Jacek Kuron og Karol Modzelewski: Åbent brev til partiet, 1964
Jacek Kuroń (1934-2004) og Karol Modzelewski (1937) var overbeviste marxister, da de i 1964 skrev det åbne brev til partiet. De ønskede et direkte arbejderdemokrati. De blev begge arresteret og idømt fængselsstraffe. Senere deltog især Jacek Kuroń i opbygningen af Solidarność-bevægelsen. Jacek Kuroń blev også socialminister efter det kommunistiske systems sammenbrud.
Oversat fra polsk af Jens Jørgen Nielsen.
I historien kender vi mange samfundssystemer, som bygger på uretfærdighed, og som har varet i flere århundreder. Samfundsmæssige systemer bryder ikke sammen bare fordi de udbytter og undertrykker masserne. Men ingen klasse kan ikke på længere sigt opretholde sin magt, hvis den alene baserer den på vold mod resten af samfundet. Offentligheden må se nogle fordele, som retfærdiggør at den herskende klasse pålægge andre klasser og lag i befolkningen sine holdninger og ideer. Hvis denne legitimation mangler, ja så hjælper end ikke bajonetter.
Hvad er det den herskende klasse kan bruge til at overbevise de andre klasser og sociale lag om at acceptere og støtte den givne orden, acceptere ”idéen” i samfundet? Det er at de kan se nogle muligheder for velfærd og at de kan se forbedringer i de materielle vilkår, som er grundlæggende for at fremme udviklingen og fremskridtet. Det egentlig grundlag for alt dette er den økonomiske udvikling. Så længe de produktionsforhold, som bureaukratiet baserer sig på, fremmer en hurtig udvikling af økonomien, i en periode med tvungen industrialisering og social fremgang for masserne, som alt sammen skaber bedre forhold for millioner af mennesker, og som hæver det kulturelle niveau i samfundet som helhed, så længe er der grundlag for støtte til dette bureaukrati.
I perioden præget af stabilisering efter oktober 1956 var den politiske mobilitet begrænset, men både den arbejdende klasse og næsten alle andre sociale miljøer i Polen har oplevede en betydelig stigning i den enkeltes indkomst. Men hvad kan det polske bureaukrati give de forskellige klasser og lag i befolkningen i dag, i en tid med økonomisk krise?
Arbejderklassen er i sig selv en stor modstander af bureaukrati. Arbejdstageren er på det nederste trin i det sociale hierarki. Alle befinder sig over arbejderen, lige fra værkføreren til statsministeren. Han har ikke nogen under sig. Udbytningen af arbejderen er det materielle grundlag for at opretholde systemet, så hele apparatet af magt og vold er primært vendt mod arbejderklassen og tjener til at beskytte den politisk bestemte udnyttelse. Sådan var det og sådan er det. Men i årene 1949-55 og 1956-59 blev arbejdstagernes stilling forbedret, om end på forskellig vis. De officielle statistikker viser, at den gennemsnitlige realindkomst per person i familierne for industriarbejdere i perioden 1960-63 er steget med 2,6 % eller 0,6 % om året i gennemsnit. Under hensyn til, at det i de seneste år hovedsageligt er primære livsnødvendigheder, der absorberer det meste af budgettet for de fattigste familier, så har der eksisteret klart faldende tendenser i levestandarden for arbejderklassen i de sidste fire år. Det er særligt smerteligt for de fleste familier, hvor ingen er blevet forfremmet.
Ifølge Planen for årene 1967-1970 skal der oprettes for 1,5 mio. jobs gennem enorme omkostninger. 830-840 milliarder złoty skal der investeres. Ifølge beregninger af demografer vil stigningen af folk i den arbejdsdygtige alder være omkring 2 mio. Det betyder, at selvom planen gennemføres optimalt, så vil der mangle arbejdspladser til ca. 500 tusinde mennesker. Den ideelle plan for gennemførelsen af den gennemsnitlige reallønsstigning under den kommende 5-årsplan vil ligge på omkring 10 %, eller omkring 2 % om året i gennemsnit. Som påvist af professor Kalecki, vil nødvendige forfremmelser i løbet af året optage næsten 2 % af lønsummen. Hertil kommer, at lønforskellene mellem arbejdere og medarbejdere og tekniske ingeniører vil vokse i perioden 1960-63. Gennemsnitsindkomsten per person i funktionærfamilierne steg med 11,6 %, og ufaglærte arbejdstageres løn er kun steget med omkring 2,6 % ifølge officielle data. […] Det betyder, at reallønnen for arbejdere i den næste periode vil være en smule lavere – selv hvis planen gennemføres ideelt. De afsatte beløb vil sandsynligvis vise sig at være utilstrækkelige til nå målene. Derfor vil vi se en stigning i arbejdsløsheden. Der vil opstå et stigende behov for at finde yderligere midler til at gennemføre investeringsprogrammet. Men de kan kun trækkes fra forbruget, så det vil betyde en alvorlig nedgang i reallønnen. […]
Den ideologiske krise indebærer også en krise for værdierne og de moralske normer. Det er især mærkbart for de unge, der former deres syn på verden og deres idealer. Virkningen på dem kan ses i kynisk holdning til alt, et åbenlys og kynisk karriere race, hooliganisme, tyveri af massivt omfang m.m. Krisen er ikke kun et økonomisk fænomen.
Hele denne krise i de sociale relationer er et resultat af den omstændighed, at produktionsforholdene, som er bureaukratiets magtbase, er blevet en bremse på den økonomiske udvikling og en kilde til økonomisk krise. Dette har ført til, at samfundet som helhed har været blottet for udviklingsmuligheder og muligheder for inden for systemets rammer at imødekomme selv de elementære behov for arbejderklassen. Ligesom den økonomiske krise ikke kan løses på grundlag af de eksisterende produktionsforhold, kan den generelle sociale krise heller ikke løses inden for det eksisterende sociale system. Krisen forværres dag for dag, og en løsning er kun mulig ved at styrte de herskende produktionsforhold og de sociale relationer. Revolution er en nødvendighed for udvikling.
Bureaukratiet er isoleret i samfundet. Det forsvarer ikke nogen speciel klasses interesser. Kun de rigeste bønder og småborgere kan tænkes at forblive neutrale under krisen. Men kun arbejderklassen med dens leve- og arbejdsvilkår er tvunget til at styrte bureaukratiet. En væsentlig kilde til den økonomiske og sociale krise ligger i de sociale relationer i sværindustrien, hvor arbejderklassen og det centrale politiske bureaukrati står over for hinanden. Revolution er derfor primært en konflikt mellem disse to grundlæggende industrielle klasser. Derfor skal arbejderklassen være dens vigtigste og ledende kraft. Revolutionen, der vi styrte det bureaukratiske system, vil derfor nødvendigvis være en proletarisk revolution.
