Adam Michnik: Kirken, venstrefløjen, dialogen, 1977
Adam Michnik (1946- ) historiker og en af de absolut førende blandt de polske oppositionelle intellektuelle. Som intellektuel ateist med jødisk baggrund havde han ofte problemer med arbejderne og ikke mindst kirken. I bogen, hvor følgende afsnit er taget fra, lægger han op til en dialog mellem kirken og de ikke-troende i Polen.
Oversat fra polsk af Jens Jørgen Nielsen.
Det er umuligt hos Marx og Engels, for ikke at tale om Lenin at finde noget som helst, der peger på, at det er nødvendigt at indgå i en dialog med religionen. Ikke desto mindre er venstrefløjens radikale ateisme altid blevet modereret af taktiske politiske overvejelser. En udtalt fjendtlighed over for kirken er ofte blevet udskiftet med venlige ord og kortsigtede politiske kompromiser. Hvad der imidlertid ikke har ændret sig er, at venstrefløjen konstant ser kirken som højborg for reaktionær tilbageståenhed. De venstreorienterede har hele tiden opfattet religion som overtro og de troende som mennesker, der ikke i tilstrækkelig grad har lært at udnytte deres medfødte fornuft. Religion har man set på som et forstyrrende element fra feudalismen og kapitalismen. I venstrefløjens vision om det fremtidige samfund er der ikke nogen plads for den slags efterladenskaber fra fortiden. Det er overflødigt at nævne, at denne opfattelse udelukker muligheden for en dialog. Kontakt med troende havde kun værdi, hvis det førte til en omvendelse af dem. […]
Vi har vænnet os til at tro, at troen på Gud nødvendigvis gør et menneske mere fattigt og begrænser og undergraver dets væsentligste humanitet. Samtidig ved vi, at tro ofte inspirerer mennesker, fremmer heltegerninger, ja bevæger bjerge. Vi er endt med at tro, at religiøs tro er et sikkert tegn på psykologisk invaliditet, et udtryk for åndelig svaghed og mangel på tro på menneskeheden og dermed at troende opgiver ansvaret for verden. Mange kristne har skam hjulpet os med at opfatte det sådan. […]
Kristendommen er også en udfordring for ikke troende, især for den ikke-religiøse venstrefløj, en udfordring til at undersøge os selv. Bemærkningerne i denne bog udgør et forsøg på en sådan undersøgelse. For venstrefløjen er det kristne princip om sejr gennem kærlighed en udfordring og en appel til at efterprøve vores planer og hensigter. Hvor fattig ville vores liv ikke være uden en spirituel dimension. At afvise en spirituel dimension ville være ensbetydende med at acceptere den primitive magt. Når jeg ser på situationen udefra har jeg det indtryk, at det ikke er helt enkelt at fastholde en kristen position. Som Fader Bruckberger skrev: ”Kristendom er ikke et komplet harmonisk sæt af færdiglavede svar. Det er vedvarende bekymring udløst af spørgsmål, som ligger dybt i den menneskelige natur. Ethvert menneskes kriseantager form af et spørgsmål. Vi kan ikke afkræves et svar på disse spørgsmål, men vi er forpligtigede til at vogte vores spørgsmål med ære indtil vores sidste åndedrag. For svaret kan kun findes uden for denne verden”. […]
Det er lettere at acceptere eksistensen af en synlig og håndgribelig kirke end af en usynlig og uforståelig sfære af ikke håndgribelige fænomener. Men sand pluralisme er umulig uden at acceptere begge dele. I modsat fald vil den kristne se på den ikke troende som en invalid eller kyniker, mens den ikke troende vil opfatte den kristen som en charlatan eller idiot. Det vil betyde, at vore ideologiske ghettoer vil fortsætte med at eksistere. Og vores liv vil blive gjort fattigt af tabet af de goder, som kommer fra den intellektuelle konfrontation af mennesker, som tænker forskelligt, mennesker som rejser ad forskellige veje mod de fælles mål, som er humanisme og sandhed.
