Gersteinrapporten - om et besøg til Belzec
I forbindelse med at SS-ledelsen bag Aktion Reinhard ønskede at gøre deres lejre, Belzec, Sobibor og Treblinka, mere "effektive" - at producere gas med motorer til at slå jøder ihjel var ikke altid lige "effektivt" - fik SS-officeren Kurt Gerstein til opgave at besøge de tre lejre for at se om evt. Zyklon B-gas kunne indføres. Denne gas havde vist sig hypereffektiv i Auschwitz' udryddelseslejre. Trods Gersteins rapport vedblev de tre lejre med at anvende udstødningsgas til at dræbe jøder med. Herunder skildrer han i den senere kaldte "Gersteinrapport" i august 1942 et besøg i Belzec udryddelseslejr - sammen med lederen af Aktion Reinhard, SS-officeren Christian Wirth:
Næste morgen kort efter klokken syv forklarede man mig, at det første tog ville ankomme om ti minutter. Og ganske rigtigt kom det første tog fra Lemberg efter et par minutter. 45 jernbanevogne med 6700 personer, hvoraf 1450 var døde ved ankomsten. Bag de små vinduesåbninger, der var dækket af pigtråd, så man ængstelige børn, kvinder og mænds gullige ansigter […]
Så blev der givet besked over en stor højttaler. Folk skulle afklæde sig alt tøj, også briller og proteser. Det skete i det fri, for enkeltes vedkommende i barakken. Skoene skulle bindes sammen med et lille stykke snor, som en fireårig jødedreng uddelte. Alle værdigenstande skulle afleveres ved skranken til "værdigenstande" uden at der blev udstedt nogen slags kvittering for det. Så skulle pigerne og kvinderne til frisøren, hvor deres hår blev klippet af i et eller to snuptag og forsvandt ned i nogle store melsække. Den tjenestegørende SS-Unterscharführer [SS-delingsfører, red.] forklarede mig, at håret skulle "bruges til et eller andet specielt på ubådene, pakninger og sådant noget".
[…]
Mænd, kvinder, børn, spædbørn og benamputerede, alle nøgne, fuldkomne nøgne, passerer forbi os. I et hjørne står en lunefuld SS-mand, der med salvelses-fuld stemme siger til de arme stakler: "Der sker jer ikke det mindste. I skal bare trække vejret dybt, det er godt for lungerne. Inhalationen er nødvendig på grund af smitsomme sygdomme. Det er en effektiv desinficering." Når de spørger ham om deres skæbne, svarer han: "Mændene skal naturligvis arbejde med at bygge huse og veje. Kvinderne behøver slet ikke at arbejde, men hvis de vil, kan de hjælpe til i huset eller køkkenet." Hos enkelte af de stakkels mennesker flammer der et lille håb op, der er nok til at få dem drevet ind i dødskamrene uden protester. De fleste ved dog besked. Lugten fortæller om deres skæbne! Så går de op ad den lille trappe og ser sandheden. Ammende mødre med deres spædbørn ved brystet, nøgne, talrige børn i alle aldre, nøgne. De tøver, men går alligevel ind i dødskamrene. De fleste er tavse og drives frem af dem, der kommer bagved, eller af SS-folkenes piskesmæld.
[…]
Unterscharführer Hackenholdt prøver at få motoren i gang. Men den starter ikke. Kaptajn Wirth kommer hen. Jeg kan se, han er bange for en katastrofe, fordi jeg er der. Ja, jeg ser det hele og jeg venter. Mit stopur viste det hele, 50 minutter, 70 minutter, dieselmotoren starter ikke. Inden for i gaskamrene venter folk. Forgæves. De kan høres grædende "som i synagogen", siger professor Pfannenstiel, mens hans øjne er klistret til et vindue i trædøren. Rasende slår kaptajn Wirth ukraineren, der assisterer Hackenholdt, 11-12 gange i ansigtet. Efter 2 timer og 49 minutter - stopuret registrede det hele - starter dieselmotoren. Indtil dette tidspunkt var de mennesker, der var lukket inde i disse fire overfyldte kamre stadig i live, fire gange 750 personer i fire gange 45 kubikmetre. Endnu 25 minutter gik. Mange var allerede døde, hvilket kunne ses igennem det lille vindue, og fordi en elektrisk lampe lyste kamret op engang imellem. Efter 28 minutter er kun få i live. Efter 32 minutter er alle døde.
Fra den anden side åbner jødiske arbejdere dørene. Man har lovet dem friheden og en procentdel af værdigenstandene som løn for deres frygtelige arbejde. De døde står endnu op, da der ikke er den mindste plads til at falde om. Selv i døden kan man se, hvordan familierne endnu holder hinanden i hånden. To dusin arbejdere er beskæftiget med mundene, som de bryder op med jernkroge. "Dem med guld til venstre, dem uden til højre!" Andre kontrollerer endetarme og kønsdele for penge, brillanter, guld osv. Med en hammer river tandlæger guldtænder, broer og kroner ud
[ …]
Så blev ligene kastet i store grave på ca. 100 gange 20 gange 12 meter, der lå i nærheden af dødskamrene. Efter nogle få dage svulmede ligene op, og det hele hævede sig to til tre meter på grund af gasserne, der udviklede sig i ligene. Efter endnu et par dage faldt ligene sammen igen. Dagen derpå blev gravene igen fyldt og dækket med ti centimeter sand. Noget tid senere - har jeg hørt - byggede man riste af jernbaneskinner og brændte ligene ved at hælde dem over med benzin og dieselolie. Så forsvandt de på den måde.
