske armod og de mange selvmord til livs. Vi vil simpelthen give befolkningen en tro på fremtiden.
Det siger de andre politiske partier jo også!?
Ja, men det har ligesom haft deres chance. I deres virketid er det jo netop de problemer, der er kommet til. Jeg vil påstå, at netop de andre politiske partier gennem deres førte politik har skabt disse problemer. Jeg mener, boligmanglen er jo ikke kommet med efterårsstormene. Kriminaliteten er ikke dukket op af sig selv. Alle problemer er forårsaget af noget, og dette noget er den politik, der har været ført specielt i de sidste 50 år. Andre forklaringer kan der jo ikke rigtig gives.
Når jeg så dertil lægger, hvad man i dag får tiden til at gå med på Christiansborg. Kan du fortælle mig hvorfor man ikke stopper for landbrugets forurening og for brugen af klor som blegemiddel i toiletpapir? I stedet for at stoppe de ting, der gør, at vi om 30 år må slås om vort drikkevand. Jeg køber ikke den der med, at ”der er økonomiske hensyn, der skal tages”. Hvis spørgsmålet er, om en fabrikant skal tjene nogle tusinde kroner ekstra, eller mine børn skal have rent drikkevand og muligheden for at gå en tur i skoven uden iltmaske, så ved jeg godt, hvad jeg vælger! Det kan godt lyde banalt, men det er det, som det hele handler om.
Det handler om det væsentligste princip i nationalsocialismen: Fællesnytte frem for egennytte. Det bliver efter dét princip, vi vil opbygge et nyt samfund. Det betyder, at enkeltpersoner kan forbydes en ret, hvis den skader flertallet. Et godt eksempel er, at man i dag ikke skrider ind overfor landmændenes overgødskning og sprøjtning af markerne, fordi de så vil få det sværere økonomisk. Uanset om denne påstand holder eller ej, så er det for mig uforståeligt, at politikerne tager mere hensyn til et par tusinde landmænds økonomi end til resten af befolkningen og dennes efterkommere.
Vi har alle en ret til rent drikkevand. Det skal hensynet til en enkelt generations landmænd ikke ødelægge. At så sprøjtefri landbrugsprodukter er langt bedre for folkesundheden, burde jo kun anspore yderligere til at få det stoppet.
Hvordan vil DNSB så ændre disse ting, ændre det danske samfund?
Først og fremmest vil vi sørge for, at den plet på verdenskortet, der hedder Danmark, er forbeholdt danskerne! Det er her, vore forfædre sled og slæbte og ofrede livet for, at Danmark kunne bestå. Det var på den danske jord, at dine og mine forfædre lagde runden for den materielle velstand, som vi nyder godt af i dag.
Vi vil samtidig omdefinere det begreb, der hedder at være ”repræsentant for folket”, altså politiker. En politiker har én eneste opgave, nemlig at tjene det danske folk, og sikre dets fortsatte beståen! Det vil sige, at vi i DNSB´, når vi skal til stilling til et politisk spørgsmål, stiller os selv spørgsmålet: ”Gavner det det danske folk – gavner det det danske folk i fremtiden?”
Det er også nødvendigt, at vort folk så at sige genfødes til stolthed og glæde. Og det kan det nationalsocialistiske samfund jo netop gøre, fordi det bygger på fællesskabet. Det er jo først i et fællesskab, at det enkelte menneske får værdi. Det er jo i familien, i slægten og i nationen, at andre har brug for en. Ved at yde sit i et fællesskab, bliver – og føler – hver enkelt sig som uundværlig.
Nogle vil påstå, at det også er situationen nu?
Det er jo spørgsmålet. Som jeg ser det, er der groft sagt 2 store grupper af danskere: Der er dem, der ”svømmer ovenpå”, har til dagen og vejen, har et arbejde, hus og bil osv. For dem kan det være vanskeligt at tænke på ret mange andre end sig selv, bl.a. fordi de har rigeligt at gøre med at samle samen til at betale den næste termin.
Den anden gruppe – og den bliver desværre større og større – er dem vi kan kalde for de visionsløse. Det er de mange hundredetusinder på bistandshjælp, de arbejdsløse og førtidspensionisterne. Folk, der på grund af deres placering ikke føler noget specielt for fællesskabet. Samfundet har ikke givet dem andet end en plads på B-holdet, hvor man i stedet skulle have rakt dem en hjælpende hånd. Hvordan skal sådanne mennesker dog kunne føle noget overfor fællesskabet? Vi er godt nok alle af samme folk, men det kan ikke stå alene. Vi må forpligte os til at tage konsekvensen heraf, og hjælpe hinanden med nye mål og en bedre fremtid. Det er en fællesopgave, og den kan kun løses gennem følelsen af at være i et fællesskab. Og netop manglen på fællesskabsfølelse er jo årsagen til vold, kriminalitet osv.
For mig at se er det danske folk – med eller uden egen medvirken – blevet til et folk uden idealer, uden stolthed, uden omsorgsfølelse.
Det er derfor en vigtig opgave at sikre de danske hjem, så de fungerer. Hjem, hvor børnene – vores fremtid – er det vigtigste. Hvor kræfterne lægges i for at sikre alle danske børn en god, sund og tryg opvækst. Alle de milliarder, der postes ud til børn i den 3. verden, er penge der i stedet skal anvendes på vores børn. Det skal være hele samfundets opgave, at alle børn trives og har det godt.
Vi vil samtidig sikre hjem, hvor der er idealer og hvor man føler et ansvar, dels overfor sig selv, dels overfor andre. Og ansvar, det har man. Nemlig til at yde efter evne til det fæles bedste. Det skaber lykkeligere mennesker, hvis de havner på ”den rette hylde” i fællesskabet, og kan udnytte de evner, de nu en gang har, til gavn og glæde for sig selv og andre. At skabe tilfredse og lykkelige mennesker betyder også, at kulturen vil blomstre. At danskheden vil udvikle sig. Og det er en vigtig forudsætning for, at Danmark og det danske fok kan bestå.
Det du siger er jo fyldt med respekt overfor folket. Hvorfor er du så antidemokrat?
Netop på grund af min dybe respekt for folket. Demokrati er ét stort bedrag. Her bilder man nemlig folk ind, at de bestemmer, mens sandheden er, at de ingenting bestemmer.
Det er jo sådan, at vi ikke alle sammen er filosoffer og professorer – heldigvis. Vi er en lille befolkning med en mangfoldighed af evner. Men overblikket og indblikket i vigtige samfundsmæssige spørgsmål, har kun et meget lille mindretal. Og det er jo klart: den ’almindelige’ dansker har rigeligt at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen – og bruger sin sparsomme fritid på det, der interesser ham eller hende mest. Frimærker, fodbold eller fiskeri er sunde interesser, men de kvalificerer jo ikke til, at man kan tage stilling til komplicerede spørgsmål om samfund, økonomi eller lignende. Og hvad gør man så? Man læser avisen eller ser tv, og det er herigennem man får sine oplysninger om samfundet. Og her ligger problemet: den ikke videre sanddruelige presse. Befolkningen får forhåndsbestemte, fordrejede eller ligefrem forfalskede oplysninger – som er deres vidensgrundlag, når de skal stemme!
På selve valgdagen sætter man så sit kryds sammen med 3½ million andre – og kan så selv regne sin matematiske ”indflydelse” ud. Når man så samtidig hører folk rase over en uretfærdighed, og tilføje at ”det hjælper jo alligevel ikke noget”, så viser det jo, at demokratiet intet er værd! Selv demokratisk orienterede mennesker tror jo ikke engang på demokratiet og deres egen indflydelse. Hvorfor skal vi så have et demokrati?
Havde demokratiet betydet, at det var folket der bestemte, så havde vi jo for længst fået opfyldt befolkningens ønsker om strengere straffe til f.eks. voldtægtsmænd og spritbilister. Så havde vi for længst fået sat en stopper for indvandringen. At det ikke er tilfældet er jo i sig selv et bevis på demokratiets elendighed.
Vi nationalsocialister vil i stedet et ægte folkestyre, hvor der lyttes til folkets livsytringer. Beslutningstagerne skal være ærlige og redelige personer, der er eksperter inden for deres felt. De skal så efter befolkningens ønsker udforme de endelige lovforslag på baggrund af deres viden og indsigt – til gavn for alle.
Hvordan kan man være sikker på, at det er befolkningens ønsker, der gennemføres? Hvordan kan man sikre, at det ikke ender i diktatur?
Det spørgsmål får jeg også stillet ofte, og det er for mig at se afledt af folks særdeles dårlige erfaringer med demokratiet og dets fordærvede og uærlige politikere. Men garantien ligger i, at vi jo vil skabe et nationalsocialistisk samfund. Hvis folk er klar over det ideologiske grundlag – at vi vil bevare Danmark dansk, fremme danskheden og fællesskabsfølelsen: at vi vil bygge på fællesskabet – så ved de også, i hvilken retning tingene vil gå, og efter hvilke retningslinier. Som udfører af disse retningslinier og principper vil sidde en række eksperter med helt specielle kompetencer.
Al den snak om ekspert-angst er jo i virkeligheden noget sludder. Når folk skal ud og flyve eller have deres fjernsyn repareret, så overlader de trygt arbejdet til eksperter. Hvorfor så ikke landets ledelse, hvor det er endnu vigtigere, at tingene bliver lavet ordentligt. Og de folk, der har til opgave at lede og vejlede, de udvælges jo efter deres gerninger. Kun den, der loyalt har handlet i Danmarks interesse, og altså virkelig mener noget med det, vil komme i nærheden af en lederpost.
Vi forestiller os, at samfundet bliver celleopdelt i lokalområder, der hver især udpeger sin repræsentant. Denne repræsentant er i nær kontakt med sit områdes befolkning, og kender deres ønsker og vilje. Det er hans pligt at videregive sine oplysninger opad i systemet, og herigennem sikre, at lokalbefolkningen bliver hørt. I ”toppen” sidder så en forsamling af repræsentanter, i hvilken der udpeges en leder. Denne leder vil hele tiden blive bedømt på sine gerninger, og kan – hvis han handler imod de fælles interesser, som jo i virkeligheden er klart defineret i det grundlæggende – til enhver tid afsættes.
Egentlige afstemninger om, hvorvidt befolkningen ønsker ledelsen til at fortsætte arbejdet, kunne jo godt være en mulighed. Men det skal være som en slags ”tilfredshedsafstemning” i så fald. En afstemning om tilfredsheden med resultaterne af den førte politik. Det, som folk kan mærke i deres hverdag. Vi vil ikke være med til den gang narresutteri med, at befolkningen bliver blidt ind, at de har den fornødne indsigt til at tage stilling til alle de komplicerede, politiske spørgsmål. Det har de ikke, og jeg tror også, at de helst vil koncentrere sig om det, der ligger dem mere ligefor.
Men en sådan styreform vil ærkedemokraterne kalde for ufrihed?
Måske, men hvad er frihed i grunden? Den frihed, vi har i dag, er friheden til at skide på – rent ud sagt – hvordan det går naboen. Det er friheden til at bruge og forbruge, uanset de miljømæssige omkostninger for de senere generationer. Det er friheden til at fralægge sig det ansvar, man har overfor sine medborgere. Dén form for ”frihed” kan vi sagtens undvære.
Når sandheden skal siges, så er vi mennesker jo ikke frie. Vi er bundet af en lang række biologiske, økonomiske og sociale begrænsninger, som vi kun i begrænset omfang er i stand til at gøre noget ved. Vi er bundet af nogle juridiske og moralske love, af vore skattebetalinger og af den kendsgerning, at vi ikke lever evigt.
Den frihed, man vil opnå i det nationalsocialistiske samfund, er en frihed til at leve i overensstemmelse med sin biologiske, kulturelle og nationale arv. Det er friheden til at bevæge sig indenfor fællesskabets rammer, og friheden til at yde og nyde i dette fællesskab. Og det er ikke mindst friheden til ikke at skulle trækkes med et så stort ansvar som nationens ledelse og spørgsmål, som man alligevel ikke forstår. Denne form for frihed giver mennesket tryghed. Det er så os nationalsocialisters opgave i kampen for Danmark at bevise overfor den danske befolkning, at vi mener det af kærlighed. Kun herigennem kan vi opnå den folkets tillid, der er nødvendig i et ægte folkestyre.
Mange af de ting, du siger, lyder jo fornuftige og rigtige. Hvorfor er der så så mange, der er imod nationalsocialismen?
Du kan jo se, hvordan pressen hænger os ud som voldelige. Vi har aldrig brugt vold som politisk middel. Det er jo ikke os, der har kastet med sten, benzin- og rørbomber mod huset på Hundige Strandvej. Det er heller ikke os, der røver banker for at få penge til politiske aktiviteter. Hvad er det for noget at skrive om os?
Jeg har min personlige mening om alt dette: Man – og hvem det er kan du jo selv gisne om – vil holde folk fra os. For når folk kommer i personlig dialog med os, når folk læser vores avis eller inviterer os til foredrag, ja så bliver der vendt op og ned op deres fordomme om os. Vi er jo ikke disse her tomhjernede og voldelige mennesker, som pressen beskriver os som, men ærlige og seriøst arbejdende politiske aktivister, der vil det danske folk det bedste.
Og derfor vil jeg sige: Det som folk skal tage stilling til er ikke, om de kan lide vor brug af hagekorset. Det er heller ikke, om de kan lide mig som person. Det, som det danske folk skal tage stilling til er, hvad der skal ske med deres fædreland. Hvad der skal ske med Danmark. Skal Danmark have en fremtid eller ikke? Og det er for nemt at tro, at blot man ændrer lidt ved sit kryds, og skifter lidt mellem de politiske partier, så skal det nok gå. Jeg ved, at det aldrig vil gå. Jeg gør mit til, at Danmark skal få en fremtid. Jeg er ligeglad med, at man lyver om os. At man håner os, truer os og latterliggør os. Jeg ved, at når vores børn og børnebørn engang skal gøre det hele op, så vil de pege på os og sige: ”De mennesker, de svigtede os ikke. De tog kampen”. Visheden om et sådant eftermæle gør det alle trængslerne værd…
[1] Pr. januar 1998 er tallet ca. 485.000 fremmede med og uden dansk statsborgerskab; Rasmus Kvast.
