Folkebevægelsen mod nazisme
Følgende tekst er en oplysningsfolder om Folkebevægelsen mod Nazisme, der aktivt forsøger at oplyse om og verbalt bekæmpe nynazismen.
Folkebevægelsen Mod Nazisme (FMN) er en fritstående og partipolitisk uafhængig organisation, der aktivt og konsekvent bekæmper nazismen og dens videre udbredelse.
FMN arbejder i særlig grad blandt ungdommen for at skabe øget forståelse for og indsigt i nazismens rødder, ideologi, organisation og handlinger før og nu.
FMN blev stiftet med modstandsfolk som ”rygrad”, vil tage vare på de dødes eftermæle og vil også efterleve frihedskampens idealer om at sikre dansk national selvbestemmelse.
Det antifascistiske tidsskrift Håndslag, der udgives sammen med Aktive Modstandsfolk, tilsendes medlemmerne uden ekstra betaling.
Enhver, der vil gøre ”noget” imod nazismen, hører til i FMN og er derved med til at løse den betydningsfulde opgave det er at virkeliggøre den måske største menneskerettighed: at være fri for nazi!
Medlemskontingentet, der betales halvårligt, er lavt: Unge under 25 år: 30 kr. Pensionister, arbejdsløse, studerende: 50 kr. Øvrige: 100 kr. kollektiver efter aftale. Yderligere information: Folkebevægelsen Mod Nazisme, sekretariatet, Bakketoppen 21, 3450 Allerød, tlf. 48 14 29 72.
[…]
En del mennesker betragter nazisterne som en lille og betydningsløs flok bøller, der blot er noget højtråbende. Så lad dem bare råbe op. Det er jo uskadeligt. Og hvis de har lyst til at brede sig i gader og stræder med hagekorsfaner og ”stormtrommer” og marchere for deres martyrer som f.eks. Rudolf Hess, hvorfor så ikke bare lade dem gøre det?
Det er ofte problemstillingen, når der diskuteres ytringsfrihed eller ej for nazismen. Denne diskussion glider let over i en debat om nazisternes ligestilling og jævnbyrdighed med alle andre politiske kræfter i samfundet og om de krav om et dansk forbud imod nazi, som ofte har været fremført i den offentlige debat. Også folk, der hævder at være de mest ægte og konsekvente antinazister, har indtaget den dobbelttydige holdning, at nazister skal nyde godt af de demokratiske goder, nyde alle friheder og især ytringsfriheden.
De danske nazister udfolder fra deres hovedkvarter i Greve syd for København en ganske omfattende aktivitet, ligesom de også andre steder har grupper i gang med at sprede nazipropaganda. De mener det samme som tidligere og udfolder de samme aktiviteter som i mellemkrigstiden. Som nazismens legale arvtagere udgør de en fare. Forskellen mellem før og nu er sådan set blot, at de direkte organiserede…
[…]
…Ovenstående citater er antiracismekonventionens artikel 9, stk. 2 og 3, citeret efter det antinazistiske tidsskrift Håndslag nr. 4/1995.
Der kan næppe herske tvivl om, at FN netop henviser til organisationer, der er baseret på programmer og ideologiske holdninger, som svarer til dem, der forfægtes af DNSB. Der er ikke specielt mange racister og/eller racistiske grupper i Danmark, men DNSB arbejder helt klart på et racistisk grundlag, selv om de praler med, at deres materiale er blevet godkendt. Derfor, og også selv om der ikke var andre grunde, bør DNSB forbydes, , således at grænserne for det tilladelige markeres helt klart. Det bør måske tilføjes, at det også vejer tungt, at de danske nazister opretholder en politisk gruppe eller bevægelse, der er en tro kopi og arvtager af det tyske kriminelle regime, som førte Tyskland og hele Europa ud på en vej, der var kranset af terror, krig og ødelæggelse. Det med alle midler hindres, at en sådan tragedie kan gentages.
Historien gentager aldrig sig selv på samme måde. Det forhindrer dog ikke, at der kan være lighedspunkter og visse gennemgående træk. Men det betyder også, at man udmærket kan uddrage en lære af alt det, der skete tidligere.
Nazismen bør anskues i det rette historiske perspektiv. Der findes ingen garanti for, at den ikke kan få en endnu større kraft og indflydelse og blive mere udbredt end lige i dette øjeblik og at den kan vende tilbage, muligvis i en ny forklædning.
Det kan ikke udelukkes, at det kriseplagede kapitalistiske samfund, der gennemrystes af katastrofale krisesituationer som i 30rne, muligvis endnu en gang vil søge til fascismen og anvende den som redningsplanke.
Det er hovedgrundende til, at DNSB og ligesindede grupper bør/skal forbydes, ligesom deres ret til at ytre sig på de nævnte områder skal elimineres. Her opstår en situation, hvor flere forskellige rettigheder støder frontalt sammen, og hvor én rettighed beskærer eller udelukker en anden. Derfor må der foretages en bedømmelse og træffes et valg. Der må træffes beslutning om, hvilken rettighed der skal have forrang.
Alle menneskers ret til et værdigt liv og naturlig beskyttelse imod forskellige slags overgreb må for en almindelig betragtning være langt mere betydningsfuld end nazisters eventuelle grænseløse ytringsfrihed og stå højere end denne. Det bør ikke være og må ikke blive glemt, at terror og krig var/er nazistisk ytringsfrihed i fri udfoldelse. Og dét har verden haft nok af. Det kan ikke være rigtigt, at hver ny genration skal opleve nazismens rædsler – de taler selv om en ”racekrig” - for at kunne tage afstand fra den og afskaffe den for altid.
Konklusion
I mellemkrigstiden blev nazismen taget i anvendelse af kapitalismen som et instrument, der blev anvendt i et forsøg på at overvinde den dybtgående økonomiske krise med alle dens følger. Efter al sandsynlighed kan og vil det ske igen. Alle erfaringer bekræfter dette.
De brutale metoder, der havde terroristiske aktioner som første prioritet, blev i første række taget i anvendelse mod de kræfter, der ikke blot ville ændre forholdende på overfladen, men som ville afskaffe roden til den altopædende krise ved at afskaffe kapitalismen. Det var især kommunister, fagforeningsfolk, socialdemokrater og andre politiske kræfter på den klart markerede venstrefløj, men også f.eks. religiøse kredse. Magthaverne anså nazisternes ”værktøj” som ”rigtigt”, hvorfor store dele af højrefløjen opløste deres partier og begav sig ind under hagekorsfanen, eller de gik stille og roligt i opløsning.
Disse kredse anså denne udvikling og deres egen placering i den som en ”nødforanstaltning”. Mange mente, at de havde godt fat i tømmerne og sagtens kunne styre og bestemme over Hitler & Co. Men de kom til at opleve det stik modsatte, da først nazisterne var blevet manøvreret ind som regeringsparti og derefter ved et kup havde fået et fast tag i statsskibets ror.
Nazisternes ideologi var på én gang ensrettet og modsætningsfyldt. Den forsøgte at skabe en fællesskabsfølelse ved at spille på det socialistiske og nationalistiske, altså på to uforligelige, antagonistiske, modsætninger.
Ved hjælp af denne primitive ideologi og en lige så primitiv og demagogisk propaganda lykkedes det nazisterne at skabe betydelig tilslutning, selv om de var langt fra at have et parlamentarisk flertal.
De danske nazisters situation i dag har visse ligheder med situationen for de tyske nazister i 20’erne. Politik og ideologi er så ens som to dråber vand, og dagens nazister forsøger også efter evne at kopiere deres forbilleders voldsmetoder. Selv om nazismen i dag måske ikke udgør nogen direkte fare, er det ikke tilstrækkelig grund til at lade ukrudtet vokse frem og brede sig overalt. Der er ingen objektive grunde til at pletrense og hvidvaske nazismen, at behandle den som ligeværdig medspiller, gøre den stueren og rulle den røde løber ud for den, således som det allerede sker.
Alene nazisternes racistiske praksis må være en tilstrækkelig tungtvejende grund til at skride ind og forbyde deres virksomhed, således som det er tilfældet i en række lande. I andre lande som f.eks. Sverige er nazisternes udfoldelsesmuligheder blevet begrænset.
