Israel Gutman: Vanskelige spørgsmål i den polsk-jødiske dialog
Israel Gutman er født i 1923 i Polen. Han deltog i opstanden i Warszawa Ghettoen i 1943. Han har siddet både i Majdanek og Auschwitz KZ lejrene. Det lykkedes ham at flygte og efter krigen blev han israelsk statsborger. Han er professor i Historie ved universitetet i Jerusalem.
Oversat fra polsk af Jens Jørgen Nielsen.
Man kan ikke hævde, at polakkerne som nation generelt samarbejdede med tyskerne i forfølgelsen og udslettelsen af jøderne i Polen. Men det er almindelig anerkendt, at det overvejende flertal af polakker var ligegyldige og passive i forhold til jødernes lidelser […] En af grundene den manglende reaktion fra polakkernes side var polakkernes egen situation under nazisternes brutale terrorregime, som indebar ydmygelse og enorme vanskeligheder bare ved at få indfriet de helt elementære behov.
Men man kan ikke se bort fra den fjendtlighed over for jøderne og den glæde ved jødernes lidelser, som kommer til udtryk i talrige vidnesbyrd, publikationer og erindringer fra Holocaust-perioden […]
Sådanne eksempler var der mange af., og der var så mange, at man ikke kan affeje dem udelukkende som udtryk for typisk opførsel i samfundets bærme. På samme måde kan fænomenet heller ikke udtømmende forklares ved, at en ydmyget nation finder tilfredsstillelse ved at mennesker blive endnu mere forfulgt en dem selv […]
Den brutale polske antisemitisme, som voksede frem i slutningen af 1800-tallet, men udfoldede sig i 1930´erne, spillede en central rolle. Den ekstreme højrefløj så jøderne som deres fjende. Regeringen gik endda så vidt som til at opfordre de polske jøder til at emigrere fra Polen, noget som de opfattede som meget vigtigt for vitale polske interesser.
Under den tyske besættelse var der ingen polske jøder i eksil regeringen. I to år mens jøderne døde i massevis af sult og sygdomme i de overfyldte ghettoer, kom der ingen materiel hjælp ikke engang støtteerklæringer fra eksilregeringen. Sandheden er, at den polske eksilregering modtog rapporter fra selve Polen, der beskrev situationen i Polen herunder også jødernes særlige situation. Disse rapporter gjorde klart opmærksom på jødernes situation, men de blev tilsyneladende overhørt. Regeringen roste den polske nations modstand mod nazi propagandaen. Men modstanden mod propagandaen omfattede ikke modstanden mod den anti-jødiske kampagne. Man må derfor stille spørgsmålstegn ved London regeringens rettidige omhu.
Ikke desto mindre dannede en gruppe polakker og jøder i 1942 en undergrundsorganisation med kodenavnet, Zegota. Komiteen for Hjælp til Jøder stod i spidsen for en bevægelse, der også omfattede katolske demokratiske aktivister, som ikke passivt kunne blive ved med at se på de nazistiske forbrydelser over for jøderne. At hjælpe jøder var forbundet med risiko for dødsstraf i Polen, og mange polakker blev dræbt på denne konto.
