Hitlers »Mein Kampf«
Følgende tekst er et uddrag af Adolf Hitlers »Mein Kampf«, som han skrev under sit fængselsophold i begyndelsen af 1920’erne. Bogen betragtes stadig som nazismens bibel.
Kampen står om barnet, og til barnet rettes den første appel: ”Tyske dreng, glem ikke, at du er tysker”, og ”lille pige, tænk på, at du skal blive en tysk mor”. Den, der kender ungdommens sjæl, vil kunne forstå, at netop den med største glæde lukker ørene på for et sådant kampråb. Under hundred forskellige former plejer ungdommen så at føre denne kamp, på sin måde og med sine egne våben. Den nægter at synge ikke-tyske sange, sværmer des mere for tysk heltestorhed, jo mere man forsøger at gøre den fremmed ... Ungdommen er altså i det små et tro spejlbillede af de voksne, blot med et bedre og mere oprigtigt sindelag.
Ligesom naturen koncentrerer sin meste opmærksomhed, ikke på opretholdelsen af det bestående, men på opdrættelse af afkommet som bærer arten, således kan det i det menneskelige liv også dreje sig om kunstigt at forædle det dårlige, som eksisterer, hvad der i betragtning af menneskets anlæg i 99 pct.s tilfælde er umuligt, end om fra begyndelsen at sikre den kommende udvikling sundere baner.
Hele opdragelsen bør lægges an på, at den unge mands fritid anvendes til en nyttigdygtiggørelse af hans legeme. Han har ingen ret til i disse år at drive rundt og gøre gaderog biografer usikre, men skal ovenpå sit øvrige dagværk stålsætte og hærde sit unge legeme, for at livet ikke skal finde ham for veg. Opdragelsen skal ligeledes udrydde den idé, at behandlingen af legemet er enhvers egen sag. Det står ingen frit for at synde på bekostning af efterslægten og dermed af racen.
Spørgsmålet om ”nationalisering” af et folk er i første linie et spørgsmål om at skabe sunde samfundsforhold som grundlag for at kunne opdrage den enkelte. Thi kun den, der gennem opdragelse og skole lærer sit eget fædrelands kulturelle, økonomiske og fremfor alt politiske storhed at kende, kan og vil også vinde den indre stolthed over at tilhøre et sådant folk. Og jeg kan kun kæmpe for det, jeg elsker, kun elske det, jeg højagter, og højagte det, jeg i det mindste kender.
Svagelige naturer må forstå, at det her drejer sig om beståen eller tilintetgørelse. Jeg forstod nu også den legemlige terrors betydning over for den enkelte, over for massen. Også her en nøjagtig beregning af den psykologiske virkning. Terror på arbejdspladsen, på fabrikken, i forsamlingslokalet og ved massedemonstrationer vil altid krones med held, så længe den ikke krydses af en lige så stor terror.
Intet havde i løbet af kort tid stemt mig i den grad til eftertanke som min langsomt voksende indsigt i den måde, hvorpå jøderne virkede på visse områder. Gaves der nogen som helst form for smuds eller skamløshed, frem for alt inden for det kulturelle liv, som ikke mindst én jøde var impliceret i? Når man blot skar forsigtigt i en sådan byld, fandt man – ligesom maddiken i et forrådnende legeme – en lille jøde, ofte blændet af det pludselige lys.
Denne institution (det parlamentariske demokrati, red.) kan kun være yndet af de allermest forløjede alfonser, der skyer dagslyset, mens enhver hæderlig, retlinet karl – parat til at påtage sig et personligt ansvar – må hade den ... I modsætning hertil står det virkelige tyske demokratis frie valg af føreren, med hans forpligtelse til fuldt ansvar for sin gøren og laden. Her finder ingen flertalsafstemning sted ved de enkelte spørgsmål; bestemmelser træffes af én, der så med sin formue og sit liv står inde for sin afgørelse.
Stat og folk har en fremtrædende interesse i at forhindre, at disse mennesker falder i hænderne på slette, uvidende eller ligefrem ildesindede opdragere. Statens har derfor en pligt til at overvåge deres opdragelse og hindre alt uvæsen. Den nå især se pressen på fingrene, fordi pressens indflydelse på disse mennesker er langt den stærkeste og mest indgribende ... Staten må her fremfor noget andet sted ikke glemme, at alle midler skal tjene et vist formål; den skal ikke lade sig vildlede af løgne så såkaldt ”pressefrihed” eller besnakke sig til at forsømme sin pligt og forholde nationen den kost, den har brug for og godt af. Staten skal med hensynsløs bestemthed sikre sig dette middel til folkeopdragelse og stille det til statens og nationens disposition.
Lige så lidt som den ønsker, at svagere enkeltvæsener skal parre sig med stærkere, så lidt ønsker den, at den højere race skal smeltes sammen med en lavere, da dens øvrige, måske årtusindelange arbejde på raceforbedringen ellers med et slag ville blive ødelagt. Historien giver talløse eksempler herpå. Den viser med forfærdende tydelighed, at hver gang arieren blander sig med lavere folkeslag, bliver resultatet kulturbærerens undergang. ... Alle fortidens store kulturer gik til grunde, fordi den oprindelige skabende race døde af forgiftet blod.
