Tale af Władisław Gomułka: De, der ønsker fred, stemmer på Enhedsfronten
Fra en tale på et møde for kandidater til valget til Sejmen januar 1957. Indholdet er typisk for taler af Gomułka.
Oversat fra polsk af Jens Jørgen Nielsen.
I Vesttyskland foregår der en oprustning af de militære kræfter, som for ikke så længe siden udsatte hele Europa for en grusom besættelse. Remilitariseringen af Forbundsrepublikken Tyskland, eksistensen af tyske revisionister og revanchister, udgør – det lærer de historiske erfaringer os entydigt - en trussel mod de polske grænsers ukrænkelighed og vores sikkerhed samt en trussel mod freden i Europa og i verden. Den gradvise styrkelse af den tyske Forbundsrepublik, hvis regering, ligesom regeringerne i England og USA endnu ikke genkender vores vestlige grænser, kræver, at vi holder fokus og samler alle nationens patriotiske kræfter. Vi kræver en udenrigspolitik, som både styrker Polens, men også vore allierede og vore venner med Sovjetunionen i spidsen.
Enhver stats udenrigspolitik er i en vis forstand en forlængelse af indenrigspolitikken, den afhænger af statens klassekarakter. Mellemkrigstiden polske udenrigspolitik, der blev ført af kapitalisterne og godsejerne, var antifolkelig og reaktionær. Den søgte støtte hos udenlandske reaktionære regeringer og kredse og regnede slet ikke med de væsentligste polske nationale interesser.
Fra begyndelsen var denne politik præget af had og fjendtlighed mod Sovjetrepublikkerne, der opstod på ruinerne af det tidligere zaristiske imperium. Set fra denne synsvinkel var de alliancer og venskaber, der blev indgået før 1939 ikke gyldige. Den gang var det vigtigste ikke Polens selvstændighed, men at Polens fjender var Sovjetunionen eller dens allierede.
Vores nye polske parti har også skabt fundamentet for en ny udenrigspolitik. Den afspejler landets socialistiske politik. Den Polske Folkerepubliks internationale politik er sammenfaldende med Polens nationale interesser, også indenrigspolitikken er udtryk for den arbejdende befolknings interesser. Hvad er den allerstørste og allervigtigste polske interesse? Det er et fredeligt liv i vores land samt at opbygge socialismen og garantere vores statsgrænsers sikkerhed.
Vi ved, at vi ikke var i stand til at forsvare vores egne grænser. Vi blev opgivet af England og Frankrig, og vi var ikke selv i stand til at forsvare grænserne i 1939. For at forsvare vores grænser, må vi have ærlige og venligtsindede allierede.
Den afgørende kraft, som sikrer vores grænsers integritet, er Sovjetunionen. Gennem vores ideologi er vi forbundet med de andre socialistiske stater. Vi er forbundet gennem et umiddelbart naboskab. For at blive klar over de polsk-sovjetiske alliances betydning, så må vi pege på det faktum, at Sovjetunionen er en magt med en sådan styrke og magt, som vil lamme enhver aggressor i opløbet. Det er en meget vigtig sag for os polakker, men det er også meget vigtigt for verdensfreden. Når det kommer til stykket, ønsker vi alle at kunne frastøde ethvert angreb på vores grænser. Sovjetunionen styrke kombineret med evnen til at samle den socialistiske lejr er for os polakker den bedste garanti for at undgå krig.
Polens skæbne, uafhængighed, sikkerhed og udvikling og plads i verden er forbundet den socialistiske lejr. Kun et socialistisk Polen og eksistensen af gode, lige og venskabelige forbindelser med Sovjetunionen og dets allierede lande, folkedemokratierne, kan føre en politik til gavn for samarbejde og sameksistens, som sikrer jævnbyrdighed med de kapitalistiske lande – kun et sådant Polen kan rejse sig og blomstre. Dette udenrigspolitiske program er det eneste, som sikrer at Polen eksisterer som en uafhængig stat. Det Polske Forenede Arbejderparti er det eneste, som er i stand til at stå i spidsen i bestræbelsen på at realisere dette program. Konsolidering af kræfterne i den socialistiske lejr styrker freden, det skal ses på baggrund af den voksende internationale spænding. Solidariteten mellem lande, der er ved at opbygge socialismen styrker kampen for fredelig sameksistens og samarbejde mellem lande med forskellige politiske og økonomiske systemer.
Før krigen førte de daværende regeringers politik til konflikt med alle Polens naboer. Hvorhen vi end kigger mod øst eller vest, syd og nord - overalt blev vores grænser og uafhængighed anfægtet, vores huse blev brændt, vores familier led frygtelige tab, ligesom den polske nation var truet. For Polens sikkerhed er det af afgørende betydning, at vi deler en ideologisk forpligtigelse med alle vores naboer, vi deltager alle nu i Warszawa Pagten. Tidligere brændende grænser er nu blevet grænser for fred og venskab. Vi har etableret venskabelige forbindelser med Den Tyske Demokratiske Republik, DDR, som er ved at opbygge socialismen i eget hus. Vi har indgået aftale om Oder-Neisse linjen som vores grænse.
Vi er tilhængere af en realistisk og konstruktiv politik, og således også givet udtryk for vilje til at regulere vores forbindelser med Forbundsrepublikken Tyskland. […] Båndene, der binder os til Sovjetunionen og hele den socialistiske lejr, og de forpligtigelser, som de indebærer, har gjort, at truslen fra den tyske militarisme fremstår anderledes end i trediverne, da Hitler, efter at være kommet til gik i gang med sine forbrydelser. Den sovjetiske hær vil fortsat være ved Elben, så længe NATO-styrker, som omfatter en ny Wehrmacht i Forbundsrepublikken Tyskland, er der. Dette er vores nationale interesse og grundlaget for vores sikkerhed.
