Den tyske præst, Georg Gottwald beretter om fordrivelsen af tyskere fra Grünberg (Zielona Góra), 2001
Georg Gottwald var præst i den tyske by Grünberg under krigen. Før krigen havde det været en tysk by. Efter krigen blev det en polsk by, og man oversatte navnet Grünberg (Grønbjerg) direkte til polsk, så det blev Zielona Góra.
Oversat fra tysk af Jens Jørgen Nielsen.
Russerne rykkede ind i Grünberg den 14. februar 1945. […] Vi forstod på de russiske soldater, at byen var givet fri til plyndring. Overalt blussede der brande op, hele bykvarterer brændte helt ned til grunden. Indtil midten af juni var der hverken lys eller vand i byen.
Byen genlød nat og dag af nødskrig fra kvinder som blev voldtaget. Kvinder og piger var frit bytte. Til min præstebolig flygtede der et stort antal kvinder, som var blevet voldtaget helt op til 40 gange på en dag. Der blev meldt om mange lystmord, jeg så ligene og begravede dem.
Den 8. maj 1945 marcherede der et polsk jernbaneorkester ind i Grünberg. Orkestret blev fulgt af sværme af polakker, som var lystne efter bytte. Nu fordobledes al ulykke og lidelse i byen. Polakkerne opførte sig som hæmningsløse herrer. Ind imellem kom det også til voldsomme skyderier mellem polakkerne og russerne, dag og nat var der døde og sårede. Russerne holdt de militære kommandoposter besat, polakkerne den civile administration.
Tyskerne måtte forlade deres private boliger, de måtte efterlade deres indbo og flytte ind i de usleste kvarterer, op til 8 mennesker blev presset sammen i et rum. Elendigheden var ubeskrivelig. Tyskerne fik ikke nogen fødevarekort, men kunne tjene lidt ved oprydningsarbejde. Sygdomme og nød brød ud blandt tyskerne […] Søndag d. 4. juni 1945 kom der besked om, at samtlige tyskere måtte forlade Grünberg inden 6 timer. Alle måtte gå til fods med højst 5 kg bagage og begive sig vestpå. Det polske militær rykkede ind og den råhed, som nu fandt sted, trodser enhver beskrivelse. Med skud, slag af geværkolber og pisk blev tyskerne berøvet deres sidste klæder og andre genstande og drevet på march vestpå.